Før valget lagde Mette Frederiksen op til et regelstop og egentlig deregulering i det offentlige. Men som tidligere påpeget på denne plads, er der ingen grund til at tro, at problemerne skabt af statslige regler og bureaukrati er større i kommunerne og den øvrige offentlige sektor end i den private. Snarere tværtimod.
For mens den offentlige – i fravær af markedskræfter – er nødt til at have regler og bureaukrati for at kunne prioritere, hvem der f.eks. skal have hvilke behandlinger hvornår i sundhedssektoren, vil den private sektor – på grund af markedskræfterne – løse disse prioriteringer af sig selv.
Og flere partier har da også mere ambitiøse målsætninger end Mette Frederiksen.
Radikale foreslår f.eks., at fjerne 1 pct. af alle regler hvert år, Venstre foreslår et byrdestop for virksomhederne, og Liberal Alliance og Nye Borgerlige foreslår en “én ind, to ud”-model, så der afskaffes to regler, hver gang en ny indføres, mens Konservative ønsker et “opgør med regeltyranni fra det offentlige”. Spørgsmålet er selvfølgelig, om et regelstop kan lade sig gøre. Eller om det vil ende som andre afbureaukratiseringskampagner med sparsomme resultater.
I Cepos har vi derfor gennemgået nogle af de internationale erfaringerne med regelstop, og konklusionerne er særdeles opløftende. For det første findes der en løsning, der er “plug-and-play”-klar. For det andet er der udsigt til endog meget store økonomiske gevinster ved et regelstop.
Men det kræver, at man griber opgaven rigtigt an.
Eksempel til efterfølgelse
Der er flere steder, hvor man har indført en form for regelstop. Vi gennemgår bl.a. Donald Trumps regelstop, og Anders Foghs succes med at reducere administrative byrder i 00’erne. Provinsen British Columbia (BC) i Canada, med en befolkning ca. på størrelse med Danmarks, er dog det bedste eksempel. Deres regelstop kan nemlig relativt let overføres til danske forhold og har virket så længe, at vi nu kender de økonomiske konsekvenser af det.
I BC definerer man en regel, som ethvert krav, borgere og virksomheder skal leve op til for at udføre deres aktiviteter. F.eks. vil sædefølere i taxier tælle som ét krav. Taxameteret tæller som endnu et krav. Chaufførkortet tæller som et tredje krav, osv.
BC’s regelstop førte til, at borgere og virksomheder i BC slap af med regulering, som stod i vejen for deres økonomiske velstand. Forskning viser, at væksten i BC siden regelstoppet har været markant højere på grund af dereguleringen. Overført til danske forhold svarer det til en øget vækst i bnp på ca. 25 mia. kr. om året. Hvert år.
Succesen i BC blev blandt andet skabt på baggrund af en “én ind, to ud”-model. Men erfaringerne viser, at den politisk vilje til ikke blot at implementere modellen, men også at overholde den, er mindst lige så vigtig
Findes den vilje i Danmark? I så fald er regelstop en af de mest lovende af de andengenerationsreformer, politikerne efterspørger.
Bragt i Børsen den 13. december 2022.
