Den egentlige skandale er hovsapolitikken, der skulle indfri 2025-klimamålet

Bragt i Altinget d. 29. maj 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen og Line Andersen Wendland

Det skorter ikke på kommentatorer, der dømmer den seneste klimafremskrivning (KF26) for en fiasko, og at nedskrivningen i forventede drivhusgasreduktioner bør føre til ny klimapolitik frem mod 2030.

KF26 illustrerer dog, at håndteringen af 2025-målet er den egentlige skandale. Dyr hovsapolitik i sidste øjeblik frem mod 2025-klimamålet burde være en lektie i, at klimapolitikken ikke bør styres efter tilfældige udsving i opgørelserne frem mod arbitrære mål i et givent år.

Evalueringen af 2025-målet viser, at målet overopfyldes med 2,3-5,4 millioner ton CO2e afhængig af det øvre eller nedre spænd af målet.

Det lyder måske som en solstrålehistorie, men det er værd at genkalde sig debatten og den førte politik frem mod 2025.

En forhastet politisk aftale

I KF23 fremgik det, at der udestod en manko på 0,5-3,7 millioner ton CO2e i forhold til 2025-målet.

Det førte i 2024 – altså kun ét år før klimamålet i 2025 skulle opfyldes – til en forhastet politisk aftale om at forhøje dieselafgiften. Aftalen forventedes at medføre en drivhusgasreduktion på 0,3 millioner ton CO2e i 2025.

Og reduktionerne var bestemt ikke billige. Det er meget dyrt at reducere CO2-udledninger fra transportsektoren, da bilafgifterne i forvejen er meget høje.

Den samfundsøkonomiske omkostning forbundet med overbeskatning af persondieselbiler udgør 2.600 kroner per ton reduceret CO2. Det kan sammenholdes med den vedtagne CO2-afgift på 750 kroner per ton.

Set i bakspejlet var tiltaget derfor slet ikke nødvendigt for at nå målet. Klimamålet i 2025 er overopfyldt med langt mere end de 0,3 millioner ton CO2e, der kom fra de forhøjede dieselafgifter.

I stedet førte statistiske ændringer i optaget fra kulstofrige jorde og skove til, at 2025-målet pludselig let kunne overopfyldes.

Bliver bestemt i EU

Og det er selvfølgelig nemt at være bagklog. Alligevel bør erfaringen guide tilgangen til klimapolitikken fremover. Erfaringen viser netop, at det kan blive meget dyrt at styre klimapolitikken med sidste-øjebliks hovsapolitik.

Kritikken går ikke på, at ministeriet burde have været bedre til at forudsige 2025-udledningerne, men at klimapolitikken i dag ikke er robust over for uundgåelige, tilfældige udsving i de målte udledninger.

Helt grundlæggende giver selvstændige danske mål ikke stor mening, fordi klimapolitikken reelt bliver – og bør blive – bestemt i EU. Men hvis der endelig er egenartede danske klimamål, bør de styres efter på samme måde, som der styres efter budgetlovens underskudsgrænse.

Her skal grænsen være opfyldt i planlægningen, men overskridelser er tilladt ved uforudsete stød. Ellers ville budgettet skulle justeres i tide og utide, og det vil medføre store usikkerheder i planlægningen.

Sidstnævnte er sådan klimapolitikken styres i dag, hvor målene reelt truer med at sabotere langsigtet og omkostningseffektiv klimapolitik.

Selvskabte problemer

Selvom både Klimarådet og regeringen sidste år vurderede, at klimapolitikken var tilstrækkelig til at nå 2030-målet, opfordrer Klimarådet nu til, at regeringen skal vedtage ny klimapolitik, da nye opgørelser viser tegn på en mindre overopfyldelse end tidligere af målet i 2030.

Det driver de selvskabte problemer med målindretningen længere ud i det absurde.

Og da vi hastigt nærmer os 2030, øges risikoen for, at øvrig klimapolitik vil øge regningen for at nå 70 procent-målet med stor sikkerhed betydeligt.

Samtidig er der stort set ingen diskussion af, hvad gevinsten er – hvis nogen overhovedet – ved at have selvstændige danske klimamål. Klimareguleringen i EU har ellers gjort selvstændige danske klimamål overflødige, og de bør derfor droppes helt.

Bevares de danske klimamål, bør 2025-målet stå som et soleklart eksempel på, hvordan man ikke bør styre efter klimamål.

Derfor bør hverken Klimarådets statusrapport fra 2026 eller KF26 give anledning til at indføre dyr hovsapolitik for at nå 70 procent-målet i 2030.