Afskaf broafgiften på Storebælt

Folketinget skal tage stilling til et borgerforslag om at afskaffe afgiften for at køre over Storebæltsbroen, fordi det har fået stillere nok. Det er faktisk et fornuftigt beslutningsforslag, som partierne burde vedtage.

Broafgiften er en skat med mere negative økonomiske konsekvenser end de fleste andre skatteinstrumenter, politikerne har til rådighed. Den rammer endda helt tilfældigt. Kører man fra Odense ad motorvejen til Århus, er det gratis, mens det koster dyrt at tage en tur til København.

Gevinsten ved at bygge Storebæltsbroen var grundlæggende, at den sparer kostbar tid og dermed penge. Men broafgiften indfører en ny kunstig barriere, som indebærer, at en del rejser ikke bliver realiseret alligevel. Den er altså en velstandshæmmende skat på mobilitet.

Andre skatter har ligeledes negative effekter – f.eks. lavere arbejdsudbud – men dem har broafgiften også. Og oveni kommer den særlige forvridning af mobiliteten. Hvis staten ikke kan undvære de små 3 mia.kr. i årlige bropenge, kan de opkræves med lavere samfundsøkonomisk omkostning via indkomstskatten.

Broafgiften er desværre kun ét element i den meget uhensigtsmæssige måde, vi behandler transport på skattemæssigt. Grundlæggende økonomi tilsiger, at transporten bør belastes svarende til de såkaldt eksterne omkostninger, den påfører resten af samfundet. Det drejer sig om trængsel, vejslid, forurening og sundhedsskader.

I dag betales langt de fleste af disse omkostninger via bil- og brændstofafgifter – men altså også via en særlig afgift på udvalgte broer. Problemet er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem afgifterne og de eksterne omkostninger. Fossildrevne person- og varebiler betaler langt mere end de eksterne omkostninger, mens andre transportformer betaler for lidt.

Når teknologien er moden, vil det være et fremskridt at indføre trængselsafgifter, som varierer med trængslen (og vejsliddet). Altså hvis systemet indrettes rigtigt. Det kræver, at afgiften svarer til de reelle omkostninger, og at vejnettet udbygges, hvor trængslen er størst. Hvis systemet derimod misbruges som pengemaskine til staten, vil trængselsafgifter kunne gøre ondt værre.

Desværre tyder villigheden til at bruge Storebæltsbroen som netop pengemaskine ikke på, at det politiske system er modent til at indføre trængselsafgifter. Men en begyndelse kunne være at sænke Storebælts-taksten til et niveau, som svarer til de reelle trængsels- og vejslidsomkostninger. Det vil med stor sandsynlighed være så lavt, at det ikke er det administrative besvær værd at opkræve betalingen. Så borgerforslaget giver altså ganske god mening.

Bragt i Finans d. 2. marts 2022.