De seneste årtier har der været en markant stigning i antallet af unge, som tager en universitetsuddannelse. Det har medført, at antallet af personer i den erhvervsaktive alder med en universitetsuddannelse er mere end tredoblet fra cirka 120.000 i 1991 til 450.000 i 2021.
I dag ventes omkring hver fjerde i en ungdomsårgang at gennemføre en universitetsuddannelse. Det er dog langt fra alle universitetsuddannede, som omsætter den femårige universitetsuddannelse til et job, der giver en løn, som afspejler den store uddannelsesinvestering.
I CEPOS har vi sammenlignet lønindkomsten for universitetsuddannede med lønindkomsten for faglærte og personer med en kort videregående uddannelse ved at se på lønnen fem år efter endt uddannelse.
Analysen viser, at 35 procent med en humanistisk universitetsuddannelse (for eksempel afrikastudier, filosofi og kunsthistorie) tjener mindre end en faglært (medianlønnen) fem år efter endt uddannelse. Og 41 procent tjener mindre end en person med en kort videregående uddannelse (for eksempel VVS-installatør, byggetekniker, laborant).
For personer med en kunstnerisk universitetsuddannelse, er det knap halvdelen, der har en lønindkomst under niveauet for en faglært.
Et par konkrete nedslag viser, at på en universitetsuddannelse som kunsthistorie har 60 procent af de færdiguddannede en lavere løn end faglærte. Det samme gælder for næsten 90 procent af dem, der har læst billedkunst, og for 65 procent af dem, som har læst design på universitetet. Og næsten halvdelen af antropologerne har lavere løn end personer med en kort videregående uddannelse.
De lave lønninger er en markør for, at der uddannes for mange på universiteterne, særligt inden for det humanistiske og det kunstneriske område. Set fra et økonomisk perspektiv bør den store sum af skatteydernes penge, der går til uddannelse på universiteterne, medføre en løn, der er markant højere end for personer med en meget kortere uddannelse.
Uddannelsesvalg kan selvfølgelig anskues ud fra andet end et økonomisk perspektiv, men min opfattelse er, at tallene er så bemærkelsesværdige, at de begrunder, at færre personer går på universitetet.
Det opnås bedst ved at benytte økonomiske incitamenter. Det kan for eksempel ske ved at omlægge SUen på videregående uddannelser til lån eller ved at indføre en vis brugerbetaling på de lange videregående uddannelser. Udover generelt at reducere antallet af universitetsuddannede, vil disse forslag desuden få flere studerende til i højere grad at betragte deres uddannelse som en investering, der skal give et godt afkast og dermed søge over mod de uddannelser, der giver en høj løn og gode beskæftigelsesmuligheder.
På det administrative plan kan man reformere budgetbevillingerne, så bevillingen til antal studiepladser på den enkelte uddannelse afhænger af de lønninger, som de færdige kandidater opnår. På den måde vil der være en tendens til, at antallet af studiepladser bliver reguleret op for de studier, som giver kandidaterne en høj løn. Og omvendt for studier, som leverer kandidater med en uforholdsmæssig lav løn, vil antallet af studiepladser tendere mod at blive reduceret.
Endelig kan man fra centralt hold reducere antallet af studiepladser og/eller antallet af studieår på udvalgte studier. Sidstnævnte løsninger er mindre attraktive, da de bygger på central planlægning frem for økonomiske incitamenter. Men de er at foretrække frem for status quo, som bærer bræg af, at for mange får en universitetsuddannelse.
Bragt i Berlingske den 20. marts 2023
