SVM-regeringen vil øge arbejdsudbuddet med 5.500 personer gennem afskaffelse af det 6. SU-år – det såkaldte fjumreår. Men for en regering, som slår sig op på, at arbejdsudbud er ”den nye tids valuta”, burde der faktisk være meget mere arbejdsudbud at hente gennem en SU-reform. Til sammenligning ville VLAK-regeringens SU-forslag i Helhedsplanen fra 2016 have øget arbejdsudbuddet med ca. 10.000.
Men et større arbejdsudbud er ikke den primære grund til at reformere SU. Lad mig starte med at vende debatten på hovedet: Hvorfor skal vi egentligt have SU til fx universitetsuddannelser?
Når man uddanner og dygtiggør sig på fx universitetet, så øger man sit vidensniveau – og det giver en højere indkomst på arbejdsmarkedet. SU gives i dag til personer, som typisk opnår en pæn indkomst set over hele livet. Ser man på de 40-årige, har de 10 pct. rigeste fået 73.000 kr. i SU på kandidat-delen i løbet af livet, mens de 50 pct. med lavest indkomst har fået 10.000 kr. Faktisk reducerer SU til personer med en lang videregående uddannelse slet ikke uligheden set over et helt liv.
Og SU’en er endda tårnhøj ift. vores nordiske naboer, se figuren. Fx er en dansk SU efter skat næsten dobbelt så høj som i Norge (hvor støtten bl.a. er betinget af, at man består sin uddannelse) og 2½ gange så høj som i Sverige.
Så hvorfor egentligt give høj, skattefinansieret støtte til personer, som har en pæn indkomst over livet? Det har jeg svært ved at se argumentet for. Derimod er det en god ide at omlægge SU’en til studielån, fordi det ikke er så nemt at gå ned i banken og låne på sit blanke ansigt.
Men vil vi ikke få meget færre studerende og dermed et lavere uddannelsesniveau på sigt? Faktisk påpegede Produktivitetskommissionen, at unges studieoptag ikke er særlig følsomt over for lavere SU. Selv hvis SU’en blev halveret, ville optaget på de videregående uddannelser kun blive reduceret med 5 pct. Samtidig er det ikke nødvendigvis dårligt, hvis færre studerer. Måske nærmere tværtimod, for mange universitetsuddannelser giver en lav løn, bl.a. fordi uddannelserne ikke er efterspurgte på arbejdsmarkedet.
En af udfordringerne med SU’en er, at den giver et incitament til at tage alle slags uddannelser - både dem, der giver et højt og et lavt afkast. Og SU’en giver samme belønning til den person, der ikke gør sig umage på studiet, men blot nyder studielivet og festerne (det er der ikke noget galt i, men der er ingen grund til, at skatteyderne skal finansiere det), som til den ihærdige studerende, der suger viden til sig på studiet. Og bagefter så straffer vi gennem topskatten personer, som dygtiggør sig og tjener en høj løn. Lad os lave om på det:
Konkret kunne en lidt mere ambitiøs SU-reform være at reducere SU’en med 20 pct., omlægge SU’en til lån på kandidat-delen, afskaffe det 6. SU-år og mindreregulere SU’en til 2030. Det vil øge arbejdsudbuddet med 10.000 personer, men endnu vigtigere vil det frigøre mere end 6 mia. kr.
Besparelsen fra en SU-reform bør komme de studerende til gode senere, f.eks. gennem en højere topskattegrænse. For 6 mia. kr. kan topskattegrænsen øges til 1 mio. kr. Det vil øge guleroden ved at tage en uddannelse, som giver et højt afkast i form af en høj løn. Og til at gøre en ekstra indsats på studiet.
En omlægning af SU til lån på kandidat-delen giver en beskeden månedlig ydelse på lånet på 1.350 kr. i 10 år. Det burde være overkommeligt. Og der er bestemt ikke noget galt i at lånefinansiere en god investering i sig selv.
Til slut vil jeg overlade ordet til Produktivitetskommissionen, som konkluderede følgende om SU: ”SU koster 20 mia. kr. årligt, og meget tyder på, at høj SU kun i meget begrænset omfang har bidraget til at give flere en uddannelse, mindsket social ulighed eller sikret, at unge ikke tager erhvervsarbejde ved siden af studierne.”
Artiklen blev bragt i Berlingske den 16. oktober 2023.
