Fastsættelsen af sygeplejerskernes løn er inficeret af politik, derfor er klynk vejen til højere løn, men vi kan ikke forvente, at sygeplejerskerne helbreder et sygt system
I forrige uge var der frist for ansøgning til de videregående uddannelser. Antallet af 1.-prioritetsansøgninger er i år faldet med 28 procent til sygeplejerskeuddannelsen.
Det faldende antal ansøgere til sygeplejerskestudiet fik naturligvis en betydelig presseomtale. Hvor stort et problem det faldende antal ansøgere er, kommer helt an på de usikre prognoser for fremtidens udbud af og efterspørgsel efter sygeplejerske.
Det vil dog være rimeligt at lægge til grund, at det er vigtigt, at uddannelsespladserne på sygeplejerskestudiet i høj grad bliver fyldt op, hvis problemet med mangel på sygeplejersker ikke skal blive større i fremtiden.
Det er også lykkedes ganske godt frem til og med 2021, hvor der har været relativt få ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen. Optaget og bestanden af studerende på sygeplejerskeuddannelse er således også steget med 25 pct. fra 2010 til 2021, og tilsvarende er antallet af der fuldfører sygeplejerskeuddannelsen steget med 20 pct. i sammen periode.
Sygeplejerskestudiet har således haft en bemærkelsesværdigt god evne til at rekruttere studerende sammenlignet med eksempelvis uddannelserne til lærer og pædagog, der i samme periode har oplevet et fald i antallet af studerende, der gennemfører uddannelsen. Derfor er det store fald i antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelse også særdeles bemærkelsesværdigt. Det er af en størrelse, som vil gøre det langt sværere at få fyldt studiepladserne op med kvalificerede ansøgere.
I de seneste år har antallet af 1. prioritetsansøgere ligget ca. 500-1000 højere end antallet af optagne studerende, og til sammenligning ligger antallet af 1. prioritetsansøgninger i 2022 ca. 800 under antallet optagne studerende i 2021. Optaget på sygeplejerskeuddannelsen består også af personer, der har søgt studiet som 2. eller lavere prioritet, hvor stort problemet bliver, får vi således først at vide, når optagelsestallene offentliggøres i slutningen af juli, men det ser relativt alvorligt ud.
Det markante og pludselige fald i antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen har givet anledning til krav om, at sygeplejerskerne skal stoppe med at tale deres fag ned og skræmme de unge væk fra faget. Dette synspunkt har bl.a. været fremført i JP’s leder den 13. juli 2022.
Sygeplejerskerne vil uden tvivl påstå, at de bare i sandhedens interesse gengiver de faktiske forfærdelige forhold i velfærdsindustrien, som naturligvis skræmmer de unge. Når rekrutteringen til sygeplejestudie hidtil at har være god, peger det dog i retning af, at JP’s leder har ret i, at den megen negative omtale, som sygeplejerskerne har givet sig selv op til og under strejken sidste år, har haft betydelige konsekvenser for antallet af ansøgere.
Desuden må man være meget skeptisk overfor, hvorvidt det generelt står så slemt til med løn- og arbejdsvilkår, som sygeplejerskerne giver indtryk af. Da det hidtil er gået fint med rekrutteringen, skulle de skrækkelige forhold have været en af landets bedst bevarede hemmeligheder indtil konflikten. Desuden er Danmark et af de lande i OECD, der bruger flest ressourcer på offentligt forbrug.
Hvis vi har så elendige forhold på sygehusene og i de andre dele af velfærdssektoren (skoler, daginstitutioner mv.), som det beskrives sygeplejerskerne og andre velfærdsmedarbejdere i pressen, er det meget svært at forestille sig, at problemet er for få midler, derimod er det langt mere nærliggende, at problemet i givet fald må være meget dårlige politiske prioriteringer og meget ineffektiv udnyttelse af ressourcerne i den offentlige sektor.
Meget peger således i retning af, at JP´s leder har ret i, at sygeplejerskerne har talt deres eget fag ned. Det er derimod naivt, når man i JP´s leder kræver, at sygeplejerskerne bare skal holde op med at tale dårligt om deres fag, så de ikke skræmmer de unge væk. For dårlig omtale er reelt set den eneste vej til flere ressourcer i den offentlige sektor, og uden flere ressourcer er det svært at give medarbejderne mere i løn.
I sidste ende er sygeplejerskernes modpart i lønkampen politikerne, og de giver næste udelukkende flere penge til områder, hvor der er problemer. Det er områder med problemer, der får fokus i pressen, og dermed også fokus fra politikerne, der gerne vil vise handlekraft overfor vælgerne ved at løse de meste presserende samfundsproblemer.
Det er svært at forestille sig, at en politiker kan og vil profilere sig på, at han vil tilføre penge til et område, hvor der ikke er problemer, for at belønne medarbejderne med højere løn for at have løst deres opgave på fremragende vis og med høj effektivitet. Det lyder nærmest helt absurd og ikke specielt handlekraftigt, da der altid er andre velfærdsområder, der vil påstå, at de har store problemer, som i stedet bør prioriteres fremfor de områder, hvor det går godt.
Dermed bliver høj effektivitet og gode resultater aldrig belønnet med flere ressourcer i den offentlige sektor, men det gør problemer derimod, og derfor gælder det om at tale sit eget område ned i en lønkamp.
Det er lige omvendt i den private sektor. Her kan man ikke forestille sig en tømrersvend, der argumenterer for mere i løn overfor sin mester med argumenter som at det er hårdt at lægge tag, fordi tagtegl er tunge, man får splinter i fingrene, ondt i ryggen osv. I den private sektor skal pengene tjenes i konkurrence med andre virksomheder på et marked, derfor må en lønforhandling naturligt dreje sig om, hvorvidt tømrersvendene gennem højere produktivitet skaber mere værdi til virksomheden, der kan udbetales som højere løn.
Hvis det samme var gældende i den offentlige sektor, ville sygeplejerskerne faktisk have bedre kort på hånden i en lønkamp end de fleste andre faggrupper i den offentlige sektor, da produktiviteten i sygehussektoren er steget imponerende meget i siden 2003 – også sammenlignet med den private sektor. Det burde således være sygeplejerskernes bedste argument for højere løn, at de har leveret en betydelig produktivitetsfremgang, og at de dermed har leveret mere værdi til skatteyderne, og derfor fortjener de mere i løn.
Problemet er bare, at politikere altid hellere til give flere ressourcer til uløste fremfor løste problemer. Derfor er den eneste vej til højere løn for sygeplejerskerne desværre at finde nogle problemer og tale dem op. Det er en af udfordringerne ved en politisk drevet velfærdssektor, at denne logik kan gøre det vanskeligt i længden at tiltrække dygtige medarbejdere.
Det store spørgsmål er således, hvordan vi får ændret løndannelsen for sygeplejerskerne og de øvrige offentligt ansatte, så der bliver mere fokus på produktivitet og værdiskabelse, som det er tilfældet i den private sektor.
Den primære løsning bør være mere markedskonkurrence gennem større inddragelse af private leverandører i produktionen af velfærdsydelserne. Her er der et betydeligt potentiale på sundhedsområdet.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan 94,0 pct. af regionernes sundhedsopgaver konkurrenceudsættes, men heraf er det kun 16,5 pct., som rent faktisk bliver konkurrenceudsat.
Øget konkurrenceudsættelse vil formentlig støde på betydelig modstand fra regionerne, da deres eksistensberettigelse i høj grad hænger sammen med, at de varetager sygehusdriften.
Derfor kunne en god start være en mere kvalificeret og nuanceret pressedækning af sundhedsområdet, der bl.a. i højere grad undersøger, om problemerne altid skyldes for få ressourcer - herunder for lav løn – eller om årsagen i stedet skal findes i organiseringen af sundhedsvæsenet.
Bragt i Jyllands-Posten d. 19. juli 2022.
