Emissionsopgørelser er traditionelt baseret på et territorialt princip i den forstand, at det er produktionen inden for et lands grænser, som er afgørende for omfanget af dets udledning af drivhusgasser. De internationale aftaler om at begrænse drivhusgasudledningerne, herunder Paris-aftalen, er også baseret på udledningerne forbundet ved produktion.
Virksomheder handler dog i dag i høj grad på tværs af landegrænser som følge af globaliseringens prominente rolle, hvilket medfører, at en del af et lands produktion forbruges i andre lande. Det stigende globale handelsomfang betyder derfor, at udledninger indeholdt i udenrigshandlen, alt andet lige, er steget. Særligt for vestlige lande er importen mere drivhusgasintensiv end eksport. Det betyder, at miljøbelastningen ved forbruget er større, end produktionen umiddelbart antyder.
Figuren viser udviklingen i CO2-udledningen indeholdt i den indenlandske efterspørgsel i Danmark i perioden 2005 til 2015, dvs. udledningen fra den hjemlige produktion tillagt udledningen indeholdt i importen, fratrukket udledningen fra eksporten.
Den samlede CO2-udledning indeholdt i den indenlandske efterspørgsel toppede i 2006, hvor denne var på 66,5 mio. ton, jf. figuren. Heraf bidrog den hjemlige produktion til 58 pct. af udledningen, mens 42 pct. kom fra produktion i udlandet. CO2-udledningen er sidenhen aftaget og er i 2015 på 42,6 mio. ton, hvilket svarer til en reduktion på ca. 36 pct. En stor del af denne udvikling skyldes særligt en reduktion i udledningen fra den hjemlige produktion (knap en halvering). Som følge heraf udgør CO2-udledningen fra import i 2015 omtrent 51 pct. af den samlede udledning indeholdt i den indenlandske efterspørgsel, hvilket bl.a. reflekterer Danmarks store handel med omverdenen. Størstedelen af den importerede udledning stammer fra OECD-landene, som i 2015 står for en fjerdedel af den samlede CO2-udledning i den indenlandske efterspørgsel. Ligeledes kan det bemærkes, at CO2-udledningen indeholdt i importen fra Kina udgør 10 pct.
