Vi er plaget af regler – men vi kan gøre noget ved det

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

For otte år siden var jeg primus motor på at få bygget et klubhus til min fodboldklub, ØKF. En af de helt store udfordringer i den forbindelse var at få bygge- og ibrugtagningstilladelserne fra kommunen. Ikke fordi det var svært at leve op til reglerne – det sikrede vores entreprenør i første hug. Men fordi det tog kommunen evigheder at besvare vores byggeansøgning og give os ibrugtagningstilladelsen. Vores ibrugtagningstilladelse blev bl.a. forsinket, fordi vi – pga. den lange sagsbehandlingstid – var gået i gang med at lægge fliser omkring klubhuset. Så da konsulenten fra kommunen kom ud og kiggede, konstaterede hun, at der ikke var niveaufri flugtvej uden for vinduerne – hvor vi havde gravet ud til fliserne – hvorfor vi ikke kunne få ibrugtagningstilladelsen.

Nu er godt et års ventetid på et klubhus næppe noget, der vælter det danske samfund. Men historien er desværre et symptom på et mere grundlæggende problem. Det enorme omfang af regler, som gennemsyrer det danske samfund. 

Lad os starte med det mere kuriøse. På Instagram-profilen ”Regelstaten” uploader jeg og mine kollegaer løbende eksempler på regler, som man kan diskutere rimeligheden af. Vidste du fx, at “det er forbudt at lave en slangebøsse. Overtrædelse medfører bøde eller fængsel i op til 4 måneder”? Eller at “det er forbudt at udlevere en gratis papirspose – hvis den har hank”? Du ved muligvis, at “det er forbudt at pleje et tilskadekommet pindsvin uden statslig autorisation”. I så fald er det sandsynligvis kun, fordi reglen er så uforklarlig, at den skabte avisoverskrifter, da den blev indført i 2019, og at jeg og andre har brugt den som eksempel på en overregulering mange gange siden.

Ovenstående eksempler er som sagt i den kuriøse ende. For de færreste forventer at blive straffet for at lave en slangebøsse til deres 5-årige eller for at pleje et pindsvin. Og selvom det af og til sker – forleden blev en dansker fx dømt ved Landsretten for at overtræde en regel, der blev indført i 1915 for at sikre Danmarks uafhængighed under 1. verdenskrig – er konsekvenserne for samfundet begrænset.

Sådan er det desværre langt fra med alle regler. Et konkret eksempel er ændringen i godskørselsloven fra 2018, som forbyder virksomheder at fragte gods i en varevogn uden at have en særlig uddannelse og en tilladelse fra Færdselsstyrelsen, hvis arbejdet vel at mærke udføres ”for fremmed regning” – altså for andre end din egen virksomhed. Uddannelsen tager tre dage, og hver tilladelse koster godt 2.500 kr. Samtidig er der bøvl og bureaukrati forbundet med at sikre uddannelsespapirer, indhente tilladelser osv. Der er altså tale om meget reelle omkostninger for virksomhederne, som i sidste ende fører til højere priser for forbrugerne. 

Ændringen i godskørselsloven havde bl.a. til formål at forhindre sort arbejde, begrænse socialt bedrageri og forbedre trafiksikkerheden. Embedsmændene i Transportministeriet havde dog meget svært ved at se, at loven skulle ændre noget som helst. I det fremsatte lovforslag er der derfor et stort, rundt nul ud for de positive konsekvenser for det offentlige. Ikke én krone forventede man at hente ind i skat eller spare på socialt bedrageri. Ikke én krone forventede man at spare i sundhedssektoren eller hos politiet som følge af den påståede forbedrede trafiksikkerhed. Til gengæld var omkostningerne helt åbenlyse. Omkring 400 mio. kr. over 10 år. Alt det fordi politikerne mente, at danskerne skulle have mere end et kørekort for at fragte et par kasser grøntsager fra en virksomhed til en anden. Vorherre bevares.

Det var én konkret lov. Dem er der desværre rigtig mange af – og der bliver flere og flere. Løfter man sig op i helikopteren og ser på samfundet som helhed, bliver omkostningerne ved den omfattende regulering svimlende. SMVdanmark har fx opgjort, at papirarbejde koster SMV’erne 16,5 mia. kr. årligt. Det skyldes bl.a. at de bruger tid på at besvare de i alt ca. 350.000 årlige henvendelser fra Danmark Statistik med krav om at besvare diverse spørgeskemaer om ledige jobs, antal ansatte og det, der er værre

Finans Danmark opgjorde i 2019, at de danske pengeinstitutter havde 4.268 ansatte fuldtidsbeskæftiget til at tage sig af hvidvaskbekæmpelse. Det kostede i 2019 3,38 milliarder kroner alene i lønomkostninger. Allerede året efter var antallet af ansatte steget med ca. 1.300. Og lige før valget valgte regeringen og støttepartierne at regulere huslejen på den del af lejeboligmarkedet, hvor der er (eller snarere: var) næsten fri prisdannelse. Det kommer oven i den eksisterende huslejeregulering, bygningsreglementet, planloven, kommuneplaner og lokalplaner. 

