Siden kommunalreformen i 2007 har kommunerne år for år - støt, men dog i langsomt tempo - øget anvendelsen af konkurrenceudsættelse.
I 2007 blev 22,7 pct. af serviceproduktionen konkurrenceudsat, og andelen var steget til 27,1 pct. i 2017. Indenrigsministeriet leverer først tallene for 2018 i august. De savnes forud for forhandlingerne om kommuneaftale for 2020.
I Cepos har vi netop analyseret lidt dybere, hvad der har drevet udviklingen i udlicitering. Faktisk er det kommuner med et højt udgiftsniveau ift. udgiftsbehovet, som er særligt tilbøjelige til at anvende udlicitering.
Det er nemlig kommuner, som har en særlig præference for at opnå besparelser, som kan omsættes til mere real service til deres borgere. Resultatet skal da også nærliggende ses i sammenhæng med et par supplerende resultater. Udlicitering vælges nemlig, når økonomien ikke er stærk i kommunen, men likviditeten lav. Samtidig vælges udlicitering i særligt omfang, når skatteniveauet skal forhøjes særligt meget for at opnå at kunne finansiere en bestemt udgiftsmængde.
Det er altså kommunerne med prioritet for et højt ambitionsniveau, som i særlig udstrækning vælger udlicitering, såfremt økonomien ellers ikke rækker til ambitionen, hvad angår serviceniveauet.
Derimod betyder partipolitik i form af partiernes styrkeforhold i kommunalbestyrelsen intet. Der gælder heller ikke nogen stordriftseffekter, så store kommuner med potentiale for at indkøbe stort hos private leverandører udliciterer i særligt stort omfang.
Den nærliggende fortolkning må være, at kommunerne godt ved, at de kan opnå besparelser ved udlicitering, men at de gennemgående har en aversion mod at opgive selv at stå for opgaveudførelsen, hvis de har penge nok til at betale, hvad det koster. Kniber det derimod med pengene, så kan udlicitering blive en udvej.
Der er brug for, at en finansminister får øget kommunernes tilskyndelse til at hente effektiviseringsgevinsten.
