Et-barns-politik i klimaets navn gør mere skade end gavn

Befolkningsudviklingen i verden er tilbagevendende blevet set som en trussel, nogle gange af dommedagsagtige dimensioner. I 1970erne vakte forudsigelser om snarlig massehungersnød, når der blev for mange til at kunne brødfødes i verden, stor opmærksomhed. Senest har danske forskere foreslået en et-barns-politik af hensyn til klimaet – ud fra den simple betragtning, at jo flere mennesker, desto større udledninger af drivhusgas.

Men befolkningsudviklingen er meget bedre end sit rygte. Vi er i gang med en enestående – og noget overset – befolkningstransformation, som snarere har været en gave til menneskeheden.

For det første eksploderer verdens befolkning ikke. Som det fremgår af figuren, ventes væksten i den globale befolkning at gå i stå omkring år 2100 ifølge FNs centrale prognose. I nogle lande falder folketallet allerede. Det globale antal børn ventes at toppe allerede i 2055. Det er primært flere ældre, som driver befolkningsvæksten – altså at vi, der allerede er født, lever længere end tidligere generationer.

Den transformation af den globale befolkning, som nu er ved at finde sin afslutning, begyndte for alvor for 200 år siden med den industrielle revolution. Frem til da fik familierne mange børn, men befolkningen steg langsomt eller slet ikke, fordi mange døde tidligt, inden de selv fik sat børn i verden. Nu nærmer vi os, at familierne får samme antal overlevende børn som tidligere, men denne gang fordi der fødes færre, som til gengæld næsten alle overlever. Verdens befolkning vil stagnere, når hver kvinde føder godt to børn i gennemsnit. Overalt – på tværs af kulturer og geografi – er antallet af fødsler per kvinde faldet.

At verdens befolkning er vokset fra godt en mia. mennesker i 1820 til i dag knap otte mia. hænger sammen med, at fødselshyppigheden hidtil ikke er faldet helt så hurtigt som dødeligheden. Men det er på vej til at ske. Og så ebber befolkningsvæksten ud igen.

For det andet har væksten i folketallet ikke været forbundet med faldende, men stigende levestandard. Det er indlysende, at flere mennesker umiddelbart øger presset på ressourcerne. Der har så at sige skabt øget trængsel. Men samtidig har stigningen i folketallet haft positive økonomiske effekter i form af stigende specialisering, handel og innovation. Gevinsterne var mindre forudset og er stadig vanskelige at begribe for mange, deraf den fortsatte pessimisme omkring befolkningsudviklingen, som nu er iklædt klimabekymringen. Men gevinsterne er ikke alene en realitet. De har været markant større end de negative trængselseffekter. Gennemsnitsindkomsten på kloden er 11 gange så stor som før den industrielle revolution. Vi er mere til glæde for hinanden end til ulempe via trængsel og kamp om begrænsede ressourcer.

Selv når det gælder miljøet, har flere mennesker ikke entydigt ført til større belastning. Det hænger sammen med, at vi er blevet rigere og mere produktive. Det har skabt muligheder for at håndtere den belastning, som ellers følger af flere mennesker.

Den amerikanske økonom Kuznet har lagt navn til en kurve, Kuznetkurven, for den typiske sammenhæng mellem miljøbelastning og indkomst i et land: I den første tid, når indkomsten begynder at stige, øges forureningen, men efter en periode bliver sammenhængen negativ. Den udvikling har vi set for de klassiske former for luftforurening – og interessant nok begynder vi også at se den for udledningen af drivhusgasser. Danmark har passeret det punkt, hvor drivhusgasudledningen begynder at falde, selv om vi har økonomisk vækst. Kinas udledning per borger vokser stadig, men er mindre end den var, da USA og England var på samme industrialiseringstrin og indkomst, som kineserne har nu.

Et forsøg på at bremse klimaproblemet ved at stoppe befolkningsudviklingen politisk eller sætte den økonomiske vækst i stå er ikke alene en kur, der er værre end sygdommen. Det kan også let vise sig helt kontraproduktivt.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 12. oktober 2019.