Hvis statsministeren virkelig mener, at danskerne skal arbejde mere, bør hun også trække diskussionen om tidligere pension af bordet

For mig er svaret sådan set ret simpelt: Man anerkender realiteterne og prioriterer rigtigt.

I CEPOS støtter vi fuldt ud, at Danmark skal have et stærkt og tidssvarende forsvar. Europa har alt for længe ladet USA tage byrden.

NATOs generalsekretær Mark Rutte har for nylig påpeget, at det kan blive nødvendigt at hæve medlemslandenes forsvarsudgifter til op til 3,7 procent af BNP. For Danmark vil det betyde en ekstra årlig udgift på 52 milliarder kroner – svarende til mere eller mindre folkeskolens budget.

Så spørgsmålet, som statsministeren i virkeligheden bør stille, er: Hvor skal pengene komme fra?

Statsministeren har flirtet med tanken om en krigsskat. Hvis hele stigningen i forsvarsudgifter skal finansieres ved en stigning i bundskatten, vil en arbejderfamilie med to voksne og to børn skulle betale 33.100 kroner mere i skat om året. Det er ikke vejen frem.

I stedet skal vi have et langt større fokus på at lave reformer. I CEPOS har vi regnet på andre muligheder for finansieringen, og vi anbefaler disse tre hovedkilder:

Det offentlige råderum (22 milliarder kroner)

Tilbageføring af statsadministrationen til 2011-niveau (15 milliarder kroner)

Reformer af overførselsindkomster (27 milliarder kroner)

Det kan samlet give 64 milliarder kroner – mere end nok til at finansiere et NATO-bidrag på 3,7 procent

Men det kræver, at vi fokuserer på det, der er kritisk. Alt er vel altid vigtigt i politik. Men forsvar af vores land er kritisk. Derfor undrer det, at statsministeren fortsat holder liv i debatten om at opsige velfærdsforliget.

Det er efterhånden bredt politisk anerkendt, at NATO-bidraget skal øges markant. Og selvom vi kunne rydde bordet og allokere de mange milliarder for råderum, administration og reformer til både forsvar og tidligere pension, så virker det som manglende prioritering.

Hvis statsministeren virkelig mener, at danskerne skal arbejde mere, som hun viste ved at fjerne en helligdag, bør hun også trække diskussionen om tidligere pension af bordet.

Det er jo ikke forbudt i politik at trække ukonkrete poliske udmeldinger tilbage, når den usikkerhed passende kunne skubbes til en anden og mere rolig tid.

I stedet bør hun åbne for en reel reformdagsorden.

I CEPOS foreslår vi at genbesøge Arne-pensionen, efterlønnen, seniorjobordningen, dagpengereglerne, SU og reguleringen af overførselsindkomster. Danmark har brug for flere reformer, ikke flere skatter.

Samtidig må vi ikke glemme, at højere skatter kan hæmme investeringer, innovation og produktivitet, hvilket på længere sigt vil gøre det endnu sværere at opretholde vores velfærdssamfund.

Derfor er det afgørende, at vi politisk altid søger at tænke i helheder og ikke jagter kortsigtede løsninger til særlige vælgergrupper.

Vi kan ikke forudsige alting, og det er altid svært at spå om fremtiden. Det vi ved er, at Donald Trump er præsident, at der er krig i Europa, og at vi skal bruge flere penge på Forsvaret.

Vi ved ikke, om NATO ender på 3,7 procent, eller om Trumps told på EU bliver 10 eller 25 procent. Og der er meget, vi slet ikke ved endnu.

Men én ting ved vi: Statsministeren bør altid reducere usikkerheden, ikke forøge den. Hun bør straks pensionere debatten om velfærdsforliget og i stedet tage fat på de nødvendige reformer.

Alt andet vil være uansvarligt.