Vinderne i det politiske spil er ofte dem, der er bedst til at overbevise vælgerne om, at de både kan blæse og have mel i munden. I hvert fald indtil vælgerne opdager bedraget.
Den nyligt indgåede landbrugsaftale er et sørgeligt eksempel. De målsætninger, aftalepartierne har sat op, er indbyrdes i konflikt med hinanden, men de ser godt ud på papiret. For eksempel målsætninger om, at aftalen skal sikre udvikling, ikke afvikling af landbrugs- aktivitet, bevarelse af konkurrenceevne, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, sammenhængskraft, social balance samt sikring af arbejdspladser i alle landsdele.
Det er urealistisk at forestille sig, at landbruget skal kunne opnå reduktions- målet på 55-65 procent i 2030 uden markant reduktion af produktion, eksport og beskæftigelse på landet, eller – alternativt – at skatteyderne skal punge ud med store summer til beskæftigelsesprojekter til de nu, reelt, tidligere landmænd, slagteri- arbejdere med videre.
Det liberale demokrati hører til menneskehedens vigtigste opfindelser. Demokrati er genialt til at løse konflikter på fredelig vis. Mindretallet accepterer beslutninger, der går dem imod, fordi de accepterer beslutningsprocessen som legitim.
Netop fordi demokrati på den måde er effektivt (i lande med høj tillid), er det fristende at bruge demokratiets virkemidler for meget, lidt ligesom det er fristende at overforbruge penicillin – ligeledes en af menneskehedens vigtige opdagelser.
Brugen af penicillin skal begrænses, hvis den skal forblive virkningsfuld, ellers udvikler bakterierne resistens. Men det er vanskeligt. Syge vil være raske igen så hurtigt som muligt. Det er netop, fordi penicillin er nyttig, at der er fare for overforbrug.
Som med penicillin opstår overforbruget af demokratiets virkemidler, fordi efterspørgslen er stor. Politikerne kæmper om vælgernes gunst ved at afgive løfter, de ikke kan efterleve, for eksempel fordi de ikke kan finde pengene, fordi løfterne ligger uden for, hvad man som politiker kan opnå, eller – som med landbrugsaftalen – fordi løfterne er indbyrdes i strid med hinanden.
De mange løfter får samtidig borgere og vælgere – og tilsyneladende også mange journalister – til at udvikle stadigt mere urealistiske forventninger til, hvad politik kan udrette.
Mette Frederiksen har lovet at reducere uligheden. Men meget af udviklingen i uligheden afgøres af faktorer, som Mette Frederiksen og hendes 178 kolleger ikke har direkte indflydelse på: Udviklingen i lønninger, huspriser og aktiekurser. Ser man på de ting, som Frederiksen faktisk har indflydelse på, forholder det sig ovenikøbet sådan, at regeringens egen politik har bidraget til det modsatte af, hvad hun har lovet, nemlig øget ulighed.
Hvor lidt politikerne reelt kan gøre ved graden af ulighed i et land som Danmark, hvor den i forvejen er lav, illustreres af Enhedslistens nylige udspil. Partiet vil blandt andet øge kapitalbeskatningen til konfiskatorisk niveau og marginalskatten til OECDs højeste. Det vil skade økonomien så meget, at forslaget formentlig vil indebære, at statens indtægter samlet set falder, selvom skatterne sættes op. Både danskerne og staten bliver altså fattigere. På trods af forslagenes ekstremistiske karakter vil de ifølge partiets egne beregninger kun mindske uligheden med en fjerdedel af den stigning, der har fundet sted de seneste årtier.
Demokratiets virkemidler er forbud, påbud og beskatning. Siden 1960 er skattetrykket steget fra et af verdens laveste til nu verdens højeste. Med i forvejen høje skatter må politikerne i stigende grad ty til de andre virkemidler: Forbud og påbud. Siden 1989 er regelbyrden i Danmark tredoblet. Og der er ingen tegn på, at lovmøllen stopper, trods løfter om regelforenkling fra alle stats- ministre siden Poul Schlüter.
Urealistiske politiske løfter fører til skuffelse hos vælgerne, dalende tillid til politikere og en stadigt mere rastløs søgen efter nye friske ansigter, som dog også skuffer.
Vi beskytter penicillin ved at begrænse brugen af det. Vi gør allerede i dag omtrent det samme med demokratiet. Grundloven sætter grænser for politik. Det er ikke længere politikerne, der fører pengepolitik men uafhængige centralbanker. Der er indført regler for, hvor store offentlige underskud må være, regler der begrænser protektionisme, subsidier til private virksomheder, regionalstøtte og så videre. Disse bindinger er indført af politikerne selv. De bør gå videre ad den vej. Et værktøj kunne være et regelstop, der indebærer, at en ny regel kun kan indføres, hvis en (eller gerne to) gamle regler afskaffes.
Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS.
(Bragt i Berlingske d. 15. oktober)
