Umiddelbart lyder det tilforladeligt, at EU-Kommissionen overvejer at beskatte dele af energisektoren, der tjener styrtende i øjeblikket. Hvis man ovenikøbet kan bruge pengene på at »afkoble« elprisen fra de høje gaspriser, så er det nærmest at slå to fluer med ét smæk. Pengene kan deles ud til os forbrugere, som lider under de høje priser.
En ægte såkaldt neutral beskatning af overnormalt afkast kan endda have den egenskab, at den ikke forringer incitamentet til nye investeringer – modsat andre skatter, som har negative adfærdseffekter. »What's not to like?« fristes man til at sige.
Problemet er, at det er en alvorlig vildfarelse. En sådan skat vil øge de langsigtede elpriser for forbrugerne og enten ikke give penge i statskassen eller forringe energisystemet varigt. En rabat på elprisen ved at »afkoble« den fra naturgasprisen vil blive betalt af elkunderne på samme måde som Storm P.’s hund, der bliver fodret med sin egen hale.
Desværre er politikerne i Europa hurtige på aftrækkeren og ivrige efter at give indtryk af at »gøre noget«. Hold på hat og tegnebog!
Det første krav til en vellykket skat på »overnormalt afkast« er, at der er et overnormalt afkast. Vel at mærke et systematisk overnormalt afkast og ikke kun udsving fra år til år.
Forudsætningen for, at der kan være et systematisk overnormalt afkast, er, at der findes en knap faktor, som ikke kan reproduceres. Ellers vil et højt afkast trække nye producenter til, indtil afkastet bliver drevet ned til normalafkastet. Det er ikke kun politikere, men også konkurrenter, som bliver sultne af at se et højt afkast. Det kræver dog, at de kan reproducere udbuddet.
I nogle tilfælde findes der faktisk knappe, ikkereproducerbare faktorer. Forekomsterne af olie og gas i Nordsøen er et eksempel. Konkurrenter til de nuværende rettighedshavere kan ikke bare skaffe sig et godt felt. Derfor findes der en særlig kulbrintebeskatning, som tilnærmelsesvis er en skat på overnormalt afkast.
Men elproduktion som sådan er ikke bundet af en ikkereproducerbar faktor. Derfor er der ikke noget systematisk overnormalt afkast at beskatte. Det er gode tider for elproducenterne i øjeblikket, men på andre tidspunkter er det omvendt.
Beskatningsscenarier
Hvis man alligevel forsøger at beskatte »overnormalt afkast« i elsektoren nu, kan det i princippet udformes på følgende måder.
Variant 1. Man kunne nøjes med en engangsskat med henvisning til »ekstraordinære forhold«. Hvis investorerne stoler på, at skatten ikke bliver gentaget, vil det ikke påvirke deres fremtidige investeringskalkule – altså: Ingen negativ adfærdseffekt. Det er bare ikke realistisk. En stat, som kan finde på at udskrive en engangsskat én gang, ville kunne gøre det igen, og den vil have stadig mindre omdømme at miste ved det. Derfor vil afkastkravet til energiinvesteringer blive højere, elproduktionen mindre, og priserne højere. Briterne har indført windfall-skatter flere gange.
Variant 2. Den anden vej er en løbende beskatning i alle år med »overnormale« afkast. En asymmetrisk skat alene af upside vil ligeledes virke forvridende og øge det gennemsnitlige afkastkrav. Der vil blive investeret mindre, produceret mindre el, og forbrugerne vil betale højere priser.
Man kan i princippet gennemføre begge varianter ved at indføre prislofter i stedet – men med i bedste fald samme konsekvenser. Men sandsynligvis endnu værre, fordi prisloft kan virke mere tilfældigt end en skat.
Ingen af de to varianter er en neutral skat på overnormalt afkast. En neutral skat vil kræve, at der ydes fradrag i år med »undernormalt« afkast – i yderste fald skal producenterne have udbetalt penge af statskassen. Det er omtrent sådan, Nordsø-beskatningen er indrettet.
Problemet er blot, at der, modsat Nordsøen, ikke er noget systematisk overnormalt afkast af elproduktion. Skatten på el ville derfor ikke give noget provenu set over en årrække. Hovedeffekten vil være, at staten overtager en del af risikoen ved energiproduktion. Energiselskabernes forventede gennemsnitsindtjening vil være den samme, men udsvingene bliver mindre.
I praksis er der dog betydelige problemer med at udforme og administrere en skat på overnormalt afkast og betydelige risici for skattetænkning i reglerne. Nordsøbeskatningen er tung af særregler til at værne mod den slags.
Det store spørgsmål er nu: Selvom en neutral skat ikke indbringer noget provenu set over tid, kunne den så ikke anvendes til at udjævne elprisen? Provenuet i år med høje elpriser kunne anvendes til at sænke elprisen med, og tilsvarende kunne skatten og tilskuddet være negativt i år med lave priser. Hvis sloganet om at »afkoble elprisen fra gasprisen« skal give nogen mening – og det er ikke let – så kunne det være en sådan model.
Udjævning af prisen ikke uden omkostninger
Det kan lyde besnærende at udjævne elprisen, men det har en pris. Eftersom det vil flytte elforbrug fra år med lave priser til år med høje priser, vil det kræve, at den gennemsnitlige elpris skal være højere. Også i dette tilfælde ender elkunderne altså med en højere samlet regning.
Reelt ville der være tale om, at staten etablerer en obligatorisk forsikringsordning. For nogle forbrugere kan en forsikring mod udsving være en god idé, men en tvungen statslig ordning er det ikke.
Det er i forvejen muligt at forsikre sig på markedsvilkår. Elselskaber tilbyder abonnementer med låste priser, og der findes finansielle produkter, som leverer netop den ydelse. Hvis flere ønsker at sikre sig for fremtiden, er der ingen grund til, at produkterne ikke vil afspejle det.
Skat på overnormal profit og lavere elpriser er en sirenesang, forbrugere og vælgere gør klogt i at lukke ørerne for.
Bragt i Berlingske d. 10. september 2022.
