I sidste uge kritiserede vi vismændenes anbefaling om at indregne arbejdsudbudseffekter af arveskatteændringer på modtagerne af arv, men ikke på dem, der giver arven (arvelader). Vismændene svarede, at vores kritik mangler faglig valør.
Det er vi ret uforstående over for. Det er netop vismændene, som udfordrer den gængse regneregel og ønsker at revidere den udelukkende på baggrund af en selektiv estimation af en enkelt effekt – den såkaldte indkomsteffekt hos arvemodtagere.
Hidtil har Finansministeriet regnet med, at adfærdsvirkningerne som følge af ændringer i arveskatten samlet var nul. Det kan forklares med, at der er effekter hos både arvemodtager og arvelader, som trækker i hver sin retning, men skyldes nok primært, at der ikke er foretaget nærmere beregninger af den samlede effekt.
Vismændene har nu målt en – i øvrigt ganske lille – effekt af arv på arvemodtager, hvilket er helt i tråd med, hvad man måtte forvente på baggrund af den hidtidige regneregel.
Det nye og centrale i vismændenes anbefaling er, at man i stedet for at regne med et samlet nul nu vil antage, at effekterne hos arvelader isoleret går i nul, mens arvemodtageren nedsætter sit arbejdsudbud.
Vi kunne frygte, at det afspejlede et synspunkt om alene at medregne effekter, som man mener, man har konkrete empiriske mål for. Det gør det heldigvis ikke, siger vismændene.
I stedet anfører de, at effekterne på arveladersiden har forskellige fortegn, og at de måske samlet går i nul. Men realiteten bliver den samme. De anvender estimationen af en ikke spor overraskende effekt på arvemodtagersiden til at forudsætte en større negativ effekt på de offentlige finanser af at sænke arveafgiften end hidtil antaget.
Som vi påpegede i vores tidligere kronik, fraviger vismændene dermed princippet om at anvende middelrette skøn. Hvor ministerierne hidtil, noget konservativt, har sat den samlede adfærdseffekt af en ændring af arveafgiften til nul, sætter vismændene nu effekten på arveladersiden alene til nul.
Hvor kommer deres belæg til det fra? De har netop ikke estimeret nogen effekt på arvelader!
Vismændene kan næppe finde andre skatter på økonomisk foretagsomhed (f.eks. personskatter), hvor adfærdseffekten på de offentlige finanser samlet er nul. Tværtimod dominerer den positive substitutionseffekt altid den negative indkomsteffekt, når der er tale om personskatter.
Det vælger vismændene at se bort fra, fordi de mener, at det slet ikke er givet, at arveskatten i det hele taget bør betragtes som en skat på afdøde. Det kunne f.eks. være, at arven er den utilsigtede bivirkning af, at man for at sikre mod høje plejeudgifter i alderdommen valgte at spare ekstra op.
I så fald er der slet ikke tale om en skat på arvelader, som kommer oven i den løbende – og ganske høje – kapitalbeskatning. Med andre ord forkaster vismændene tanken om, at arvelader har en familietankegang.
Sandheden er imidlertid, at forskellige arvemotiver er hinandens komplementer. Der er intet modsætningsforhold mellem at sikre sig økonomisk i sin alderdom, samtidig med at man begunstiger sine arvinger. Vismændene indrømmer også, at det er vanskeligt at forestille sig, at ingen har et arvemotiv.
Hvis familietankegangen også spiller en rolle, bør arveskatten betragtes som en formueskat, som kommer oven i den løbende kapitalbeskatning.
Der indregner de økonomiske ministerier en betydelig effekt på arbejdsudbuddet: lavere skat øger arbejdsudbuddet, og højere skat sænker arbejdsudbuddet. Det trækker i den helt modsatte retning af vismændenes anbefaling.
Netop fordi beskatningen af kapital i forvejen er høj, betyder det, at forvridningseffekten af arveskatten bliver ekstra stor.
Vismændene undskylder deres fokus på arbejdsudbud frem for forvridning med, at de er sat i verden for at efterse ministeriets regneregler. Men de regneregler skal ikke kun tydeliggøre konsekvenserne på arbejdsudbuddet og derigennem de offentlige finanser; de skal også tydeliggøre konsekvenserne af øvrige effekter på såvel de offentlige finanser som samfundsøkonomien.
Når det handler om samfundsøkonomi, er det substitutionseffekten hos arvelader, som er afgørende for virkningen på samfundsøkonomien. Og den er entydigt ikke negativ.
Virkningen af lavere arveskat vil uden tvivl reducere arvemodtagerens arbejdsudbud en anelse. Det er bare ikke ny viden. Det nye er, at vismændene ønsker, at Finansministeriet reelt skal antage, at arveladeren ikke reagerer på arveskatter. Det giver efter vores mening ikke noget middelret skøn.
Samme skepsis giver Finansministeriet også udtryk for, når de i en kommentar til vismændenes anbefaling skriver, at et samlet og middelret skøn over arbejdsudbudseffekterne ved ændringer i bo- og gaveafgiften ideelt set bør indregne effektskøn ikke kun for arvemodtagere, men også for arvegivere.
Bragt i Børsen d. 18. juli 2024.