Boligmarkedet er gennemreguleret, men ingen har overblikket over de samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen. Men de er ganske givet enorme. Et kendt studie af økonomerne Hsieh og Moretti viser, at hvis man ikke havde indført stram boligregulering i de tre storbyer New York, San Jose, og San Francisco ville USA i dag have været 3,7% rigere, fordi flere lavtlønnede vil kunne flytte til højproduktive byer. De tre byer rummer tilsammen godt 7% af USA’s befolkning. Et åbent spørgsmål er, om Danmark ville være 3,7% (svarende til knap 100 mia. kr.) rigere, hvis boligreguleringen i København – hvor mere end 10% af danskerne bor – var mindre rigid? 

Indfør et regelstop
Der er muligvis gode argumenter for nogle af lovene. Men har vi som samfund nok respekt for de enorme omkostninger, den samlede regulering udgør for det danske samfund og de danske forbrugere og lønmodtagere, der i sidste ende betaler en stor del af regningen?

Der er i dén grad brug for at få gjort noget ved omfanget af regulering og bureaukrati. Og heldigvis er der en afprøvet metode, som umiddelbart vil kunne implementeres i Danmark. I CEPOS har vi i et nyt notat gennemgået erfaringerne med et regelstop i udlandet. Bl.a. har et regelstop med stor succes været implementeret i British Columbia i Canada. De indførte i 2001 en ”1 ind, 2 ud”-model, hvor enhver ny regel ”finansieres” ved at afskaffe to eksisterende regler. Fra 2004 gik de over til en ”1 ind, 1 ud”-model. 

Regelstoppet medførte en kulturændring i forvaltningen. Lovgivere og embedsmænd begyndte at se sig selv som forvaltere af regulering frem for skabere af regulering. Det blev især tydeligt, at kulturen for lovgivere og embedsmænd havde ændret sig, da regelmængden fortsatte med at falde, selv efter at man skiftede til en ”1 ind, 1 ud”-model.

Konsekvenserne af regelstoppet og kulturændringen har været mærkbare. Ikke blot fik de samlet set halveret antallet af regler. De fik også sat gang i væksten. Forskningen viser, at væksten i British Columbia i de efterfølgende år har været 1%-point højere som følge af dereguleringen. Overført til danske forhold svarer det til en øget vækst i BNP på ca. 25 mia. kr. om året.

Nu kan man jo – med rimelighed – indvende, at økonomisk vækst ikke er alt. Det er jeg helt enig i. Jeg ser ikke økonomisk vækst som et mål i sig selv. Jeg ser det som et biprodukt af, at man har et godt samfund, hvor borgere og virksomheder har gode muligheder for at løse hinandens problemer. Hvis du fx fragter grøntsager for andre virksomheder, er du jo med til at løse deres problemer. Men du skaber også økonomisk vækst.

Der er dog andre grunde end økonomisk vækst til at få bugt med reglerne, og jeg vil her kort opridse et par stykker.

Færre regler kan styrke konkurrencen. Det skyldes flere forhold. Nogle regler begrænser konkurrencen direkte (fx planloven, der forhindrer internationale hypermarkeder i at slå sig ned i Danmark og tage konkurrencen op med bl.a. Bilka, eller taxiloven, der forhindrer Uber og lignende services i at konkurrere mod taxierne), mens andre begrænser konkurrencen mere indirekte (bureaukratiske regler kan være nemmere at håndtere for store virksomheder med hundredvis af medarbejdere, der – i modsætning til virksomheden med 12 ansatte – kan ansætte en specialist til at håndtere bureaukratiet).

Færre regler kan ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen desuden reducere formue – og indkomstuligheden. Bl.a. fordi styrket konkurrence fører til lavere forbrugerpriser, mens overnormale avancer – der tilfalder virksomhedsejerne – reduceres.

Et helt konkret forslag
Lad mig afslutte med et konkret forslag til politikerne, som kan hjælpe fodboldklubber og alle andre, der vil foretage sig noget i fremtiden: Drop tilladelserne. Hvis der er en lov, skal den følges. Og følger man ikke loven, bliver man straffet. Det er et fornuftigt princip for en retsstat. Men alt for ofte er det ikke nok blot at overholde loven. Man skal have en tilladelse fra myndighederne. Tilladelse til at servere vin på en restaurant. Tilladelse til at starte en busrute. Tilladelse til at køre med grøntsager ”for fremmed regning”. Tilladelse til at bruge sit hus. 

Alle disse tilladelsesordninger er skadelige, skaber unødigt bureaukrati, begrænser konkurrencen og – helt ærligt – unødvendige. Udgangspunktet bør være, at voksne danskere må gøre, hvad de vil, uden at spørge myndighederne først. Så længe de holder sig inden for loven selvfølgelig.

Bragt i Kontrast den 27. november 2022

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent