Ordet "karantæne" er afledt af italiensk for "40 dage". I middelalderen måtte skibe på vej til Venedig først ankre op uden for byen i så mange dage for at sikre, at der ikke var smitte ombord. Pest har været kendt siden bibelsk tid. Så sent som i 1700-tallet udryddede den en tredjedel af Københavns befolkning.
At vi igen er ramt af pandemi, bør ikke være noget nyt eller uventet fænomen. F.eks. fremhæves pandemier som en af de alvorligste trusler mod menneskeheden i Hans Roslings bestseller "Factfulness". Realiteten er desværre, at en fremtidig pandemi langt værre end den aktuelle ikke kan udelukkes.
Derfor må det i den grad undre, når nogle peger på Covid-19 som noget, der har vendt op og ned på alt og bør få os til at sætte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske økonomiske system og det liberale demokrati. Det kræver en forbløffende mangel på historisk, biologisk og økonomisk indsigt.
Hvad er det nye? Forhåbentlig at vi slipper igennem Covid-19 med meget lavere dødelighed end ved historiske epidemier. Det skyldes ikke ny politisk vilje til at bruge magtmidler.
Som det venetianske eksempel viser, har politikerne gennem tiden grebet ind for at forsøge at bekæmpe smittespredning. Når vi bedre kan håndtere pandemier i dag, hænger det sammen med langt flere økonomiske ressourcer, et højere teknologisk stade og innovationsdygtighed at sætte ind mod sygdommen.
De er alle et resultat af den kapitalistiske markedsøkonomi, som nogle nu ironisk nok sætter spørgsmålstegn ved.
Det er såmænd rigtig nok, at vi er blevet mere sårbare. Den mere end fordoblede middellevealder siden den industrielle revolution har skabt en ældrebefolkning, som nu er særligt truet.
Globaliseringen kan øge smittespredningshastigheden, men den er også en vigtig årsag til det dramatiske fald i fattigdommen siden Murens fald.
Et argument i den aktuelle kapitalismekritik er, at staten "holder hånden under virksomhederne" under krisen. Men den overser helt to ting.
For det første har staten ingen værdier selv – i hvert fald ikke i et liberalt demokrati. Det har borgerne. Staten kan omfordele værdierne. Det er også tilfældet nu.
For det andet er virksomheder ramt af krisen, fordi de direkte eller indirekte er blevet lukket ned. Deres ejere og medarbejdere har oftest uden at kny leveret store ofre i kampen mod smittefaren.
Det kan dårligt kaldes en systemfejl. Men vi bør selvsagt sikre, at støtteordningerne ikke bider sig fast, eller at krisen bliver brugt som påskud af lobbyister til at varetage særinteresser. Det vil gøre kapitalismen mindre velfungerende.
