I et interview i Politiken den 1. september 2022 angreb Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen det generelle mål om en stigning i produktiviteten i den offentlige sektor på 0,4 pct. årligt i Det Konservative Folkepartis økonomiske plan for perioden frem til 2030.
Den mest interessante del Ellemanns kritik er, at han har svært ved at se, at man kan effektivisere den offentlige sektor i det omfang, og at han mener, at De Konservative bør fortælle præcist, hvor og hvordan disse effektiviseringer skal gennemføres. I det hele taget tror Ellemann ikke længere på, at den offentlige sektor kan effektiviseres.
Det vil dog aldrig være muligt for politikere eller andre lægmænd, at få effektiviseret den offentlige sektor ved at fortælle de offentligt ansatte præcist, hvor og hvordan de skal effektivisere deres opgave varetagelse. De offentligt ansatte vil nemlig altid vide langt mere om de opgaver de løser end politikerne og andre lægmænd, og dermed ved de også bedst, hvor og hvordan opgaveløsningen kan effektiviseres. De offentligt ansatte kan med deres større viden således også meget nemt skyde politikeres og andres gode forslag til effektiviseringer ned ved at opfinde argumenter for, hvorfor effektiviseringer ikke kan lade sig gøre. Eventuelle modargumenter kan de offentligt ansatte affeje ved at henvise til, at de har den største faglige ekspertise på området. For hvem ved mere om politiarbejde end politiet, hvem ved mere om levering af sundhedsydelser end læger og sygeplejersker osv.
Derfor er det meget svært for politikerne og andre at imødegå argumenter fra de offentligt ansatte med den faglige ekspertise. Jeg har selv som embedsmand i Finansministeriet lagt øre til denne type argumenter fra offentlige institutioner, der ville undgå effektiviseringer. Tilsvarende har jeg også, da jeg efterfølgende blev embedsmand i Justitsministeriet, selv været med til at konstruere og anvende denne type argumenter mod effektiviseringskrav fra Finansministeriet.
Hvis man skal effektivisere den offentlige sektor, er den eneste vej, at de offentligt ansatte får en tilstrækkelig tilskyndelse (incitamenter) til selv at gå i gang med at anvende deres indsigt i deres område til at effektivisere opgavevaretagelsen. Der skal således etableres et system med belønning (gulerod) for effektivisering og/eller straf ved manglende effektiviseringer (pisk).
Det bedste eksempel på hvad de rigtige incitamenter kan udrette, er det aktivitetsbaserede bevillingssystem (takstafregningssystem), som VK-regeringen indførte i sygehussektoren i starten af 00´erne. Her angav Lars Løkke Rasmussen (daværende Indenrigs- og Sundhedsminister) ikke hvor og hvordan man skulle effektivisere sygehusene. I stedet indførte han et system, hvor sygehusenes aktivitet (antal behandlinger) blev afgørende for størrelsen på deres bevillinger – flere behandlinger gav flere penge. Dette gav de ansatte et betydeligt incitament til at effektivisere, der har medført, at produktiviteten i sygehussektoren er steget med 2,3 pct. årligt siden 2003. Til sammenligning har Danmarks Statistik og Finansministeriet beregnet, at produktiviteten i den offentlige sektor samlet set er steget med 0,5 pct. årligt i perioden fra 2008 til 2017, og produktiviteten i den private sektor er fra 2010 til 2019 steget med 1,4 pct. årligt. Disse opgørelser af produktivitetsudviklingen får kravet om at øge produktiviteten med 0,4 pct. årligt i Konservatives økonomiske plan - der tilmed tilbageføres til den offentlige sektor som merbevillinger til prioriterede områder - til at fremstå som en meget forsigtig målsætning.
Historien om produktivitetsstigningerne i sygehussektoren viser, at man med den rigtige belønnings-/straffe-struktur kan indhøste meget store effektiviseringspotentialer. Konservatives forslag om en generel bevillingsreduktion (grønthøster) på 0,4 pct. årligt for alle dele af den offentlige sektor, vil give et pres på de offentligt ansatte for at effektivisere, da de ved, at de fremover kan risikere, at de skal løse deres opgaver med færre ressourcer. Dermed er grønthøsteren et bud på en politik, der kan give en tilskyndelse (incitament) til effektiviseringer. Man kan i den forbindelse naturligvis diskutere, om grønthøsteren giver en tilstrækkelig tilskyndelse til at effektivisere, eller den burde suppleres med yderligere incitamenter og understøttende tiltag, men de konservatives forslag er under alle omstændigheder et seriøst bud.
Venstre har derimod ikke noget bud på, hvordan man kan effektivisere den offentlige sektor, og det behøver man jo sådan set heller ikke, hvis man (virkelig?) mener, at det formentlig ikke kan lade sig gøre. Det er forundrende, hvordan man i Venstre er nået frem til den konklusion set i lyset, at der er en række analyser fra CEPOS og andre, der påviser betydelige potentialer for yderligere effektiviseringer i den offentlige sektor - fx på ledelse og administration og folkeskolen. Tilsvarende er der masser af Produktivitetskommissionens forslag til øget produktivitet i den offentlige sektor, der aldrig er blevet gennemført.
Jeg har i et tidligere blogindlæg redegjort for, at stigende effektivitet i produktionen af velfærdsydelser i de kommende år vil være den eneste vej til at danskerne kan få flere og bedre velfærdsydelser, som de ønsker sig. Indlægget handler godt nok om den nuværende regerings udfordringer, men Venstre har efterhånden adopteret så store dele af regeringens økonomiske politik – fredning af Arne-pension og vækst i de offentlige udgifter svarende til den demografiske udvikling – at Venstre nu har de samme problemer. På den baggrund virker det underligt, at Venstre ikke i det mindste bare har et bud på, hvordan de vil forsøge at øge produktiviteten i den offentlige sektor.
Det er muligvis på den korte bane populært at sige, at den offentlige sektor hverken kan eller skal effektiviseres – navnlig blandt det store antal vælgere, der er offentligt ansatte. Derfor kan man godt forstå, at man kan forfalde til det synspunkt, hvis man op mod et valg vil tiltrække stemmer. Problemet er bare, at selvom der er rigtig mange offentligt ansatte vælgere, er der endnu flere vælgere, der er modtagere af offentligt finansierede serviceydelser. Hvis vælgerne er i stand til at gennemskue, at Venstre ikke har noget bud på, hvordan danskerne skal få bedre velfærdsydelser, kan det meget vel komme til at koste stemmer. Det bliver interessant at se, hvordan det ender – og vi har jo som bekendt de politikere, som vi fortjener.
Bragt i Jyllands-Posten d. 9. september 2022.
