Hvad er det, de kan i Vejle? Og kan alle kommuner lære det?

Type: Debat

Vi har i Cepos igennem mange år beregnet det såkaldte kommunepotentiale. Det er en beregning, der viser, hvor meget de enkelte kommuner kan spare, hvis de var lige så effektive og sparsommelige, som den mest udgiftseffektive kommune. I år var det igen Vejle Kommune, der var den mest udgiftseffektive kommune, hvilket det har været lige siden 2011. De andre kommuner kunne således tilsammen spare ca. 38 mia. kr. (svarende til ca. 10 pct. af deres nettodriftsudgifter), hvis de indrettede sig som Vejle.

I beregningen af kommunepotentiale ser vi på de samlede kommunale udgifter. Vi har også løbende lavet en række andre analyser, hvor vi i stedet sammenligner kommunernes effektivitet på et enkelt kommunalt serviceområde – f.eks. folkeskolenkommunernes administration mv. Analyserne anvender forskellige metoder, men fælles for alle disse analyser er, at vi finder potentialer i mindst samme størrelsesorden som det samlede kommunepotentiale. Desværre kan vi dog kun i meget begrænset omfang bruge disse analyser til at sige noget om, hvad de bedste kommuner i praksis har gjort for at blive effektive.

Vi ved altså ikke, hvad det egentlig er, at de effektive kommuner kan. Med hensyn til Vejle er mit bedste bud – baseret på de samtaler, som jeg gennem årene har haft med ansatte og folkevalgte fra Vejle Kommune – at en væsentlig del af forklaringen på kommunens gode resultater skal findes i en meget professionel og effektiv forvaltnings- og økonomistyringskultur. Når jeg har spurgt de gode folk fra Vejle om, hvordan de har udviklet den, så nævner de fleste, at det startede helt tilbage i 1990’erne, hvor de borgerlige partier gjorde en SF’er til borgmester. Det gav politikerne og den centrale forvaltning en større evne til at modstå modstand fra de ansatte og deres faglige organisationer, hvilket muliggjorde udviklingen af en håndfast økonomistyringskultur, der fremmer løbende effektiviseringer af opgaveløsningen i kommunens institutioner.

Den manglende konkurstrussel gør på den anden side også, at kommunerne har en langt mindre tilskyndelse end private virksomheder til at effektivisere og lære af de bedste. Den manglende effektivitet får i en kommune langt mindre omfang konsekvenser for medarbejderne, der ikke risikerer, at arbejdspladsen lukker, hvis den ikke bliver mere effektiv. Derfor kan medarbejderne og deres faglige organisationer også i lagt højere grad være imod effektiviseringstiltag, uden det får nogen konsekvenser for dem.

I den private og konkurrenceudsatte sektor spreder effektivitet sig ofte netop igennem konkurser, forstået på den måde, at de mindre effektive virksomheder forsvinder, og deres plads bliver overtaget af de mere effektive. Den mekanisme er fraværende i kommunerne. 

Ydermere kan medarbejderne omkostningsfrit forsøge af få endnu flere af skatteydernes penge i stedet for at effektivisere driften, hvilket de aktuelle store medarbejderprotester med krav om flere penge til kommunerne er et fremragende eksempel på. Hvis en privat virksomhed på samme måde insisterede på at sætte prisen op, før alle muligheder for effektiviseringer var udtømt, ville det betyde kundeflugt til mere effektive konkurrenter og efterfølgende afskedigelser af virksomhedens medarbejdere.

Der er uden tvivl private virksomheder, der formår at levere bedre og billigere ydelser til deres kunder ved at lære af de bedste i branchen. De andre virksomheder bliver udkonkurreret og går konkurs, fordi deres kunder naturligvis hellere vil have de bedre og billigere ydelser hos konkurrenten. Der er formentlig tilsvarende veldrevne kommuner, der på samme måde løbende formår at effektivisere deres opgaveløsning. Problemet er, at det ikke er alle kommuner, der formår af lære af de bedste. Disse ineffektive kommuner skal forsat levere serviceydelser til deres borgere, der må leve med dyrere og dårligere ydelser. Borgerne kan ikke bestemme sig for, at de ikke længere vil betale for kommunens ydelser, da skatteunddragelse jo som bekendt er strafbart. Den eneste mulighed for skatteborgerne er, at de kan flytte til en anden mere effektiv kommune, men det er jo for de fleste ikke en reel mulighed eksempelvis at flytte til Vejle, da bosætning afhænger af meget andet end kommunal service.

Konkurrence sikrer, at de mindst effektive virksomheder lukker. Denne mekanisme har vi sat ud af kraft i den offentlige sektor. Det koster os et betydeligt velfærdstab, hvilket understreges af de store forbedringspotentialer, vi finder, når vi analyserer kommunernes effektivitet.

Heldigvis står der i SVM-regeringsgrundlaget, at man vil øge konkurrencen mellem private og offentlige leverandører af velfærdsydelser. Det er kuldsejlet for tidligere regeringer pga. af modstand fra de offentligt ansattes fagforeninger og kommunerne. Hvis det lykkes denne gang, vil det for alvor bevise værdien af en bred regering hen over midten.

Bragt i JP den  15. september 2023

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Karsten Bo Larsen

    Forskningschef

    +45 41 22 04 76

    karsten@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Karsten Bo Larsen

    Forskningschef

    +45 41 22 04 76

    karsten@cepos.dk