Absolutte og relative fattigdomsgrænser

Med Thorning-regeringens fattigdomsgrænse defineres man som økonomisk fattig, hvis man 3 år i træk har en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten, ikke er studerende og har en nettoformue under 100.000 kr.

Tages der udgangspunkt i Thorning-regeringens fattigdomsgrænse, er antallet af fattige omtrent fordoblet fra 32.500 i 2000 til 67.800 i 2021, jf. figuren.

Som følge af realvæksten i økonomien og politik-tiltag (som fx skattereformer) er medianindkomsten (som fattigdomsgrænsen afhænger af) vokset over perioden. I 2000 udgjorde grænsen for relativt fattige 8.600 kr. om måneden, mens den i 2021 var vokset til 11.600 kr. om måneden.

Såfremt man havde fastholdt fattigdomsgrænsen på niveauet på 8.600 kr. om måneden i år 2000 (dvs. uændret købekraft, hvor der kun korrigeres for udviklingen i forbrugerpriserne), ville antallet i fattigdomsgruppen være faldet fra 32.500 personer i 2000 til 17.000 personer i 2021 – en reduktion på knap 50 pct.

Udviklingen i antallet af fattige afhænger således afgørende af, om man bruger en absolut eller relativ fattigdomsgrænse. Hvis man anvender et absolut fattigdomsbegreb, er der knap 50 pct. færre fattige i 2021 sammenlignet med 2000. Modsat er fattigdommen mere end fordoblet, hvis man anvender en relativ fattigdomsgrænse (som Thorning-regeringen gjorde).

Ovenstående beregninger understreger ulempen ved en relativ fattigdomsdefinition, fordi den ikke forholder sig til, hvilke varer (husleje, mad mv.) det er nødvendigt at have råd til for ikke at være økonomisk fattig. Hvis hele Danmarks befolkning fik forøget deres indkomst med fx 10 pct., ville antallet af fattige ifølge denne relative definition være uændret, selvom også personer med lave indkomster får øget deres indkomst med 10 pct.