Siden valget i 2019 har regeringen været særdeles aktiv med at udskrive skatter. Der er gennemført 35 skattestigninger, og den samlede skatteregning lander på 12 milliarder kroner. Regningen rammer bredt. Og ikke nok med det: De med lavest indkomst rammes hårdest. De ti procent med lavest indkomst får reduceret deres disponible indkomst med 1,7 procent som følge af Mette Frederiksens politik.
Og det er skattepolitikken, der er drivkraften. De ti procent rigeste får reduceret indkomsten med 0,6 procent. Det fremgår af beregninger udført af S-regeringens egne økonomer i Finansministeriet. Overordnet er det sådan, at jo mindre man tjener, desto hårdere rammes man af Mette Frederiksens politik. Mette Frederiksens politik øger uligheden. Finansminister Nicolai Wammen sagde ellers i valgkampen, at 95 procent af danskerne ikke vil opleve skattestigninger. Det er lodret forkert og et regulært løftebrud, som danskerne nu betaler for.
Hvordan kan det være, at dem med lavest indkomst bliver hårdest ramt af Mette Frederiksens skattestigninger? Det skyldes blandt andet, at S-regeringen på sin første finanslov øgede tobaksafgiften. Hvis man som ryger har lav indkomst og tobaksafgiften sættes op, tynger skattestigningen hårdt i budgettet. Rådighedsbeløbet reduceres med ca. 1,5 procent for de ti procent med lavest indkomst, alene som følge af den højere tobaksafgift.
Det er markant, og de røde partier valgte ikke at kompensere personerne med lave indkomster på anden vis. Det kunne man have gjort ved for eksempel at hæve personfradraget. Men når alt kom til alt, så betød stigningen i uligheden åbenbart ikke så meget for de røde forligspartier.
Regeringens elbilaftale øger også uligheden. Den gør elbiler billigere, hvilket gavner top ti procent. Omvendt bliver benzin- og dieselbiler dyrere, og det rammer den halvdel af befolkningen med lavest indkomster, fordi de hyppigere køber benzin- og dieselbiler.
Også regeringens skattestigninger på erhvervslivet bliver sendt videre til dem med lavest indkomster (og alle andre) ifølge S-regeringens økonomer. Det gælder for eksempel loftet over fradraget i selskabsskatten for højere lønninger. Her sendes en del af regningen videre til dem med lavest indkomst. Det skyldes, at fradragsloftet giver lavere produktivitet og dermed lavere lønstigninger i den private sektor. Via satsreguleringen medfører det lavere overførselsindkomster.
Også bankskatten rammer bredt, herunder de laveste indkomster. Når bankerne bliver pålagt en ny skat, så forventer regeringens økonomer, at regningen i sidste ende havner hos kunderne, f.eks. via højere dankortgebyrer. Finansministeriets beregninger viser, at erhvervsskattestigninger betales af hr. og fru Danmark. I valgkampen foregøglede Socialdemokratiet, at erhvervsskattestigninger blev betalt af erhvervslivet. Nu siger S-regeringens økonomer, at regningen sendes videre til hr. og fru Danmark.
Nogle vil sige, at det jo ikke er, fordi Mette Frederiksen kan lide øget ulighed. Det er bare en bi-effekt, når man vil udbrede elbiler og i øvrigt vil fremme folkesundheden. Det synes jeg er en god forklaring: Noget er vigtigere end at reducere uligheden. Men det samme kunne man sige om Fogh og Løkke. De kunne heller ikke lide øget ulighed, men accepterede det som en bi-effekt, når de ville øge beskæftigelsen og væksten. Forskellen er blot, at Fogh og Løkke ikke førte kampagner om at bekæmpe uligheden. Det har Mette Frederiksen og venstrefløjen gjort i opposition. Op til valget fremturede Socialdemokraterne med at »Danmark er for lille til store forskelle«. Men da de overtog regeringsmagten, fik piben en anden lyd.
Spørgsmålet er nu, hvad der kommer til at ske de kommende måneder. Statsminister Mette Frederiksen har bebudet, at hun inden sommer vil fremlægge forslag, der øger den strukturelle beskæftigelse med 10.450 personer. Hvis hun leverer, går hendes reformkonto i nul. Regeringen har nemlig, siden den tiltrådte, reduceret beskæftigelsen med 10.450 personer pga. Arne-pensionen og 35 skattestigninger med videre. Det skal der nu kompenseres for, har statsministeren meddelt. Al erfaring viser, at hvis man skal øge beskæftigelsen strukturelt, så kræver det reformer, der har som bi-effekt, at uligheden stiger yderligere.
(Bragt i Berlingske d. 23. februar 2021)
