Under valgkampen sendte TV 2 et program ”Opråb fra plejehjemmet”, hvor der blev dokumenteret omfattende omsorgssvigt på plejehjemmet Nørremarken i Køge Kommune. I den forbindelse anførte borgerlige landspolitikere, at flere private plejehjem vil være vejen til at undgå disse omsorgssvigt. TV 2 argumenterede i en artikel imod dette løsningsforslag, med henvisning til at en stikprøveundersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen af tilfredsheden på danske plejehjem viser, at der ikke er signifikant forskel på, hvor stor en andel af de ældre der er ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” på hhv. offentlige og private plejehjem – tallene er 75,6 pct. for de offentlige og 74,0 pct. for de private. Der er tilsvarende samlet set meget få ældre, som er ”utilfredse” eller ”meget utilfredse” med deres plejehjem (i alt ca. 4 pct.).
De ældre er altså yderst tilfredse på både private og offentlige plejehjem i Danmark. Derfor virker det umiddelbart ulogisk, at en undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 38 pct. af de ældre danskere helst vil på et privat plejehjem, mens det kun er 13 pct., der foretrækker et offentligt plejehjem (49 pct. er enten indifferent eller uafklaret).
En god forklaring på dette paradoks er, at frygten for at komme på et af de få dårlige plejehjem spiller en afgørende rolle for, at de fleste ældre foretrækker et privat plejehjem. For selv om sandsynligheden er lille for, at man kommer på et af de få meget dårlige plejehjem, vil omkostningen for den ældre være meget høj, hvis uheldet er ude, og man kan have en berettiget forventning om, at de private plejehjem er de bedste til at undgå de gentagne grove omsorgssvigt.
Den medarbejder på det kommunale plejehjem i Køge, der hjalp TV 2 med afsløringerne af de kritisable forhold, havde selv adskillige gange uden held forsøgt at råbe ledelsen op om de gentagne omsorgssvigt fra en række medarbejdere. Ledelsen var dog desværre ikke lydhør, og det er der en god grund til, for forsøg på at ændre en dårlig kultur på arbejdspladsen kan være en meget utaknemmelig opgave for en leder i den offentlige sektor.
Kulturændringer tager lang tid, og de kræver, at man har de rigtige ledelsesmæssige værktøjer til rådighed. En kulturændring vil sjældent i første omgang være populær blandt medarbejderne, da en dårlig kultur næsten altid giver sig udslag i, at arbejdet i for høj grad bliver tilrettelagt af hensyn til, hvad der er lettest for medarbejderne, fremfor hvad der er bedst for borgeren – f.eks. der er tid til tøjindkøb i arbejdstiden, som det var tilfældet i TV 2-dokumentaren fra plejehjemmet i Køge.
I den forbindelse kan det ofte være nødvendigt for ledelsen at afskedige de medarbejdere, der er de stærkeste eksponenter for den dårlige kultur, hvis der for alvor skal ske en forandring. Som leder i det offentlige skal man dog være meget varsom med at lægge sig ud med medarbejderne. Det gælder særligt på områder med meget stærke faglige organisationer som eksempelvis Foa.
Opstår der uro på arbejdspladsen, er fagforeningen naturligvis så godt som altid på medarbejdernes side.
Der vil endvidere næsten aldrig foreligge video eller lignende dokumentation af den dårlige kultur, så det bliver medarbejdernes ord mod ledelsens. Politikerne er naturligvis interesserede i at gøre op med en dårlig kultur og dermed undgå møgsager som den fra Køge, men en kulturændring tager lang tid, og der er altid maksimalt fire år til næste valg. Derfor kan den politiske opbakning til lederen fordufte meget hurtigt, når de ansatte ”larmer”, og fagforeningen går ind i sagen, da de offentligt ansatte som vælgere repræsenterer en betydelig politisk magt. Det kan således meget vel ende med at være lederen, der bliver fyret, og den dårlige kultur, der overlever.
På et privat plejehjem er det ikke på samme måde muligt for medarbejderne at lægge politisk pres på ledelsen af plejehjemmet, for ledelsen af plejehjemmet skal ikke genvælges af medarbejderne. Forskning i udlicitering viser også, at når en privat virksomhed overtager en opgave fra en offentlig leverandør, sker der typisk en betydelig udskiftning af medarbejderne.
Ud over at det er lettere for lederne på private plejehjem at skaffe sig af med medarbejdere med dårlige kvalifikationer og kultur, vil der for de private plejehjem også være en reel trussel om lukning, hvis de ikke leverer ordentlig service, hvilket ikke er tilfældet for de offentlige plejehjem.
Hvis der opstår problemer med omsorgssvigt på et privat plejehjem, har kommunen den mulighed, at de selv kan hjemtage opgaven, hvilket kommunen kan gøre relativt hurtigt, da alle kommuner selv driver plejehjem.
Omsorgssvigt på et privat plejehjem vil således typisk udløse politiske krav om en kraftig reaktion af denne type, både fordi det er en oplagt mulighed at hjemtage opgaven, og fordi borgmesteren og resten af byrådet ikke har det samme direkte ansvar for produktionen af velfærdsydelser på et privat plejehjem, som det er tilfældet på et offentligt plejehjem, der er en integreret del af den kommunale organisation.
Kommunalpolitikerne har således ingen god grund til at være tilbageholdende med at kritisere private leverandører. Derfor kan borgerne også have en berettiget forventning om, at det har betydelige konsekvenser for et privat plejehjem, hvis der ikke bliver leveret god pleje.
Hvis der derimod er omsorgssvigt på et offentligt plejehjem, kan politikerne naturligvis godt kræve, at driften af plejehjemmet bliver udliciteret, men det vil kræve en lang og besværlig proces med udarbejdelse af udbudsmateriale, udbudsrunde, tilbudsvurdering, kontraktindgåelse osv. Politikerne skal i denne situation endvidere fortsat tage ansvaret for driften af det dårlige kommunale plejehjem, indtil der er fundet en ny privat leverandør.
Desuden kan det være usikkert, om det er muligt at finde en egnet privat leverandør, da den private plejesektor i Danmark stadig har en begrænset størrelse. Derfor vil det oftest være det nemmeste og den bedste mulighed for at vise politisk handlekraft at give flere penge til det dårlige offentlige plejehjem.
Hvis problemet ikke er for få penge med derimod en dårlig kultur blandt medarbejderne – som det var tilfældet i Køge og i en række andre af de tidligere afsløringer af omsorgssvigt – vil det ikke løse problemet. Tværtimod kommer man på den måde til at give en økonomisk belønning til institutionen, hvor der er begået omsorgssvigt.
På et privat plejehjem vil der således være stærkere incitamenter til at undgå omsorgssvigt, og hvis det ulykkeligvis alligevel skulle ske, vil det hurtigere få ubehagelige konsekvenser. Der findes således en god forklaring på, hvorfor de fleste ældre foretrækker et privat plejehjem, selv om de gennemsnitligt set ikke har højere beboertilfredshed i Sundhedsdatastyrelsens stikprøveundersøgelse.
Bragt i Jyllands-Posten d. 9. november 2022.
