CEPOS logo

Regeringen udskriver ufinansieret klimaregning på 5 mia. kr.

Udgivet d.

24. juni 2026 - 15:07

Debat

Energi

Klima

Bragt på finans.dk d. 23. juni 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Regeringen fastslår henkastet i sit omfangsrige regeringsgrundlag, at den vil skærpe det danske 2035-klimamål fra 82 pct. til mindst 85 pct. Det fremgår ikke, at det efter den tidligere regerings regnemetode vil koste 5 mia. kr. om året fra 2035. Men det vil det, viser en beregning foretaget af Cepos.

Regeringsgrundlaget står i skærende kontrast til det udspil, som resulterede i det hidtidige 2035-mål. Også selv om både Socialdemokratiet og Moderaterne er gengangere i de to regeringer.

SMV-regeringen afsatte 4 mia.kr. om året til at nå 82 pct.-målet. Ville oppositionspartierne have et mere ambitiøst klimamål, måtte de pege på yderligere finansiering. Det kunne der ikke opnås enighed om, og derfor brugte regeringen sit flertal til at knæsætte 82 pct.-målet.

I det nye regeringsgrundlag er der imidlertid end ikke afsat penge, selv om det nye mål vil slå et gevaldigt hul i den i forvejen utilstrækkelige finansiering til regeringens mange ønsker. Beløbsmæssigt koster skærpelsen af klimamålet det samme, som er afsat til det højt profilerede børneområde.

De senere år har politikerne anvendt mere CCS (carbon capture and storage), altså CO2-fangst og lagring, til at nå opskruede klimamål. Det gælder også den tidligere regerings 2035-mål. Prisen ligger på godt 2.000 kr. pr ton.

I alt skal der med den seneste prognose reduceres 2,4 mio. ton ekstra i 2035 for at nå den nye regerings mål. Men det kan godt blive dyrere – f.eks. anser Klimarådet prognosen for overoptimistisk og taler endvidere for en ”sikkerhedsbuffer”, altså større planlagt reduktion end nødvendigt ifølge prognosen.

Desuden er CCS-teknologien umoden, og den forcering, der med det nye mål lægges op til, kan blive dyr at realisere.

Der er dog også billigere veje til CO2-reduktion, men de ligger primært i landbruget, hvor det ville være nødvendigt at genåbne den politisk svære ”grønne trepart”.

Den nye regerings klimamål bliver ikke alene dyrt, men sandsynligvis også ineffektivt. Det tager ikke hensyn til, at de danske udledninger i forvejen er omfattet af EU-klimamål, og at skærpede nationale mål bare flytter rundt på udledningerne i EU og ikke nedbringer dem væsentligt. CCS er dog foreløbig udenfor EU-klimamålene, men man arbejder på at integrere CCS i EU’s CO2-kvotesystem.

Desværre har klimapolitik i Danmark længe været et spil om at sige det højeste tal – uden hensyntagen til effekterne. Det har der været spæde politiske forsøg på at gøre op med, men regeringsgrundlaget tyder på, at vi ikke er kommet videre.

Relateret artikel

Bedre forsyning kan styrke danskernes hverdagsøkonomi

24. juni 2026

Fødevare- og brændstofpriser er steget, men skyldes primært midlertidige udsving. Derimod er forsyningspriser varigt for høje. Effektiviseringer kan spare husholdninger 3.900-4.400 kr. årligt.

Relateret artikel

Regeringens nye klimamål koster 5 mia. kr. ekstra årligt

16. juni 2026

Regeringens skærpede 2035-klimamål kan koste 5 mia. kr. ekstra om året. Da EU allerede sikrer Danmarks klimaforpligtelser, bør det danske særmål droppes.

Hjælp os med at rykke Danmark i en borgerlig-liberal retning

I CEPOS kæmper vi for individets frihed, det private initiativ, lavere skat og en begrænset statsmagt. Vi arbejder for, at de offentlige finanser bruges fornuftigt, og råderummet omsættes til reformer, der styrker Danmarks fremtid.

100 kr.