Private velfærdsfirmaer skal have lov til at tjene profit

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Regeringen ønsker at gøre det ulovligt for private daginstitutioner og botilbud at udtage profit. Men det er et skridt i den helt forkerte retning.

Det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil fremsætte forslag, der undersøger, »hvordan det kan sikres, at der ikke udtages profit på private daginstitutioner og sociale opholds- og anbringelsessteder«. For velfærdsområdet skal ikke være en »legeplads« for de profithungrende private virksomheder, lyder det fra Enhedslisten.

Ideen om, at skattekroner skal bruges på velfærd og ikke trækkes ud til profit, tror jeg appellerer til mange. Det virker intuitivt rigtigt, men faktisk trækker ideen i den helt forkerte retning.

Når mange mennesker taler om profit, tænker de på det regnskabsmæssige overskud, man får, når man tager forskellen mellem virksomhedens samlede indtægter og samlede omkostninger. Profit er således både en målestok for, hvor god virksomheden er til at tjene kundernes interesser og en målestok for, hvor effektiv den er til at bruge de ressourcer, der indgår i produktionen.

Økonomer taler dog om en anden form for profit, nemlig økonomisk profit, som fremkommer, hvis man yderligere fratrækker risikopræmien og den risikofrie rente. Pointen er, at en virksomhedsejer aldrig ville investere tid og penge i en virksomhed, hvis ikke den risiko, han løber ved at investere i virksomheden, bliver belønnet og hvis ikke afkastet, som han alternativt kunne opnå, hvis han f.eks. investerede i statsobligationer, ville blive dækket.

Men hvorfor så nogensinde anvende private virksomheder, hvis det kræver, at de tjener en profit? For det første fordi kommunen har samme ekstraomkostninger. Kommunen løber også en risiko, når den f.eks opretter et botilbud. Måske ansætter den en forkert leder og ender med et stort underskud, og det underskud må kommunen dække. På samme måde er kapital ikke gratis for kommunerne.

Kommunen arbejder således også med en forretning af risikoen og kapitalen, det er bare mindre synligt, idet kommunerne – i modsætning til private virksomheder – ikke skal overtale nogen til at investere i dem. Pengene tager kommunerne fra skatteyderne. Derudover giver det mening at anvende private virksomheder, selvom de tjener profit, hvis de bruger ressourcerne mere effektivt end det offentlige, og prisen dermed er lavere, eller hvis de leverer en højere kvalitet til samme pris.

Hermed ikke sagt, at der ikke kan være markeder, hvor der findes en overnormal profit. Den overnormale profit opstår f.eks., hvis konkurrencen på markedet er svag, altså hvis virksomheder har en grad af monopolmagt. Men er det tilfældet her?

Jeg er ikke bekendt med, at der findes en opgørelse over overskudsgraden for daginstitutioner, men meget tyder på, at den er lav. For modsat hvad Enhedslisten tror, oprettes og drives langt de fleste private institutioner på både dagtilbuds- og botilbudsområdet ikke med monopolprofit for øje. For botilbud var overskudsgraden i 2016 ifølge Deloitte på 2,4 pct., hvilket også er meget lavt.

Det interessante er, at selv hvis velfærdsmarkederne skulle have en overnormal profit, hvilket intet tyder på, er løsningen ikke, at man ulovliggør profit. For det vil svække konkurrencen og trække mod et offentligt monopol, og her er ingen garanti for en effektiv ressourceanvendelse. Bl.a. fordi offentlige virksomheder ikke kan gå konkurs.

Resultatet er en offentlig sektor badet i bureaukrati og dårlig ledelse, som trækker de offentlige ansatte væk fra kerneopgaven. Og det er vi ikke tjent med. Vil man en overnormal profit til livs, bør man deregulere eller liberalisere og derigennem styrke konkurrencen, idet det vil få den overnormale profit til at gå mod nul. Konkurrence, profit og konkurser er vejen til bedre velfærdsydelser.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS