Det svarer til knap 1 pct. af det samlede offentlige forbrug, der skal indfases over en periode på 8 år, hvilket giver en samlet effektiviseringsambition for den offentlige sektor på godt 0,12 pct. årligt i perioden frem mod 2030. Det må siges at være et historisk lavt ambitionsniveau set i lyset af, at produktiviteten i den offentlige sektor vurderes at være steget med 0,5 pct. årligt fra 1966 og frem til i dag. I den samme periode er produktiviteten i den private sektor steget med 2,7 pct. årligt. I sygehussektoren – et af de få områder i den offentlige sektor hvor man har arbejdet seriøst med at øge produktiviteten – har der været produktivitetsstigninger på 2,2 pct. årligt siden 2003.
Samtlige af de 6 mia. kr. i effektiviseringer henter regeringen på administration, men det er uambitiøst, selv hvis man udelukkende betragter dette område isoleret set. En CEPOS-analyse fra efteråret 2022 viser, at der i den offentlige sektor samlet set er et effektiviseringspotentiale på ca. 20 mia. kr. på ledelse og administration. Der er et potentiale på 9,4 mia. kr. alene i staten, som regeringen ser helt bort fra. Dette er i sig selv paradoksalt, da det er staten, der har haft den største vækst i ledelse og administration. Siden 2011 er der kommet 15.000 flere ”kolde hænder” i staten, hvorimod antallet af statslige medarbejdere, som leverer borgernær velfærd (anklagere, politifolk, dommere, menige soldater mv.), samlet set har været stort set uændret.
Ud over de statslige ledere og administratorer friholder regeringen også det store flertal af offentligt ansatte, der direkte leverer velfærdsydelser til borgerne, for effektiviseringer. Regeringen ønsker således ikke at lægge sig ud med denne store gruppe af vælgere. Det er sikkert meget klogt, hvis man vil undgå uro og ikke vil være upopulær på kort sigt, men det giver ikke danskerne bedre velfærdsydelser på længere sigt. Regeringens ministre ønsker endnu mindre at få det direkte ansvar for effektiviseringer af den statslige administration på deres eget ministerområde. Effektiviseringer kræver nemlig hårde og ubehagelige beslutninger om, hvem der skal fyres, hvilke opgaver der skal bortprioriteres osv. Derfor foretrækker regeringen administrative besparelser i kommunerne og regionerne, hvor det er borgmestrene, der får det direkte ansvar for at udmønte de ubehagelige beslutninger.
Regeringsgrundlaget indeholder ganske vist en række formuleringer om frisættelse af de offentlige institutioner. Desværre er det meget ukonkret, og man bliver i tvivl om, hvorvidt hovedformålet er bedre velfærdsydelser eller et mere behageligt arbejdsliv for de offentligt ansatte.
Frisættelse af velfærdsinstitutioner – som f.eks. skoler, børnehaver og plejehjem – fra politisk indblanding og bureaukrati er desuden kun en nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for at opnå højere effektivitet. Det kræver nemlig, at frisættelsen kombineres med stærke incitamenter til øget effektivitet i form af en øget konkurrence mellem institutionerne om at tiltrække borgerne ved at levere de bedste ydelser for skattekronerne. Der står lidt i regeringsgrundlaget om styrket konkurrence mellem leverandører, men det er igen meget ukonkret, og man bliver i tvivl om, hvorvidt regeringen først og fremmest ønsker mere samarbejde eller mere konkurrence mellem offentlige og private velfærdsleverandører, og det er her kun konkurrence, der for alvor skaber effektivitet.
Regeringens eneste virkeligt visionære og konkrete ide i forhold til frisættelse drejer sig om at gøre de offentlige velfærdsinstitutioner til selvstyrende enheder med egen bestyrelse og driftsøkonomi og med frihedsgrader som private virksomheder. Det ser lovende ud, men ideen placeres i første omgang i et udvalg, derfor må vi se, hvor meget flyvehøjde den får på længere sigt, og igen er det vigtigt, at den kombineres med øget konkurrence, hvis det skal give borgerne bedre velfærdsydelser.
Alt i alt er regeringsgrundlaget altså en skuffelse på velfærdsområdet, hvor udsigten til ministertaburetterne ser ud til at have overskygget levetidsforlængelse af velfærdsstaten på længere sigt.
Bragt i Jyllandsposten den 23. december 2022
