De danske økonomiprofessorer bør give objektiv vejledning, når de giver deres bud på aktuelle, finanspolitiske udfordringer.
Mange - især på venstrefløjen - tror, at danske universitetsøkonomer ønsker et mere liberalt samfund med mindre stat og mere privat.
Men deres anbefalinger i medier og kommissioner tyder faktisk på det modsatte.
Med kun enkelte undtagelser anbefaler de mere stat og mindre privat, når de har muligheden, også selvom der er faglige argumenter for det modsatte.
Senest har professor Torben M. Andersen advaret imod et forslag fra Konservative om skattelettelser, fordi det angiveligt i den nuværende konjunktursituation skulle øge inflationen. Det er imidlertid forkert.
Forslaget var at gennemføre finansierede skattelettelser ved at spare på det offentlige forbrug. Gør man dét, er effekten tværtimod at dæmpe inflationen.
Torben M. Andersen har forsvaret sig med, at han troede, det var ufinansierede skattelettelser, han kommenterede. Men det er sjusk, og under alle omstændigheder burde han have understreget, at effekten på inflationen afhænger af finansieringen.
Kort efter var den gal igen. Vicedirektør i Nationalbanken, Thomas Harr, påpegede behovet for at dæmpe inflationen, »og det kunne være ved at hæve skatterne«, som han udtrykte det. Torben M. Andersen erklærede sig enig. Efterspørgsel må trækkes ud af systemet »for eksempel ved at skrue på skatten«. Han tilføjede dog kryptisk: »eller gøre andre ting.« Men da journalisten (ledende) spurgte, om det at indskrænke danskernes rådighedsbeløb ikke er den eneste, reelle mulighed, svarede professoren bekræftende: »Det er grundlæggende ideen,« var hans svar. Overskriften på artiklen lød da også: »Økonomer: Derfor kan det blive nødvendigt at hæve danskernes skatter.« Men det passer ikke, at højere skatter er det eneste, der kan bekæmpe inflationen.
Det er faktisk mere effektivt at reducere det offentlige forbrug. Antallet af offentligt ansatte er vokset med 32.000 under corona.
En reduktion med 32.000 vil dæmpe inflationen og samtidig frigøre 32.000 medarbejdere til det ophedede, private arbejdsmarked. Omvendt reducerer højere skatter arbejdsudbuddet.
Nationalbanken og økonomiprofessoren burde have givet objektiv vejledning, der beskrev de forskellige måder, hvorpå inflationen kan nedbringes samt fordele og ulemper ved hver. I stedet fik vi rene, personlige præferencer for en større, offentlig sektor og mindre markedsøkonomi pakket ind i fine titler, der signalerer objektivitet. Det er kritisabelt. Især fra Nationalbanken.
Generelt og i grove træk har økonomiprofessorer de seneste 40 år støttet reformer, der øger arbejdsudbuddet, og dermed reducerer statens udgifter til overførsler til for eksempel dagpenge, efterløn og folkepension.
Men de har også foreslået, at besparelsen ikke skulle føres tilbage til borgerne i form af lavere skatter, men i stedet gå til at finansiere en større og dyrere offentlig sektor. Trods de mange reformer er skattetrykket omtrent det samme som for 40 år siden og i øvrigt det højeste i den vestlige verden.
Et eksempel på den professorale præference for større, offentlige udgifter frem for lavere skatter så vi for nylig, da den professortunge Reformkommission fremlagde sit første udspil. Helt efter bogen foreslog kommissionen en fornuftig reform af SU-systemet, som blandt andet erstatter SU med lån på kandidatdelen af de videregående uddannelser. Der er gode argumenter og god evidens for dette forslag.
Men samtidig foreslog kommissionen, at besparelsen ved denne reform skulle gå til højere udgifter til uddannelser. Professorerne foreslog altså færre penge til de studerende og flere penge til sig selv - eller i hvert fald til deres respektive universiteter. Men der fremførtes ingen argumenter eller evidens for, at SU-besparelsen bør gå til højere, offentlige udgifter til uddannelse i stedet for for eksempel lavere skat på indkomst eller kapitalafkast.
Produktivitetskommissionen har ellers i 2014 konkluderet, at det danske uddannelsessystem er blandt verdens dyreste, og at udfordringen ikke er mangel på ressourcer.
Og vismændene konkluderede i forårsrapporten fra 2018, at videregående uddannelser modtager mere statsstøtte »end det, der kan begrundes ud fra økonomiske argumenter.
« Kommissionen burde have begrundet, hvorfor man så bort fra disse tidligere konklusioner, og hvorfor besparelsen ikke bedre kunne bruges på at sænke skatter, der forvrider uddannelses-eller investeringsbeslutninger.
Er det overhovedet fagligt begrundet, eller er det udtryk for en personlig præference hos de mange økonomiprofessorer i kommissionen for mere stat og mindre privat?
Bragt i Berlingske d. 20. april 2022.
