Udgivet d.
21. marts 2019 - 08:11
Debat
Klima
Offentlige finanser
Offentlige udgifter
Både socialdemokratiet og regeringen vil øge antallet af elbiler markant. Men alle beregninger tyder på, at det er en ekstrem dyr måde at reducere CO2-udledningen på.
Socialdemokratiet har sat et mål om en halv million grønne biler på vejene i 2030. Regeringen kritiserede først udspillet, men valgte så at trumfe med et mål om 1 million grønne biler i 2030. Derefter vil man helt stoppe salget af traditionelle biler.
Men personbiler er det absolut dyreste sted at begrænse drivhusgasudledningen. Ingen af parterne har regnet nærmere på, hvad deres målsætninger vil koste. Finansministeren har med løs hånd anslået et mindreprovenu ved regeringens forslag på ca. 100 milliarder kroner i alt frem til 2030.
Cepos har udviklet en model, som kan beregne konsekvenserne mere nøje og år for år. Den viser, at det er et ringe forslag, selv under optimistiske antagelser om bl.a. teknologiforbedringer.
På overfladen kan det nok ligne et åbenlyst blåt bud på en grøn politik. Trafikken bliver grønnere, og bilkøberne slipper billigere i afgift, hvis de køber en elbil (eller en hybrid-plugin i de første år). Men det holder ikke – af tre grunde.
For det første er effekten på CO2-udledningen lille. Frem til 2030 vil det give et fald på gennemsnitligt blot tre procent i udledningen i den såkaldte ikkekvotesektor. Vores internationale forpligtelser handler netop om udledningerne i denne sektor frem til 2030.
For det andet har bilkøberne ikke megen glæde af de lavere afgifter på grønne biler. Det hænger bl.a. sammen med, at de er dyrere før afgift. Det er præcis derfor, at det er nødvendigt at give så store afgiftsrabatter for at kompensere bilkøberne. Faktisk viser modelberegningerne, at bilisterne samlet står til at tabe år for år i en meget lang periode. Frem til 2030 vil statens mindreprovenu udgøre knap 8,7 mia. kr. om året – eller i alt 104 mia. kr., ikke langt fra finansministerens overslag.
Men de 8,7 mia. kr., som staten får mindre i kassen, indebærer ikke en tilsvarende gevinst for borgerne. Tværtimod er de samlede samfundsøkonomiske omkostninger, som tillige er korrigeret for bilisternes nettotab og de beskedne miljøgevinster, på mere end 11 mia. kr. om året frem til 2030.
For det tredje har regeringen nedsat en kommission, som skal finde kompenserende indtægter bl.a. hos bilisterne.
Forslagene understreger to ting. Det ene er, at grøn symbolpolitik, som ikke går benhårdt efter de billigste reduktioner af drivhusgasudledningen, kan blive meget dyr og ineffektiv. Den anden er, at skattepolitikken er ved at skride og blive til udgiftspolitik. Når politikerne giver skattelettelser med meget specifikke betingelser tilknyttet – f.eks. at købe en grøn bil – er der reelt tale om tilskud.
Uklar ansvarsfordeling fjerner incitamentet til at forebygge klimaskader og risikerer at gøre regningen større. Derfor bør den kommende regering prioritere at få placeret ansvaret for klimatilpasning som noget af det første.
CEPOS kritiserer Klimarådet for at kræve plan B og løbende stramninger. Det kan blive dyrt og ineffektivt. Fokusset bør være omkostninger, lækage og mere stabil klimapolitik i EU-ramme.
