FH's statsbank er ikke svaret

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 16/04/2019

DEBAT -  FH har foreslået en ny statslig fond, der skal formidle kapital til virksomheder. Fonden skal have fokus på investeringer i bl.a. miljø, klima og digitalisering. Dermed bliver det embedsmænd på Slotsholmen, der skal finde fremtidens vinderprojekter. 

Den nye fond er reelt en statsbank, hvor skatteyderne bærer tabet, hvis embedsmændene rammer forkert med deres investeringer.

Jeg er enig med FH i, at investeringer skal fremmes. Men ikke via en statsbank. 

I stedet bør man lette investeringsskatterne i Danmark. De virker som stopklodser for investeringer. Letter man investeringsskatterne, vil private investorer af sig selv finde frem til virksomhederne.

I Danmark har vi med 42 pct. den næsthøjeste aktieskat i OECD. Det hæmmer kapitaltilførslen til mindre og nye danske virksomheder. I Sverige er aktieskatten på 30 pct. Det er svært at begrunde, at vi skal have en meget højere aktieskat end i Sverige. En reduktion af aktieskatten fra 42 til 30 pct. indebærer et provenutab for statskassen på 2 mia. kr. 

Politikerne har et frit råderum på 23 mia. kr. frem til 2025. Så for bare en tiendedel af råderummet kunne man få en mere investeringsvenlig aktieskat. Desuden bør man reducere selskabsskatten. Det vil øge produktiviteten, fordi lavere selskabsskat gør det mere attraktivt for virksomheder at investere i nye maskiner, teknologi mv. Jo bedre maskiner en FH-lønmodtager kan arbejde med, jo mere kan vedkommende producere pr. time. Og jo mere får FH-arbejderen i løn.

Hvis Mette Frederiksen (S) vinder næste valg og lytter til FH, så står vi i den absurde situation, at S med den ene hånd dræner danske virksomheder for privat kapital ved at hæve aktieskatten fra 42 til 45 pct. Og med den anden hånd skal embedsfolk gøre det, de ikke er bedst til: Finde og finansiere fremtidens virksomheder for skatteydernes penge. 

Det er bemærkelsesværdigt, at man i 2019 tror, at staten er bedre til at opdage gode investeringer end de, der selv har noget på spil.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mads Lundby Hansen

    Cheføkonom og vicedirektør

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mads Lundby Hansen

    Cheføkonom og vicedirektør