Det var forudseligt, at landbruget ville blive den store udfordring, da Danmark efter en kaotisk politisk proces fik sit 70-procents klimamål ved valget i 2019. Udfordringen blev yderligere cementeret af det danske EU-byrdefordelingskrav for drivhusgasudledninger, vi gik med til sidste år.
Landbruget fylder meget i det danske emissionsregnskab, og dets udledninger falder langsommere end i resten af økonomien. Samtidig har erhvervet en behersket indtjening og begrænsede muligheder for at vælte omkostninger over på forbrugere og medarbejdere – tværtimod havner en pæn del af omkostningerne i jordpriserne og spiser af egenkapitalen.
Det er derfor heller ikke overraskende, at landbruget bliver sidste del af den grønne skattereform, der falder på plads. Det vil formentlig ende med en politisk aftale tæt på den såkaldte trepartsaftale, som netop blev indgået. Det vigtigste element i aftalen er, at landbruget bliver omfattet af den generelle CO2e-afgift på 750 kr.
En omkostningseffektiv klimapolitik kræver, at der er en ensartet pris på alle udledninger på tværs af sektorer. Men helt ensartet ender prisen nu ikke med at være.
Når man tæller andre afgifter og CO2-kvoteprisen med, så ender f.eks. industrien, varme- og elforbrugerne og ikke mindst bilisterne med en klart højere CO2e-pris, mens landbruget får en rabat, så den effektive afgift bliver 300 kr. – og i øvrigt først fuldt indfases i 2035. Den nye afgift omfatter også kun dyreholdet, mens udledningerne fra dyrkning bliver reduceret primært gennem statsligt opkøb af jord. Hertil kommer omfattende tilskudsordninger til grøn teknologi og omdannelse af organiske rester til kul.
Det er også vigtigt, at aftalen ser ud til reelt at begrave den såkaldte “landbrugsaftale” om, at landbruget skal levere en planøkonomisk bestemt mængdemæssig drivhusreduktion. Den er helt uforenelig med omkostningseffektivitet, der som nævnt indebærer, at udledningerne sker, hvor det er billigst.
Mangler oplysninger
Trepartsaftalen søger at løse udfordringen med de ellers store indkomsttab i landbruget, ved at staten – og dermed skatteyderne – skal have den helt store tegnebog frem.
Men det er også klart, at selv om politikerne kan løse det primære landbrugs problemer ved at betale det for at producere mindre og dyrere, så løser det ikke deres udfordring med faldende aktivitet i landbrugets følgeerhverv i “udkantsdanmark”.
Desværre er indkomstkompensationen i landbruget udformet, så den sænker den reelle CO2e-pris og dermed også incitamentet til at udlede mindre. De to ting burde have været skilt helt ad ved at udmåle kompensationen efter historiske udledninger.
Vi mangler stadig at få præcise oplysninger fra regeringen om, hvad aftalen og dens enkeltelementer ender med at koste. For ikke at tale om hvordan det omfattende jordopkøb skal organiseres. Indtil da er det svært at fælde en endelig dom.
Bragt i Børsen den 10. juli 2024
