Kan politikerne knække den hårdeste klimanød, de selv har skabt?

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Landbruget er uden sammenligning den største udfordring i dansk klimapolitik. Politikerne har med valget af dansk klimamål skabt et dilemma, som det er svært at finde veje ud af. Måske derfor trækker rapporten fra ekspertgruppen (Svarer-gruppen) ud.

På den ene side fylder landbruget for meget i det danske drivhusgasregnskab til at ignorere. Selve CO2-udledningen er begrænset og i øvrigt allerede omfattet af den grønne skattereform fra 2022. Men det er de øvrige drivhusgasser fra husdyrhold og dyrkning ikke. De afventer anden etape af grøn skattereform.

De øvrige drivhusgasser svarer i dag til en tredjedel af de samlede danske udledninger og vil uden nye politiske tiltag udgøre 60 pct. af de udledninger, der er plads til i alt ifølge det politisk besluttede 70 pct.-mål i 2030. Hvis landbruget behandles lempeligere end andre erhverv, bliver den grønne opstilling dyrere. En lavere pris på drivhusgas i landbruget vil øge omkostningen ved 70 pct.-målet med op til en fjerdedel ifølge Cepos-beregning.

På den anden side vil landbruget ikke være i stand til at bære den afgift på 750 kr./ton drivhusgas, som resten af erhvervslivet som minimum betaler. Provenuet ville umiddelbart svare til 80 pct. af overskuddet i landbruget og vil sende en stor del af bedrifterne i konkurs. Intet under, at den politiske appetit på det er begrænset.

Hvad kan politikerne stille op?

En oplagt indvending mod at lægge en afgift på (mindst) 750 kr./ton på landbruget er, at en stor del af udledningerne bare vil flytte til udlandet. Det er såkaldt lækage. Problemet er imidlertid, at politikerne har valgt et klimamål, der går på de nationale udledninger. Når målet først er fastlagt på den måde, er det samfundsøkonomisk billigst at sætte samme pris på alle udledninger under målet. Havde man derimod valgt et mål, der tog hensyn til det globale fodaftryk af dansk produktion, havde det været samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at korrigere for lækage. Udledninger med stor lækage skulle have betalt tilsvarende lavere afgift.

 

Landbruget er nok det mest gennemregulerede erhverv. Derfor kan det friste at lægge endnu et lag af planøkonomisk regulering oveni til at håndtere klimaproblemet. Og faktisk er der taget et skridt på denne sti med den såkaldte landbrugsaftale fra 2021. Her er opstillet et ”bindende mål” om at nedbringe landbrugets udledninger med 55-65 pct. i 2030. Landbruget er dermed som det eneste erhverv pålagt et mængdekrav.

Samtidig er oplistet en række teknologiske reduktionsmuligheder, som måske svarer til det mængdemæssige reduktionskrav til landbruget. Skal man forstå de politiske meldinger fra landbruget, anser man det ikke for udelukket at nå det særlige krav – hvis vel at mærke de nye teknologier betales af statskassen.

Der er flere grunde til, at den planøkonomiske landbrugsaftale bør skrottes. Det er i sig selv ikke omkostningseffektivt at anvende investeringssubsidier. Det hæver den samfundsøkonomiske pris på grøn omstilling. Men hertil kommer, at en omkostningseffektiv klimapolitik kræver en ensartet pris på at udlede drivhusgasser fremfor mængdemæssige mål i bestemte erhverv og sektorer. Det er tilmed højst usikkert, hvor stort reduktionspotentialet er i landbruget. Derfor er det særdeles risikabelt blot at stange et mere eller mindre tilfældigt reduktionskrav ud.

Hele idéen med en ensartet afgift på drivhusgasser er, at markedet – den enkelte forbruger, producent og landmand – får et incitament til selv at begrænse udledningerne, dér hvor det kan gøres billigst, men undlader at reducere, hvor det er dyrt. Det er derfor, økonomer over en bred kam anbefaler en ensartet pris på drivhusgasser. Hvis landbruget bliver ramt af planøkonomiske løsninger i stedet, bliver den samlede grønne omstilling dyrere.

Er der en løsning på dilemmaet mellem de negative konsekvenser af at fritage landbruget for en ensartet pris og de alvorlige konsekvenser af at skulle betale afgift? Kan politikerne knække den hårde nød, de har skabt?

I en ny analyse har jeg skitseret en mulighed. Det går ud på at indføre et særligt kvotesystem for landbruget, inspireret af EU’s generelle CO2-kvotesystem (for industri, fly og energi). Ligesom i EU’s kvotesystem kan en del eller alle kvoterne tildeles gratis til bedrifterne efter historiske udledninger. Staten køber og sælger kvoter, så prisen svarer til CO2-afgiften på 750 kr./ton.

Systemet vil indebære, at landmændenes marginale udledninger prissættes fuldt ud til 750 kr., men de undgår det store indkomsttab ved en normal afgift. Selv om kvoterne tildeles endog gratis, så koster det 750 kr. for landmanden at udlede et ekstra ton, fordi kvoten alternativt kunne være blevet solgt.

Uanset hvordan landbrugets udledninger prissættes, bør det ske på grundlag af nettoudledningerne. Landbrug kan både resultere i positive og negative udledninger. Negative udledninger er kulstof, der bindes i jorden eller skov i en længere periode; afgrøderne binder naturligvis også kulstof, men kun kortvarigt. Bindes der kulstof i længere tid, bør det udløse en negativ betaling. For planteavlere, som ikke frigiver drivhusgasser ved pløjning eller gødskning, vil systemet formentlig ofte være neutralt. Det afspejler, at de allerede i dag er stort set klimaneutrale. For landmænd med lavbundsjorde eller drøvtyggere vil der være tale om større udslip, mens skovbrugere kan tænkes netto at binde drivhusgasser.

Hvis det lyder simpelt, er det det langtfra. Der skal først udvikles klimaregnskaber på bedriftsniveau, men det vil stort set gælde, uanset hvordan landbrugets udledninger skal håndteres. Og de vil i sagens natur være meget mere skematiske og upræcise end i f.eks. transport og industri. Udfordringerne er et argument for ikke at haste prissætningen af drivhusgasser i landbruget igennem.

Men hvorfor ikke lægge afgift på forbruget af oksekød i stedet?

Det er flere partier fristet af. Det er en meget dårlig løsning. En afgift på kød vil ikke være bestemt af den faktiske drivhusgasudledning ved at fremstille kødet, og der er derfor intet incitament til at nedbringe udledningen i den enkelte bedrift. Forbrugsafgifter vil støde frontalt sammen med det internationale aftalesystem, hvor landene forpligter sig til at begrænse udledningerne ved produktionen. En kødafgift vil straffe kød fra lande, hvor udledningerne begrænses, på bekostning af kød fra lande, som ikke gør noget. Og en kødafgift vil ikke hjælpe så meget i forhold til det nationale mål og EU-kravet.

Vi fik 70 pct.-målet ved en ureflekteret politisk overbudskonkurrence, og samme letfærdige tilgang har præget meget af klimapolitikken, ofte fordi konsekvenserne først ramte ude i fremtiden. Men nu er det ved at være alvor. Politikerne bør tænke sig godt om.

Bragt i JP den 10. september 2023

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Otto Brøns-Petersen

    Analysechef

    +45 20 92 84 40

    otto@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Otto Brøns-Petersen

    Analysechef

    +45 20 92 84 40

    otto@cepos.dk