Energipriser på himmelflugt: Hvem har ansvaret for inflationen?

Bragt i Finans d. 27. maj 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Inflationen er kommet på mange kommentatorers læber, efter at krigen i Mellemøsten har sendt energipriserne på himmelflugt. Men selv om energipriserne både direkte og indirekte indgår i forbrugerprisindekset, er det misvisende at tale om inflation af den grund. Energipriserne påvirker de relative priser. Inflation er en generel og ofte længerevarende stigning i det generelle prisniveau. Når energiprisstigninger – som i 70’erne og igen i 2022 – slår ud i generel inflation, kræver det medvirken fra den økonomiske politik. Det er derfor, at centralbankerne har som mandat at sikre stabil inflation – ellers gav mandatet ikke mening. Derfor er det også noget ansvarsforflygtende, når centralbankerne til tider slår ud med armene og skyder skylden på f.eks. energipriser. I værste fald undergraver det deres autoritet og troværdighed, hvilket kan ende med at gøre problemerne værre.

Spørgsmålet er dog, om der alligevel kan være situationer, hvor de er magtesløse.

Det er f.eks. tilfældet i Danmark. Det har den gode grund, at Nationalbanken ikke har et inflationsmandat, men skal holde kronekursen fast i forhold til euroen. Dette opbruger den frihedsgrad, banken råder over, så den er lovligt undskyldt. Til gengæld medfører fastkurspolitikken, at inflationen følger euro-inflationen, og at vi så at sige importerer ECB’s pengepolitik. Den danske inflation er i praksis svær at skelne fra den tyske.

ECB er mindre lovlig undskyldt for inflation i euroområdet – og dermed også herhjemme. Der er dog omstændigheder, hvor centralbanken mister evnen til at styre inflationen. Det gælder, når statsgælden bliver så stor, at inflationsforventningerne ikke kan slås ned – simpelt hen fordi det er urealistisk at håndtere gælden på anden måde. Ser man på eurolandene, er det desværre ikke noget rent hypotetisk scenarie. Mange eurolande har alvorlige gældsproblemer. Selv i en situation, hvor inflationsforventningerne ikke er ude af kontrol, kan det være politisk ubekvemt for ECB at gennemføre tilstrækkelige pengepolitiske stramninger, hvis det bringer lande med høj gæld i yderligere vanskeligheder. I et land som Frankrig med gæld over 100 pct. af BNP medfører en effektiv renteforhøjelse med blot 1 pct. en forringelse af det i forvejen uansvarligt høje offentlige underskud med godt 1 pct. af BNP.

Samtidig kan et skud inflation hjælpe staterne af med noget af den reale statsgældsbyrde, i al fald på kort sigt. På længere sigt er det til gengæld farligt: Uden troværdig finanspolitik kan stabil pengepolitik og lavinflation blive illusorisk.