Jo, nyt klimamål er ret dyrt og ineffektivt

Bragt i Berlingske d. 6. juli 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

SMV-regeringen lagde sig fast på et klimamål på 82 pct. i 2035, og afsatte 4 mia.kr. til det. Den afviste oppositionspartiers ønske om et højere mål, medmindre de kunne finde finansiering. Men den nye regering, hvoraf to af partierne er gengangere fra trepartiregeringen, har et mål på ”mindst 85 pct.” i sit regeringsgrundlag – uden at der er peget på en krone finansiering.  

Derfor har CEPOS beregnet omkostningen med udgangspunkt i de samme forudsætninger, regeringen anvendte ved det tidligere mål. Det koster yderligere 5 mia.kr., således som Berlingske omtalte 17.6. Det kommer i øvrigt oveni andre initiativer i regeringsgrundlaget uden finansiering. 

I en artikel d. 30.6. kritiseres analysen af to økonomer fra CERI. Desværre rammer kritikken ved siden af. 

Det første kritikpunkt er, at der findes billigere redskaber til at nå de 85 pct., og at vores analyse ikke løfter sig til ”virkeligheden”. Det er en besynderlig kritik. CEPOS har vist før og mere vedholdende end nogen anden påpeget de store unødvendige omkostninger ved den ikke-omkostningseffektive måde, Danmark driver klimapolitik på. Når det alligevel er relevant at regne som den tidligere regering, er det netop, fordi politikerne hidtil har begrænset redskabskassen til at nå ekstra klimamål til CCS (CO2-fangst). Til gengæld er der tydeligvis ikke appetit på f.eks. at genåbne ”treparten”, før den overhovedet er implementeret. Det er den virkelighed, notatet forholder sig til. 

Det andet kritikpunkt er, at vi forudsætter fuld lækage, så danske CO2-reduktioner 100 pct. helt modsvares af merudledninger i andre EU-lande. Det er ikke korrekt. Vi påpeger, at der er en høj grad af lækage, og at ”kvotesystemerne bevæger sig imod fuld lækage”. Det gælder ikke mindre efter EU-kommissionens seneste reformforslag. Indvendingen lægger op til den misforståelse, at enten er der fuld lækage eller intet problem. Realiteten er, at problemet vokser med lækagegraden.  

Det tredje kritikpunkt er, at et isoleret dansk klimamål kan virke, selv om mekanikken i EU’s klimapolitik måtte ophæve effekten. Det er ved at ”skubbe” på for mere ambitiøse mål i EU. De indrømmer dog, at ”denne politiske effekt er selvfølgelig vanskelig at kvantificere”. Jo tak, og også at få til at passe med klimaproblemets grundlæggende ”free-rider”-natur. Man kan sagtens – som vi gør i en analyse af 2035-målet, de to økonomer vist har overset – overveje, hvordan en mere aggressiv dansk klimapolitik kan tilrettelægges, så den tager højde for den realitet, at EU fastlægger rammerne for unionens klimapolitik. Det kræver en hel del finesse.  

Blot at trække et tilfældigt, men dyrt klimamål op af hatten og håbe på, at omverdenen vil følge trop – uagtet at det danske klimamål gør CO2-udledning billigere i udlandet – er måske en kende optimistisk.