Det vil være i borgernes interesse, hvis kommunerne støtter yderligere liberalisering af affaldssektoren fremfor at bekæmpe den. Der blev for nyligt vedtaget blandt andet at liberalisere affaldsforbrændingen. Regeringen vurderer, at liberaliseringen medfører gevinster på knap 500 mio. kr. årligt. Alligevel er beslutningen stødt på kraftig modstand, særligt fra kommunerne.
Kommunerne bør ikke kæmpe imod liberalisering, men derimod byde den velkommen. Vinderne ved en liberalisering bliver borgerne i kommunen. Men hvorfor er kommunerne så imod ændringen?
Modstanden skyldes især, at kommunerne selv har bidraget til overinvestering i forbrændingsanlæg. Ved en liberalisering vil de såkaldte 'strandede omkostninger' ved overkapaciteten udløses. Forrentningen vil aftage, og i yderste fald vil nogle af de kommunale garantier for værkerne blive udløst. Det kan i nogle kommuner blive dyrt. Men det er altså ikke et argument imod liberaliseringen, ej heller er det udtryk for at varetage borgernes interesser.
Det er klart, at det på kort sigt vil være en besparelse for borgerne som skatteydere, at de strandede omkostninger ikke bliver eksponeret. På lidt længere sigt vil den overpris, som borgerne skal betale for forsyning i mangel på konkurrence, dog udgøre en større byrde for borgerne.
Indtil nu har overprisen på affaldsforbrænding fungeret som en offentlig indtægtskilde. Og det er ikke en fornuftig indtægtskilde. Så er indkomstskatter trods alt bedre. Kommunernes overinvestering er en omkostning, som ikke forsvinder ved, at kommunerne forsøger at skjule den i form af overpriser for affaldshåndtering.
Fejl at vurdere alle initiativer på deres klimagevinst
Klimahensyn er også blevet brugt som et argument imod liberaliseringen, blandt andet fordi liberaliseringens forventede klimagevinst er usikker. Men formålet med liberaliseringen er ikke at opnå en klimagevinst. Eventuelt opnåede udledningsreduktioner vil være en sidegevinst. Det er en fejltagelse, at alle politiske initiativer vurderes på deres klimaeffekter. Det er ineffektivt at føre klimapolitik med andet end afgifter og CO2-kvoter. De afgørende gevinster ved en liberalisering af affaldsområdet, der bør være i fokus, er effektivitetsgevinster og et mere velfungerende marked.
Den nylige liberalisering indebærer, at kommunerne nu er omfattet af pligt til at bringe behandling af forbrændingsegnet affald i udbud. Derudover er anvisningsretten for forbrændingsegnet erhvervsaffald afskaffet. Det betyder, at virksomhederne nu selv kan indgå kontrakter med affaldsforbrændingsanlæg eller private indsamlingsselskaber. Gevinsterne ved en liberalisering opstår, når man fjerner konkurrencehæmmende regulering. I dette tilfælde vil udbudspligten og afskaffelse af anvisningsretten fremme konkurrencen, hvilket vil presse priserne ned til gavn for forbrugerne.
Der er plads til flere reformer
Folketinget har taget et skridt i den rigtige retning med liberaliseringen af affaldshåndteringen, men der er plads til flere reformer på affaldsområdet.
Den seneste analyse af affaldsområdet fra CEPOS viser, at der er potentiale for gevinster på 2,0-2,6 mia. kr. årligt. Analysen viser, at hvis alle kommuner drev deres affaldshåndtering lige så effektivt som de 10 procent mest effektive kommuner, svarer det til at husholdningerne i gennemsnit vil kunne spare 770-1.106 kr. kr. årligt i affaldsgebyrer. Det er selv, når der er taget højde for faktorer som kommunernes størrelse og befolkningstæthed.
Husholdninger har benyttelsespligt til kommunale affaldsordninger, herunder indsamlingsordninger. Der er intet krav om, at disse ordninger skal sendes i udbud. For at indfri potentialet kan benyttelsespligten afskaffes. Dermed vil husholdninger frit kunne vælge indsamlingsordning, på samme måde som virksomheder kan.
Alternativt kan man udvide udbudspligten til at omfatte husholdningers affaldsordninger. Systematiske og effektive udbud kan være med til at sikre forbrugerne den bedste kvalitet til de laveste priser.
Hvis ovenstående tiltag ikke viser sig at skabe tilstrækkeligt effektivisering i affaldssektoren, kan man overveje at regulere affaldsområdet som andre forsyningssektorer. Fx er vandforsyningen reguleret med benchmarking. Det betyder, at vandselskaberne bliver pålagt nogle generelle produktivitetskrav, men samtidig stilles der krav til, at de selskaber, der gør det relativt dårligt skal forbedre sig for at komme på niveau med de mest effektive selskaber.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har denne regulering sikret lavere drikkevandspriser, uden at vandkvaliteten og forsyningssikkerheden er blevet påvirket negativt. En lignende regulering finder sted i elsektoren. Denne reguleringsmodel kan på sigt blive indført i affaldssektoren for at fremme effektiviteten.
Folketinget fortjener ros for trods alt at have gennemført en delvis liberalisering, men hvis de store gevinster for alvor skal høstes, kræver det mere. Kommunerne bør varetage borgernes interesser ved at promovere yderligere liberaliseringer.
