Klimatilpasning bliver dyrere, når staten er uklar om ansvaret

Bragt i Altinget.dk d. 14. april 2026

Skrevet af Mette Dalsgaard

Noget af det første en ny regering bør tage fat på er at få placeret ansvaret for klimatilpasning helt tydeligt.

For i SVM-regeringens sidste udspil inden valget står der ganske vist, at staten skal finansiere 85 procent af klimatilpasningen, men der står ingen steder, hvor meget grundejerne selv skal betale.

Det er et problem, fordi det fjerner incitament for grundejerne til selv at forsikre deres ejendomme, og det kan øge den samlede regning.

Problemet er, at når der eksisterer en forventning om, at staten alligevel træder til og finansierer skaderne, bliver det fristende at vente med nødvendige tiltag. Konsekvensen er, at risikoen for oversvømmelser vokser og, at de samlede omkostninger ender med at blive langt højere.

Opgør med skæve incitamenter

Forsikring & Pension hævder, at stormflod ikke kan forsikres privat, og at det er derfor vi har en solidarisk offentlig ordning.

Men der er intet, der adskiller stormflod fra andre typer risici, som vi fint håndterer i det private forsikringssystem, og solidariteten er vanskelig at få øje på i en ordning, hvor alle betaler det samme, selvom kun få får gavn af den.

Cepos har offentliggjort en klimatilpasningsreform, der tager et opgør med skæve incitamenter og placerer regningen hos dem, der får gavn af klimatilpasningen i stedet for hos skatteyderne.

Reformen bygger på tre principper, der er helt centrale for, at vi får den mest effektive og retfærdige klimatilpasning. Vi vil fastholde nytteprincippet, afskaffe stormflodsordningen og reducere statens rolle til at have ansvaret for at fastsætte klare og stabile rammer for klimatilpasning.

Det vil skabe de rette incitamenter til at forebygge i tide.

Nytteprincippet bør gælde

Nytteprincippet bør være udgangspunktet. Den, der får gavn af klimatilpasningen, bør også bidrage til at betale for den. Det burde være selvfølgeligt, men når det gælder klimatilpasning, ignoreres princippet.

Hvis man vælger at bo i et område med høj risiko for oversvømmelser, bør man også tage ansvar for at sikre sig mod den risiko. I dag får man i stedet en omfattende økonomisk håndsrækning fra staten, og det skævvrider incitamenterne. Hvad gør klimaskader anderledes end andre risici?

Et stråtagshus, der er mere udsat for visse typer skader, især brand og vejrskade, indebærer højere risiko og højere forsikringspræmie, præcis som forsikring skal fungere. Derfor er det arbitrært, hvis staten skal dække denne risiko. Netop derfor bør den håndteres individuelt og prissættes efter aktuariske principper.

Stormflodsordningen forstærker forvridningen. Som ordningen fungerer, betaler alle det samme, uanset hvor udsat deres bolig er.

Nogle kommuner får op til 16 gange mere i erstatning, end de betaler ind, mens eksempelvis københavnere kun får en lille brøkdel tilbage. Det er ikke solidarisk – det er en omvendt omfordeling fra lav- til højrisikoområder.

Stormflod er en risiko, der kan håndteres privat, og offentlige investeringer bør kun gennemføres, hvor der klart kan dokumenteres samfundsøkonomiske gevinster.

Også de økonomiske vismænd har påpeget, at det er uhensigtsmæssigt, at alle boligejere bruger lige mange penge på sikring af stormflod, da det blandt andet skaber incitament til at bosætte sig i risikofyldte områder.

Sidst men ikke mindst viser nogle studier af andre lande, at der findes alternative ordninger af mere frivillig karakter. Derfor bør vi se udad, før vi åbner statskassen indadtil.

Staten skal sætte klare rammer

Statens rolle bør i stedet være at sætte klare rammer, fjerne lovgivningsmæssige barrierer og sikre adgang til data, så både kommuner og grundejere kan træffe oplyste valg. Mere behøver den ikke at gøre.

Det er ikke statens opgave at finansiere lokale klimatilpasningsprojekter gennem puljer, der i praksis blot omfordeler borgernes egne penge. Offentlige investeringer bør kun gennemføres, hvor der foreligger dokumenterede samfundsøkonomiske gevinster ved kollektive løsninger.

Er der tale om offentlig infrastruktur eller statens ejendomme, kan staten finansiere dele af projektet eventuelt i samarbejde med de omkringliggende kommuner.

Det her handler nemlig ikke om at ignorere klimaforandringerne, tværtimod. Det handler om at klimasikre i tide og på den mest effektive måde.

Vi skal skabe incitamenter til forebyggelse, og vi skal sikre, at den, der løber risikoen, også betaler for konsekvenserne. Det er det princip, som sikrer, at den samlede regning for klimaskaderne bliver mindst muligt.