CEPOS logo

Jobgevinst til enlige forsørgere

Udgivet d.

13. september 2024 - 13:34

Debat

Beskæftigelse

Ledighed

Skrevet af Jørgen Sloth

Bragt i Berlingske den 13. september 2024

 

Et helt absurd regnestykke«. Sådan lyder kritikken af CEPOS’ opgørelse af støtteordninger målrettet enlige forsørgere for 8,6 milliarder kroner. Kritikken kommer fra Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen, i Berlingske i lørdags.

Ifølge Ninna Thomsen er regnestykket absurd, fordi »(…) det handler ikke om, at staten favoriserer en bestemt familieform, men om at velfærdsstatens dna er at støtte dem med størst behov«.

Men vores opgørelse af støtteordningerne viser netop, at der er tale om en klar favorisering af enlige forsørgere. Hvis du for eksempel er enlig kontanthjælpsmodtager med to børn, kan du få 10.700 kroner i ekstra offentlig støtte i form af både børnetilskud, børnecheck, boligstøtte og friplads i daginstitution.

Det er næsten dobbelt så meget som de 5.500 kroner, et par med to børn kan få.

Det virker desværre, som om Ninna Thomsen mest er optaget af at give høj offentlig støtte til enlige forsørgere. Uden at skele til om der er en bagside i form af lavindkomstfælder, som fastholder enlige forsørgere på for eksempel kontanthjælp.

Faktisk udgør ydelserne på kontanthjælp cirka 85 procent af indkomsten i et lavtlønsjob for enlige forsørgere. Dertil kommer, at aftrapningen af den høje støtte betyder, at når en enlig forsørger kravler op ad lønstigen, så skal hun aflevere næsten seks ud af ti kroner i form af skat og mistede tilskud. Mener Mødrehjælpen, at der skal være så lille gevinst ved at tage skridtet fra kontanthjælp til et job? Og at man skal miste seks ud af ti kroner, når man arbejder ekstra?

Vi foreslår en reform af boligstøtten, som både øger gevinsten ved et lavtlønsjob og sænker marginalskatten. Det giver bedre muligheder for at tage ansvar for sig selv for dem, der kan. Det er i mine øjne en sund balance mellem på den ene side at undgå lavindkomstfælder og på den anden side at sikre, at ydelserne for enlige forsørgere på kontanthjælp er på et rimeligt niveau, svarende til Ydelseskommissionens grundbudget på 18.500 kroner for en enlig med to børn.

Og præcis af hensyn til enlige forsørgere på kontanthjælp foreslår vi heller ikke at fjerne alle særydelser til enlige forsørgere.

For det ville sende en enlig forsørger med to børn på kontanthjælp 5.100 kroner under dette grundbudget.

Relateret artikel

Nedslidning er ikke et kriterie for at få Arne-pension

1. oktober 2024

3F forsvarede i Børsen Arne-pensionen, som jeg har kaldt en “fuser”, fordi meget få bruger ordningen i dag.

Relateret artikel

Færre elever bestod de obligatoriske prøver på 9. klasseniveau i 2023

18. september 2024

Der er store forskelle på, hvor gode skolerne i de forskellige kommuner er til at løfte udsatte elever fagligt.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed