Et år i lavindkomstgruppen er ikke et stort problem

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Et studie, der påviser skade af bare ét års fattigdom i barndommen, har fået mange politikere til at fokusere på de 64.500 ’fattige’ børn i Danmark. Men der er store huller i forskningen, og det fjerner fokus fra de reelt fattige.

»Jeg vil ønske, vi kan få en fattigdomsgrænse, der måler på reel fattigdom

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets åbningsdebat.

Siden har også social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) bekræftet, at hendes holdning er, at den fattigdomsgrænse, der blandt andet førte til de mange historier om 64.500 ’fattige’ børn i Danmark, »gør skade på diskussionen« om fattigdom.

I mine øjne har socialdemokraterne fuldstændig ret i deres betragtninger – og det ville i den grad have klædt partiet at være  klar i mælet før valget.

Danmarks Statistik (DST) definerer ’fattige’ som alle, der bare ét år har en indkomst, der ligger under halvdelen af medianindkomsten. Medianindkomsten er det beløb, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre, og halvdelen tjener mere. Jeg markerer i øvrigt ’fattige’ således, fordi det er mærkeligt for mig at tale om fattige, når en enlig på integrationsydelse stadig tilhører den globale indkomstelite – top ti procent på verdensplan. Så bær over med mig.

Det er stærkt problematisk, at DST bruger étårsdefinitionen. For den meget sparsomme forskning, der blandt andet ligger til grund for valget, er fyldt med huller.

Når Danmarks Statistik alligevel har valgt at bruge den definition, så skyldes det blandt andet et meget omtalt studie, som angiveligt skulle vise, at børn af ’fattige’ forældre tjener mindre som voksne, selv hvis forældrene kun er ’fattige’ i et enkelt år. Studiet blev også fremhævet af en række politikere i den seneste valgkamp – blandt andre af Pia Olsen Dyhr (SF) og Pernille Skipper (EL).

I studiet defineres ’fattige’ børn som de børn, hvor forældrene ifølge DST’s definition er fattige i ét år. Det betyder, at en familie på fire med to hjemmeboende børn er defineret som fattige, hvis de et år tilsammen har en indkomst efter skat på 252.000 kroner. Også selv om deres indkomst året før og året efter er markant højere.

Studiet når frem til, at bare ét år i relativ ’fattigdom’ for en 13-15-årig reducerer indkomsten som 30-årig med 6,4 procent. Altså, at bare ét år som ’fattig’ sætter negative spor i den fremtidige indkomst. Og endda hele 6,4 procent. Det er meget!

Og på den baggrund lyder det jo umiddelbart fornuftigt, at DST har brugt netop ét år som grænsen for fattigdom. Men inden man fører politik, eller bidrager til en bestemt politisk fortælling på baggrund af ét studie, var det måske værd at dykke ned i validiteten af resultaterne. Gør man det, er der en række ting, der er værd at være opmærksom på.

Huller i forskningen

For det første er det ekstremt vanskeligt at isolere en enkelt effekt (forældrenes indkomst) fra alt det andet, som også har indflydelse på børnenes opvækst. For eksempel kan misbrugsproblemer i familien føre til, at forældrene mister deres job og ender i lavindkomstgruppen.

Men er det den lave indkomst eller misbruget, som påvirker børnene negativt?

Det ved man ikke på baggrund af studiet.

For det andet anvender undersøgelsen ikke de gængse retningslinjer, som for eksempel bliver anvendt af Finansministeriet i forhold til opgørelse af indkomster. I studiet beregnes familiens indkomst eksempelvis som de biologiske forældres indkomst, uanset om mor og far bor sammen eller ej. Hvis stedfar er bankdirektør, kan du altså stadig være ’fattig’, hvis din biologiske far er arbejdsløs.

Det er også mærkværdigt, at man i studiet fjerner studerende fra datasættet. Det gør man ofte, når man måler fattigdom, for studerende er selvfølgelig ikke ’fattige’, men det er en murer, der er midlertidigt arbejdsløs, jo heller ikke.

