CEPOS logo

Fleksible økonomiaftaler for kommunerne er besnærende men også risikable

Udgivet d.

20. november 2026 - 14:33

Debat

Kommuner & regioner

Offentlige udgifter

Offentligt forbrug

Skat

Bragt i Altinget d. 18. november 2026

Skrevet af Karsten Bo Larsen

Det fremgår af regeringsgrundlaget for den nuværende regering, at den vil indføre flerårige økonomiaftaler og derved flerårige budgetter for kommunerne.

Den idé har faktisk været afprøvet før i perioden 1999-2002. Det blev dog droppet igen, da erfaringen viste, at der var behov for årlige justeringer, så man reelt set endte med alligevel at lave økonomiaftaler for de enkelte år i perioden.

Årsagen var, at det er svært præcist at forudse den overordnede økonomiske udvikling og umuligt at få landspolitikerne til i flere år at “sidde på hænderne”, uden at de opfinder nye initiativer på de kommunale velfærdsområder.

Det kunne således forekomme at være en fuldkommen ligegyldighed, at regeringen nu overvejer at genoplive de flerårige aftaler, da det alligevel reelt set vil ende med årlige forhandlinger om næste års økonomiske rammer.

Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at formålet angiveligt er at give kommuner og regioner en større økonomisk frihed og understøtte muligheden for en mere langsigtet økonomisk planlægning.

Det er uklart, hvad der menes med denne formulering, men der er grund til stor bekymring, hvis det er et spørgsmål om ændringer i budgetloven og de nuværende sanktionsmekanismer, hvor der fastsættes årlige servicerammer, og hvor kommunerne bliver ramt af en straf, hvis de ikke overholder rammerne.

Fleksibilitet er besnærende

Der har således været forslag fremme om, at man skulle se overholdelsen af servicerammerne over flere år, så kommunerne uden at blive straffet kan få lov til at overskride rammen i et år, så længe at de har et tilsvarende mindre forbrug det følgende år.

Det lyder uskyldigt og besnærende, men det kan meget vel vise sig at undergrave den succes, som budgetloven har haft i forhold til at sikre, at kommunerne overholder de aftalte rammer, og at væksten i de kommunale udgifter ikke stikker fuldstændig af, som det skete i tiden før budgetloven.

Det geniale ved budgetlovens étårige fokus er netop, at det år, hvor straffen for overskridelse finder sted, ikke er omfattet af en politisk forhandling.

Hvis kommunerne eksempelvis i regnskabet for 2025 havde overskredet de aftalte rammer, ville straffen herfor blive udmøntet i 2026.

Tilsvarende hvis kommunerne i deres budgetter for 2026 overskrider de aftalte rammer for 2026, vil straffen blive udmøntet straks via en tilbageholdelse af en del af det statslige bloktilskud for 2026.

Automatisk sanktionerning

Disse strafmekanismer foregår fuldstændig automatisk, og det er ikke muligt at inddrage og problematisere dem i en økonomiforhandling mellem KL og regeringen, for rammerne for 2026 er jo fastlagt ved økonomiforhandlinger tilbage i foråret 2025, så det er vand under broen.

Det er således ikke regeringen, der straffer kommunerne, men derimod en automatisk lovfastsat mekanisme i en budgetlov, som er vedtaget af et bredt politisk flertal, og dermed bærer regeringen ikke ansvaret for den ubehagelige beslutning alene.

Ydermere kan man ved økonomiforhandlingerne i foråret 2026, om kommunernes økonomiske rammer i 2027, uden diskussion altid tage udgangspunkt i den aftalte serviceramme for 2026 – for budgetloven sikrer, at den bliver overholdt.

Små tal bliver store i budgetforhandlinger

Ét procentpoint af kommunernes service ramme svarer i 2026 til cirka 3,4 milliarder kroner.

Her skal man huske, at selvom et merforbrug på ét procentpoint lyder af meget lidt, så er 3,4 milliarder kroner absolut ikke småpenge i økonomiaftalesammenhæng.

Til sammenligning var det historisk store løft i servicerammen i økonomiaftalen for 2026 på 3,5 milliarder kroner.

Kommunerne kunne således i denne fleksible model ustraffet budgettere med og afholde et merforbrug i 2026 på cirka 3,4 milliarder kroner.

I givet fald må udgangspunktet ved økonomiforhandlingerne for 2027 nødvendigvis være, at servicerammen i 2027 skal være den aftalte servicerammen for 2026 minus det mindreforbrug på 3,4 milliarder kroner, som kommunerne skal have i 2027 for at kompensere for deres overforbrug i 2026 og dermed overholde rammerne over to år.

Det giver altså en reduktion i de kommunale serviceudgifter på ca. 6,8 milliarder kroner i 2027 set i forhold til det faktiske forbrug i 2026, hvilket svarer til over 10.000 fuldtidsansatte i kommunerne.

Besparelse og blodbad

Kommunernes udgiftsadvokater vil da naturligvis argumentere for, at overforbruget ikke bare er et tilfældigt udsving, men derimod en ren og skær nødvendighed på grund af stigende udgifter til det specialiserede socialområdet, inklusion i folkeskolen og så videre.

Oppositionen i Folketinget vil benytte lejligheden til at presse regeringen med beskyldninger om, at den lægger op til “et blodbad” i kommunerne, som de på ingen måde kan støtte.

Det er nemlig langt mere ubehageligt at tage politisk ansvar for konkrete aktuelle besparelser end at stemme for en budgetlov, der sætter rammerne for økonomiforhandlingerne en gang i fremtiden.

Der vil således komme et betydeligt pres på regeringen for at udvide den kommunale serviceramme, så man i 2027 kan opretholde merforbruget fra 2026, og da alle regeringer også helst vil kunne præsentere en økonomiaftale med en faktisk realvækst i velfærdsudgifterne, vil der være et betydeligt pres for at udvide servicerammen for 2027 yderligere.

Her kan man indvende, at kommunerne også lige skal have finansiering til et overforbrug, men så skal man huske på, at kommunerne i øjeblikket er overfinansieret med 6-7 milliarder kroner årligt, hvilket har givet unødigt store kassebeholdninger, der bare ligger og venter på at blive fyret af på flere ansatte, hvis kommunerne får lov.

Alt i alt skal man altså tænke sig godt om, inden man giver kommunerne mere “fleksibilitet”, da det kan føre til en undergravning af den økonomisk solide og holdbare styring af kommunernes økonomi, som vi har haft siden indførelsen af budgetloven.

Relateret artikel

Danmark har den næstlaveste lønpræmie i OECD – høje skatter forstærker problemet

18. november 2026

Danskere med en videregående uddannelse tjener i gennemsnit kun 23 pct. mere end personer med en gymnasial- eller erhvervsuddannelse. Det er langt under OECD-gennemsnittet. Ifølge CEPOS svækker det incitamentet til at vælge uddannelser, der giver høj løn.

Relateret artikel

Skatte­af­talen giver skatte­let­telser, men regningen ligger uden for aftalen

17. november 2026

Regeringen er langt fra færdig på skatteområdet. Den har bebudet, at den vil indføre differentieret moms, men har ikke vist, hvordan den skal finansieres.

Hjælp os med at rykke Danmark i en borgerlig-liberal retning

I CEPOS kæmper vi for individets frihed, det private initiativ, lavere skat og en begrænset statsmagt. Vi arbejder for, at de offentlige finanser bruges fornuftigt, og råderummet omsættes til reformer, der styrker Danmarks fremtid.

100 kr.