COP-møder på vildspor

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt på Punditokraterne.dk

Så er endnu et COP-møde overstået. Det 29. i rækken, denne gang i Baku.

COP-møderne kaldes klimatopmøder, men har ofte handlet det om alt mulig andet end klima. Også denne gang hvor hovedspørgsmålet endnu en gang var, om og hvor meget ”de rige” lande skal betale i klimabistand til ”de fattige”. Man blev enige om at hæve beløbet til 300 mia. USD (godt 2.000 mia. kroner), hvilket er en tredobling af det hidtidige beløb. Men det er fortsat et godt spørgsmål, hvor mange af pengene der vil blive overført, når det kommer til stykket.

Spørgsmålet er dog helt grundlæggende, om der er en god grund til at overføre midler til regeringerne i den tredje verden på grund af klimaforandringer. Umiddelbart kunne det måske godt se sådan ud.

Argumentet er primært, at den udviklede, industrialiserede verden historisk har udledt flest drivhusgasser. Brugen af fossile brændsler er en del af forklaringen på vores velstandsniveau. Udledningerne er allerede toppet i de vestlige lande, mens de fortsat stiger i de fleste udviklingslande – med Kina som den nu største udleder. Der er imidlertid ikke så god plads længere til at udlede flere drivhusgasser, som da vi voksede os rige. Og det kræver disse lande – som nu går under betegnelsen ”Det global Syd” – så kompensation for. En del vestlige lande, inklusive vort eget flagellantiske land, er principielt enige, men kvier sig ved de  beløb, modtagerlandene forlanger.

Det kan som sagt lyde rimeligt nok. Men det er det i realiteten ikke.

For det første er industrialiseringen ikke kun kommet de vestlige lande til gode, men også resten af verden. Den har løftet levestandarden næsten overalt på kloden – undtagelserne er de steder, hvor regimerne er ekstraordinært ringe. Før industrialiseringen levede befolkningen med en meget lavere levestandard, inklusive en middellevealder på det halve af i dag, og der var plads til meget færre mennesker: Der var omkring 1 milliard mennesker på jorden for godt 200 år siden ved den industrielle revolutions begyndelse mod 8 milliarder i dag. Langt de fleste af os kan takke industrialiseringen for, at vi er i live, og at vi ikke lever på eksistensminimum. Produktivitetsgevinsten har været global og ikke reserveret til dem, der historisk har brugt fossile brændsler i store mængder. Mens global opvarmning helt givet er en omkostning ikke mindst for de fattigste – og varmeste (de to ting overlapper end del) – lande, så vi alle haft en betydelig gevinst ved anvendelsen af fossile brændsler. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vi er løbet med gevinsterne og kun har overladt omkostningerne til resten.

For det andet er der ualmindeligt dårlige erfaringer med at hjælpe udviklingslande ved at overføre penge. En meget omfattende empirisk litteratur opviser næsten ingen positiv effekt af udviklingsbistand (se Doucouliagos og Paldam 2015). Angus Deaton, der modtog Nobelprisen i økonomi for udviklingsstudier i 2015, finder endda, at udviklingsbistanden gennemgående har negative effekter, når man desuden tager hensyn til dens afledte politiske konsekvenser. Den skaber en indtægtskilde for de regerende magteliter, så de ikke i så høj grad behøver at føre en politik, der fremmer velstanden hos den almindelige befolkning – en velstand de kunne beskatte. Selv hvis man måtte mene, at der burde overføres midler til almindelige mennesker i den fattige del af verden, er der ingen troværdig kanal til det.