Kan gældskrisen føre til enden på EU, som vi kender det?

EU befinder sig i en overset men eksistentiel gældskrise. Den vil kunne ende enten med en føderal statsdannelse, eller at unionen bliver sprængt. Måske begge dele. Under alle omstændigheder kan det blive enden på det EU, vi kender, og et flertal sætter pris på.

Problemet er den uholdbare udvikling i flere landes gæld. Et af dem, Frankrig, har netop overtaget formandskabet og vil prøve at få lempet det fiskale regelsæt. De nuværende regler har rod i 1990’erne, da det blev fastlagt, at gældskvoten skulle falde til højst 60 pct. af BNP, og at det årlige underskud ikke må overstige 3 pct. af BNP.

I dag er EU-landene imidlertid længere fra at overholde gældsloftet end nogensinde.

I 2020 passerede gennemsnittet 90 pct. af BNP. Samtidig blev det revolutionerende besluttet at optage fælles gæld. Hertil kommer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) i en årrække har finansieret massivt opkøb af forgældede landes statspapirer med frisktrykte penge – efter at have fundet en smutvej gennem traktatens forbud.

Argumentet for at lempe reglerne bygger på to selvmodsigende påstande. Den ene er, at coronakrisen har gjort det umuligt for en række lande at opfylde de eksisterende krav. Det andet er, at den lave rente har gjort det overflødigt. Hvor det er rigtigt, at lavere rente gør det lettere at bære statsgæld, bør det bemærkes, at stigningen i gældskvoterne netop er sket på trods af betydelig medvind fra rentefaldet.

Forringelsen af de offentlige finanser under finanskrisen og coronaen har rigtig nok været uforudsete i sig selv, men forekomsten af negative chok er ikke. De kræver, at finanserne polstres i gode tider, hvad en række lande har forsømt.

Gældsætning på andres bekostning skaber er uholdbart ”moral hazard”-problem.

Det er helt afgørende at stramme håndhævelsen betydeligt. Landene bør forpligtes på et realistisk spor mod højst 60 pct. Alternativet til et effektivt decentralt system er at opbygge en styrket centralmagt. EU har som sagt allerede taget betydelige skridt på denne vej. Og hvis ikke det decentrale system kan bringes til at fungere, følger den føderale stat – USA fik sin føderale stat af samme årsag.

Et andet alternativ er igen at tillade medlemslande at gå statsbankerot. For euro-landene vil det dog kræve store systemiske ændringer. Det kan i givet fald lede til et EU i to hastigheder – med euroland som en føderale stat med fælles finanspolitik.

Danskerne har ofte udvist betydelig skepsis ved folkeafstemninger om selv mindre suverænitetsafgivelse. Nu står vi over for en udvikling, som kan blive langt mere vidtrækkende – nærmest uden nogen demokratisk debat.

Bragt i Finans d. 27. januar 2022.