I 1960'erne skabte politikerne velfærdsstaten i et håb om at skabe et samfund, hvor der var omfattende økonomisk hjælp til alle, der blev ramt af arbejdsløshed, en stor offentlig sektor, hvor velmenende og pligtopfyldende offentligt ansatte tog sig af landets borgere, og fri uddannelse til alle.
Men håbet brast, efterhånden som det viste sig, at fri adgang til overførselsindkomster placerede folk på evig forsørgelse fra staten, at fri uddannelse førte til evighedsstuderende og uddannelse til arbejdsløshed, og at blind tillid til de offentligt ansatte ikke gav den service, man kunne forvente i forhold til omkostningerne.
Skatterne steg på få år fra at være blandt den vestlige verdens laveste til at være blandt verdens højeste, uden at vi slap af med samfundets elendigheder (i bred forstand), arbejdsløshed med videre.
Før velfærdsstatens indtog var 1 ud af 20 danskere på overførselsindkomst. I dag er det mere end 1 ud af 5 — selv når man ser bort fra dem, der er på folkepension, SU-modtagere og personer på feriedagpenge. Er det et godt samfund, når mennesker placeres på overførselsindkomster uden følelsen af, at andre har brug for én?
Frem for at rulle det mislykkede eksperiment tilbage indførte politikerne i stedet det, vi kan kalde ny-velfærdsstaten eller neo-velfærdsstaten. En ny version af velfærdsstaten, hvor der var gjort op med forhåbningerne og idealerne, og hvor øget tvang og begrænsninger af borgerne snarere bliver indført for at undgå en økonomisk ruin og dermed velfærdsstatens omgående afvikling.
Neo-velfærdsstaten har ét overordnet mål: Sin egen overlevelse*. Derfor ser neo-velfærdsstaten ikke dårlige resultater som et argument for at stoppe op og begrænse sig selv, men snarere som et argument for at tilføre flere ressourcer eller indføre nye regler. Se bare daginstitutionerne, hvor neo-velfærdsstatens svar på problemerne er flere regler og flere penge, selv om intet tyder på, at det vil løse problemerne. Københavns Kommune — der blev fremhævet i TV 2-udsendelsen ”Daginstitutioner bag facaden” — er en af de kommuner, der bruger flest penge på — og har den højeste normering i — daginstitutionerne.
I de få tilfælde, hvor neo-velfærdsstaten rent faktisk indskrænker sin indflydelse, er det alene for at undgå den økonomiske ruin. Det så vi efter Anker Jørgensens regeringstid, hvor finansminister Knud Heinesen kunne se afgrunden, og neo-velfærdsstaten derfor var nødsaget til at ændre kurs.
På nogle områder kan neo-velfærdsstatens tiltag ligne tiltag begrundet i en liberal dagsorden (eller ”neoliberal”, om man vil bruge venstrefløjens skældsord). Liberale vil også have lavere SU, kortere dagpenge med videre, men hvor den liberale begrundelse er frihed for dem, der finansierer SU'en, er neo-velfærdsstatens argument typisk "nødvendighedens politik".
Belært af erfaringerne fra 70'erne vil neo-velfærdsstaten sikre sig mod en potentiel økonomisk ruin, og man har ganske enkelt ikke råd til, at borgerne vælger ”gratis”-ydelserne frit (gratis i anførselstegn, fordi ydelserne jo i sidste ende er betalt af skatteyderne selv).
Andre af neo-velfærdsstatens tiltag har intet til fælles med liberale værdier (omend de ofte betegnes neoliberale alligevel). Når studerende gennem fremdriftsreformer tvinges igennem studierne på kortere tid, så har neo-velfærdsstaten meget lidt til fælles med de liberale. Så er det ikke begrundet i frihed (det er tvang sjældent), men udelukkende neo-velfærdsstatens behov for finansiering; neo-velfærdsstatens behov for sin egen overlevelse. Et mere liberalt svar på problemerne ville i første omgang være at omlægge SU’en til SU-lån og indføre en (beskeden) brugerbetaling på studierne.
Det samme kan man sige om de mange cirkulærer, skrivelser og vejledninger, der skal styre de ansatte i neo-velfærdsstaten. I dag er der over 6.000 gældende cirkulærer, skrivelser og vejledninger, hvor staten beskriver, hvordan de offentligt ansatte skal arbejde. Heller ikke her har neo-velfærdsstaten noget til fælles med de liberale. Ingen liberale ønsker, at staten skal definere, hvordan mennesker yder service til hinanden. Det overlader vi trygt til markedet.
Men neo-velfærdsstaten må – for at vise handlekraft og sikre befolkningens opbakning – indføre nye regler, hver gang der opstår problemer. Intet problem er for komplekst til at blive løst med regler fra centralt hold, som for eksempel debatten om minimumsnormeringer i daginstitutionerne tydeligt viser.
For at undgå økonomisk ruin, hvor alt for mange offentligt ansatte yder en alt for dårlig ydelse, forsøger neo-velfærdsstaten febrilsk at kopiere liberale idéer ved at ”markedsliggøre” dele af den offentlige sektor med New Public Management (NPM).
Men NPM er en dårlig kopi af en liberal løsning. Central planlægning uden konkurrence kan aldrig levere det samme som det liberale, frie marked. Det er efterhånden gået op for de fleste, at NPM muligvis har løst nogle problemer i den offentlige sektor, men samtidig har skabt nye i form af blandt andet et altomfattende bureaukrati.
Derfor forsøger neo-velfærdsstatens fortalere at lægge afstand til NPM ved at kalde det neoliberalt, selvom NPM er neo-velfærdsstatens opfindelse og meget, meget lidt liberalt.
Tilbage står der for liberale egentlig kun ét altoverskyggende spørgsmål: Hvordan tillod vi det at komme så vidt?
*Neo-velfærdsstaten er selvfølgelig ikke en person, men kampen mellem de forskellige interessegrupper gør sammenligningen tålelig.
