Jeg vil tillade mig den påstand, at størstedelen af dagens “praktiske politiske problemer” kan føres tilbage to systemiske kerneproblemer ved velfærdsstaten. Det gælder ikke kun dem på regeringens dagsorden. Alex Vanopslaghs bog “Vejen til ansvar” eksempelvis fokuserer ligeledes på aktuelle temaer, som flyder fra navnlig det første grundproblem.
I sidste uge skrev jeg en klumme om de to problemer i Børsen. I skal ikke snydes. Så her er den til ære for Punditokratiets læsere:
“Danskerne hævdes at elske velfærdsstaten, men ikke desto mindre handler en stor del af al politik om dens problemer: For få ”hænder”, ventelister, skuffet forventningspres og bekymring for den fremtidige finansiering. De dukker typisk op i den politiske debat som konkrete problemer, men de kan i meget høj grad føres tilbage til to grundlæggende systemiske problemer.
Det første problem er, at forbruget og finansieringen af offentlige ydelser er forbundet med en eksternalitet. Det vil sige, at den enkelte borgers beslutninger om forbrug af velfærdsstatens ydelser ikke finansieres af borgeren selv, men i stedet kaster omkostninger over på alle andre.
Eksternalitetsproblemet er uundgåeligt knyttet til ydelser, hvor der ikke er nogen sammenhæng mellem ydelse og betaling. Det koster ikke den enkelte noget at forlange flere og bedre offentlige ”gratisydelser”. Tilsvarende bliver en del af omkostningen ved at holde mere fri båret af alle andre gennem lavere skattebetaling.
Eksternalitetsproblemet er uafhængigt af, hvor store ressourcer det offentlige bruger, fordi skattefinansieret forbrug altid giver grundlæggende dårlige incitamenter.
Men når man ikke vil løse incitamentsproblemet direkte, kalder det ofte på andre svar. Offentlige ydelser må rationeres både i mængde og kvalitet. Borgerne må presses til at holde mindre fri ved at afskaffe en helligdag. Der indføres stadig strengere krav og kontrol for at få adgang til ydelser. Der prædikes moral.
I velfærdsstaten løftes prioriteringsproblemer fra at være personlige anliggender til politiske, fordi individuelle valgmuligheder nødvendigvis må begrænses på grund af de negative konsekvenser for andre. Er vi ikke tilfredse med de ”gratisydelser”, staten tilbyder, kræver det politiske beslutninger at ændre dem.
Det andet problem er ”Baumols omkostningssyge” (efter økonomen William Baumol). Den handler om, at en sektor, hvor produktiviteten ikke kan følge med resten af økonomien, og hvor de stigende omkostninger ikke får forbruget til at falde nok, vil komme til at fylde mere og mere. Ultimativt indtil skatterne ikke kan øges mere. Heller ikke omkostningssygen kan altså i længden kureres med flere ressourcer. Og høj produktivitetsvækst i resten af samfundet vil ligefrem accelerere omkostningssygen. For borgerne vil det virke paradoksalt, at kvaliteten i det offentlige er under pres, selvom udgifterne bliver ved at stige, og velstanden bliver ved at stige som følge af større privat købekraft.
Omkostningssygen kan i princippet også ramme i den private sektor, men der er gode grunde til, at den bliver systemisk i den offentlige sektor, som mangler konkurrence og innovation.
Som sagt vil de to kerneproblemer hele tiden ytre sig som konkrete udfordringer. Men ad hoc-løsninger vil i bedste fald være midlertidige, når fordi kerneproblemerne er systemiske. “
Bragt i Punditokraterne den 26. februar 2024