Så når man undersøger konsekvenserne af lav indkomst, bør de studerende vel inkluderes. For hvis man seriøst mener, at ét års fattigdom kan skade børn for livet, fordi der eksempelvis ikke er råd til morgenmad, eller at børnene ikke kan komme til fødselsdage, så bør effekten jo også findes hos studerendes børn.

Man kan også undre sig over, at effekterne af fattigdom springer op og ned afhængig af barnets alder. Hvis børn oplever fattigdom som 10-12-årige eller 16-18-årige, har det ingen betydning. Oplever de til gengæld fattigdom i årene mellem 13 og 15, er det ifølge det omtalte studie en mindre katastrofe med en nedgang i indkomst på de førnævnte 6,4 procent.

Det er meget mærkværdigt, og er i øvrigt i modstrid med nobelprismodtageren James J. Heckmans resultater. Heckman har påpeget, at det er afgørende med tidlige interventioner, hvis man skal have held med at ændre børnenes fremtid til noget bedre. I studiet her får man det modsatte resultat – effekten er størst, når børnene er 13-15 år.

Forhastede konklusioner

Endelig skal man være meget påpasselig med, hvordan man fortolker resultaterne. Studiet sammenligner nemlig ikke familier under fattigdomsgrænsen – altså under halvdelen af medianindkomsten – med familier, som ligger lige over grænsen. Studiet sammenligner derimod med alle andre familier, som derfor i gennemsnit ligger langt over fattigdomsgrænsen.

Så selv hvis resultaterne var fuldkommen korrekte, skal man altså give familierne med lav indkomst en meget, meget stor indkomstfremgang for at nå de nævnte effekter på børnenes indkomst senere i livet. Det er ikke nok blot at få dem op over fattigdomsgrænsen.

Som så ofte, når man læser interessant, nyere forskning (og det er det faktisk), sidder man derfor tilbage med en fornemmelse af, at der er brug for meget mere forskning, inden vi begynder at se ét års fattigdom som et problem. Det har dog ikke forhindret Danmarks Statistik, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og mange, mange andre i for eksempel – med baggrund i omtalte studie – at opgøre antallet af ’fattige’ børn ud fra ét års indkomst og udråbe det til et kæmpe problem.

Men ét års ’fattigdom’ er bare ikke et stort problem.

Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at 45 procent er ude af ’fattigdom’ efter et år, og 56 procent efter to år. De fleste er altså kun meget kortvarigt ’fattige’. Og ved at udskyde deres forbrug ved for eksempel at vente med at købe nyt tøj, kan de derfor i høj grad modvirke eventuelle negative konsekvenser af den kortvarige nedgang i indkomst.

Selv med Thornings fattigdomsgrænse – med lav indkomst i tre år – er der høj mobilitet ud af gruppen. 28 procent er ude efter ét år, og 46 procent efter to år.

Hold fokus på reel fattigdom

Der er altså en meget høj grad af økonomisk mobilitet i Danmark. Dem, der har lav indkomst i dag, har næppe lav indkomst om et par år. Faktisk kan de, der har lav indkomst i dag, i gennemsnit forvente at få den største indkomstfremgang de næste ti år. Både målt i procent og kroner. Det skyldes, at de kommer i job, opnår erfaring og lignende.

Modsat er det svært for dem i toppen at holde fast i deres placering. Det kan skyldes, at erhvervsdrivende bliver udsat for hård konkurrence, som presser deres indtjening.

Fattigdom er ikke ønskværdigt. Og der findes i Danmark mennesker, der år efter år lever liv, som ingen ønsker sig. Ikke fordi de er dovne. Ikke fordi de bare skal tage sig sammen. Ikke fordi de bare vælger anderledes end du og jeg. Men fordi de har komplicerede problemer, som for eksempel misbrug eller diagnoser, som forhindrer dem i at hjælpe sig selv. Det er i mine øjne disse mennesker, vi som samfund reelt burde bekymre os om.

Men så længe vi har et overdrevent fokus på ’fattige’, som har en indkomst efter skat på 252.000 kroner om året, kan vi ikke samtidig have tilstrækkeligt fokus på dem, vi burde hjælpe.

Og det er faktisk en skam.

Fodnoter

    Tags