Politikerne er den største udfordring for fornuftige trængselsafgifter

Bragt i finans.dk d. 29. april 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Den største omkostning, som bilisterne påfører andre, er trængsel. Ikke støj, ulykker, vejslid eller sundhedsskader, og slet ikke klimaskader fra brændstoffernes CO2-udledning, men tidstabet fra den trængsel, som bilisterne påtvinger hinanden. Det viser f.eks. regeringens egen opgørelse.

Desværre er ingen af de eksisterende bilafgifter egnede til at regulere trængsel. Derfor er det i princippet en virkelig god idé at indføre trængselsafgifter. At trængselsafgifter virker på trængslen, bekræfter det netop afrapporterede forsøg, som Sund & Bælt har gennemført. Om noget undervurderer forsøget effekten af trængselsafgifter, fordi det ikke fanger langsigtede effekter – f.eks. at trængselsafgifterne på sigt vil påvirke valg af job, bolig, åbningstider, logistik og byarkitektur.

Der er desværre også et stort men. Indførelse af trængselsafgifter er kun en samfundsøkonomisk gevinst, hvis de bliver brugt rigtigt. Det kræver, at afgifterne indføres systematisk, at de varierer med den faktiske trængsel og dens reelle omkostninger, og at prissignalet fra afgifterne kommer til at styre udbygningen af vejnettet. Vejafgifter bør derimod ikke bruges fiskalt og dermed styres af provenuhensyn. Politikerne bør slet ikke falde for fristelsen til at skabe trængsel for at få flere penge i kassen.

Er der udsigt til, at politikerne kan leve op til kravene til hensigtsmæssige vejafgifter? Sporene skræmmer desværre.

For det første benyttes den vejafgift, vi allerede har, som en uhensigtsmæssig pengemaskine. Det er betalingen for at køre over Sundet og Bælterne, som tilmed forvrider infrastrukturinvesteringerne. Denne første prøve har politikerne dumpet med glans.

For det andet er der en meget dårlig track rekord for at gennemføre trafikinvesteringer efter, hvor de giver bedst samfundsøkonomisk afkast. Projekter som den vestkøbenhavnske letbane er blevet gennemtvunget trods en åbenlys elendig samfundsøkonomi. De fleste lokale togbaner er underskudsforretninger. Samtidig bliver der indsnævret spor og indført fartbegrænsninger på veje i byområder med store trængselsproblemer. Landspolitikerne er dog blevet bedre til at tage samfundsøkonomiske hensyn ved vejinvesteringer, men listen over, at politiske hensyn trumfer hensynet til borgerne, er lang.

For det tredje er den eksisterende bilbeskatning helt skæv hel i forhold til bilisternes skadesomkostninger. Den er gennemsyret af symbolpolitik og knæfald for lobbyinteresser.

Vejafgifter rigtigt udformet kunne være et stort fremskridt, men kan det politiske system håndtere det? Jeg har mine tvivl.