Vores værdier
I CEPOS arbejder vi for et samfund, hvor danskerne kan leve deres liv i størst mulig frihed til at indrette sig, som de ønsker. Hvor deres grundlæggende frihedsrettigheder respekteres, hvor en stadig større del af statens opgaver varetages af civilsamfundet og markedet, og hvor der er videst mulige rammer for, at virksomheder kan udvikle sig og skabe vækst, således at fremtidige generationer kan leve i et endnu bedre samfund, end det vi har overtaget.
Vores værdier bygger på et borgerlig-liberalt idégrundlag med udgangspunkt i klassisk liberale og konservative tænkere som bl.a. John Locke, Adam Smith, Edmund Burke, F. A. Hayek og Milton Friedman.
Respekt for det enkelte menneske
Menneskets ligeværd er en borgerlig-liberal kerneværdi. Ethvert menneske bør behandles ligeværdigt med plads til individualitet og forskellighed, fordi alle mennesker er forskellige med forskellig smag, forskellige drømme og forskellige talenter, samtidig med at vi indgår i fællesskaber som familien og civilsamfundet. Vi ønsker et samfund, hvor der er videst mulige rammer for, at den enkelte kan tage ansvar for sig selv og indrette sin egen tilværelse. Et samfund hvor man glæder sig på andres vegne, når de lykkes med netop deres drømme.

Staten kan ikke erstatte de nære fællesskaber
Mennesket er et socialt væsen med evne til sympati for andre, og hvis meningsfulde liv forudsætter gode relationer med andre mennesker. Mennesker har evne til sympati for hinanden, og når den enkelte møder udfordringer i livet, kan det enkelte menneske i samspil med andre borgere i civilsamfundet, i familien og i venskabsrelationer ofte løse problemer bedre end politikerne. Staten og offentlige myndigheder skal være til for borgeren og ikke omvendt. De bedste fællesskaber er frivillige, og staten kan aldrig blive en god erstatning for familiens eller civilsamfundets omsorg. Vi ønsker et samfund, hvor familien og civilsamfundet har større plads og mulighed for at løse flere af de opgaver, som det offentlige i dag har overtaget fra dem.

Mennesket har ret til frihed
Mennesket har helt grundlæggende ret til et liv i størst mulig frihed og til at leve, som det selv ønsker, så længe det ikke begrænser andres frihed. De liberale frihedsrettigheder er afgørende for, at Danmark i dag er et af verdens bedste samfund at leve i. Vi ønsker et samfund, som værner om og respekterer den enkeltes ukrænkelige frihedsrettigheder - herunder personlig frihed, ytringsfrihed og privat ejendomsret.

Mennesket har iboende værdighed
Det er en borgerlig-liberal grundværdi, at ethvert menneskeliv er ukrænkeligt og værdigt. Staten og offentlige myndigheder bør hjælpe borgere, der ikke kan klare sig selv, frem for at yde service til og omfordele imellem dem, der godt kan selv. Vi ønsker et samfund, hvor borgere, der reelt har brug for offentlig støtte, hjælpes bedre end i dag, respekteres som individer, og får mulighed for i videst muligt omfang at indrette deres egen tilværelse og tage ansvar for sig selv.

Konkurrence og frit valg skaber bedre velfærd
Konkurrence er afgørende for at øge produktiviteten og dermed velstanden i samfundet. I et land, der har en af verdens største offentlige sektorer, er det derfor vigtigt, at også den offentlige sektor udsættes for konkurrence, så borgerne kan få den bedst mulige service for deres skattekroner. Vi ønsker et samfund, hvor borgerne har mest mulig frihed til selv at vælge deres velfærdsydelser, og hvor private virksomheder har adgang til at udbyde velfærdsydelser til borgerne i fri og reel konkurrence med det offentlige.

Vækst er forudsætning for fremtidig velstand
Frihed er grundlag for vedvarende velstand, og velstand er forudsætning for borgernes gode livsmuligheder. Vækst løfter mennesker ud af fattigdom, giver os råd til f.eks. at passe på klimaet og miljøet, kurere sygdomme og at kunne forsvare vores land. Vi ønsker et samfund, hvor det frie marked og økonomisk frihed har de bedste betingelser for at skabe økonomisk vækst, så fremtidige generationer kan leve i et endnu bedre samfund end det, vi har overtaget.

100 kr.