Derfor er havvind kun en gevinst uden statsstøtte

Bragt i Børsen den 18. februar 2025

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Efter årtier med omfattende statsstøtte til vedvarende energi traf et flertal af politikerne for to år siden den kloge beslutning, at den påtænkte massive udbygning med havvind i Danmark skulle ske uden statsstøtte.

Vel at mærke statsstøtte udover den betydelige indirekte støtte gennem afgifter og CO2-kvoter på fossile brændsler til el.

Beslutningen varede dog ikke længere end til, at der blev brug for den. Beslutningen blev truffet på et tidspunkt, hvor der var forventning om, at vindenergi kunne give overskud.

Den værste form for statsstøtte er, hvor staten påtager sig risikoen ved projekterne
Mens så viste først den bornholmske energiø sig ikke at kunne løbe rundt. Siden resulterede et storstilet nyligt udbud for havvind i, at ingen interesserede meldte sig.

Når regeringen nu alligevel vil give statsstøtte til havvind, er det et glimrende eksempel på, hvordan politisk logik trumfer sund samfundsøkonomisk logik.

Det politiske prestigetab
Ingen virksomheder bryder sig om at måtte opgive projekter, der ikke længere har udsigt til at løbe rundt eller kan finde investorer. Men de gør det, fordi alternativet – at tabe penge – er værre.

Samfundsøkonomisk er det af uvurderlig betydning, at virksomhederne reagerer på udsigterne til tab eller gevinst. Udsigten til et underskud er ikke bare et signal om, at den enkelte virksomhed står til et tab, men at ressourcerne kan anvendes bedre andre steder i økonomien.

Underskuddet er dybest set et resultat af, at andre virksomheder driver prisen på medarbejderne og andre input op, fordi de kan gøre større nytte hos dem.

Middelgrundens havvindmøllepark
Først viste den bornholmske energiø sig ikke at kunne løbe rundt. Siden resulterede et storstilet nyligt udbud for havvind i, at ingen interesserede meldte sig, påpeger Otto Brøns-Petersen.
Arkivfoto: Simon Fals
Bortset fra det politiske prestigetab burde politikerne være glade for, at ingen bød ved sidste udbudsrunde. Det viser, at der ikke er nogen samfundsøkonomisk gevinst ved udbygningen på nuværende tidspunkt.

Den politiske logik har ført til, at beslutningen om at droppe statsstøtten er blevet trukket tilbage. Foreløbig dog også med et nedskaleret ambitionsniveau for udbygningen, men hvis statsstøtten bliver stor nok, kan interessen for at bygge hurtigt komme tilbage.

Men er der ikke en klimagevinst at tage i betragtning? Faktisk ikke. Den er som nævnt allerede støttet gennem kvotesystemet (og yderligere gennem den danske CO2-afgift).

Yderligere vindudbygning vil ikke medføre mindre CO2-udledning, men større energiforbrug. For dansk havvinds vedkommende vil det primært sige i tysk industri, som vindenergien primært er tiltænkt.

Det er der intet galt i, forudsat at slutkunderne er villige til at betale den fulde omkostning.

Den værste form for statsstøtte er, hvor staten påtager sig risikoen ved projekterne. Det skjuler den faktiske omkostning for offentligheden, indtil risikoen materialiserer sig, og det kan betyde hæftelse for et ubegrænset stort beløb.

Måske netop derfor er denne model populær blandt lobbyinteresserne. Vil politikerne endelig give støtte, bør det ske som et maksimalt beløb, staten er villig til at lægge oveni ved hvert enkelt udbud. Men det er bedst at lade helt være.