Staten kan få hele grundrenten fra havvindmøller ved veltilrettelagte udbud. Og endnu vigtigere: Undgå store tab for skatteyderne.
Staten vil gerne have en del af overskuddet fra havvindmølleparker med gunstig beliggenhed. Det kan man sagtens argumentere for - hvis der vel at mærke er et såkaldt ”overnormalt afkast” eller ”grundrente”, som ligger ud over de normale afkast på andre investeringer. Staten tager sig i forvejen betalt for at give olieselskaber ret til at indvinde olie og gas fra Nordsøen.
Det mest påtrængende er imidlertid ikke at sikre staten andel i grundrenten, men at forhindre, at den lider store tab som følge af en forfejlet og forceret udbygning af havvind. En regning, som ender hos danske skatteydere og elkunder - og som ovenikøbet primært vil komme udenlandske elforbrugere som den tyske storindustri til gode.
Regeringen ønsker at bygge en elkapacitet på havet, der langt overstiger det danske forbrug. Oprindeligt blev det aftalt politisk, at energiøerne skulle opføres kommercielt, men nu er myndighederne åbenbart begyndt at tvivle på rentabiliteten. Men hvis politikerne holder fast i udbygningsplanerne alligevel, vil borgerne skulle betale.
Der er ét effektivt redskab, som både kan forhindre tab fra en forceret udbygning og som rent faktisk vil medføre, at hele den forventede grundrente tilfalder staten: Afholdelse af udbud.
Vel at mærke veltilrettelagte udbud, hvor der er tilstrækkelig konkurrence mellem selskaberne, og som sker i takt med kommercielle interesser.
Udbuddene skal have en minimumspris svarende til de afledte omkostninger til netforbindelse osv., så vindmøllerne kun bliver opført, hvis det samlede samfundsøkonomiske regnestykke er positivt.
Det er en velkendt egenskab ved et udbud, at det bedste bud vil svare til den forventede grundrente.
Det kræver imidlertid, at selskaberne ikke risikerer at blive pålagt ekstraskatter senere. Ellers kommer der en ond spiral, hvor truslen om nye byrder fører til lave bud og nærmest kan blive selvopfyldende.
Hvor udbud er den bedste løsning, er statsligt medejerskab den værste. Det overvejes ellers politisk, men må klart frarådes. Medejerskab vil under alle omstændigheder kun give staten en del af grundrenten.
Desuden kan det være vanskeligt for staten at optræde som en kompetent, kommerciel investor - se blot på statens elendige håndtering af sit ejerskab i selskaber som SAS, DSB og Postnord. Det skyldes mangelfulde og uhensigtsmæssige politiske incitamenter.
Danske politikere vil gerne inspirere resten af verden til grøn omstilling, men så bør de afstå fra en politik, som kan ende med at virke afskrækkende.
Bragt i JP den 24. maj 2023
