Den offentlige sektor er ikke skabt til teknologiske fremskridt

Bragt i Ingeniøren d. 22. maj 2026

Skrevet af Karsten Bo Larsen

Den offentlige sektor kommer til at opleve en tiltagende rekrutteringsudfordring på ældreområdet. Desuden bør der være et konstant fokus på effektiviteten i ældrepleje – leveringen af mest mulig ældrepleje for pengene – både af hensyn til de ældre og skatteyderne.

Her kunne man forvente, at ny teknologi ville være det helt centrale redskab til at løse disse udfordringer, ligesom teknologiske fremskridt driver stigende effektivitet i den private sektor.  Desværre lider den offentlige sektor af en række problemer, der skaber barrierer for ny indførelsen af ny teknologi.

Et godt og meget håndgribeligt eksempel er indførelsen af robotstøvsugere i hjemmeplejen, der har mødt stor modstand fra både brugerne og deres interesseorganisationer.

Gratis kritik

Her er det grundlæggende problem, at de ældres vurdering af, hvorvidt de ønsker en robotstøvsuger frem for manuel rengøring adskiller sig markant fra lignende beslutninger om ydelser, der bliver leveret i privat regi.

Hvis jeg f.eks. ikke ønsker eller ikke kan slå mit græs selv, må jeg overveje, om jeg helst vil have en robotplæneklipper eller en gartner med en havetraktor til at slå mit græs. Hvis jeg synes gartneren leverer bedst kvalitet, men det samtidig er den dyreste løsning, må jeg foretage en afvejning af pris og kvalitet. Er den bedre plæneklipning pengene værd eller vil jeg hellere nøjes med en robot, og bruge de penge jeg sparer på noget andet, som giver mig større værdi?

Den afgørende forskel på min vurdering af en robotplæneklipper og de ældres vurdering af en robotstøvsuger er, at brugerne af ældreplejen i den offentlige sektor ikke selv betaler noget som helst for hjemmeplejen. Hvis de synes, at manuel støvsugning har den bedste kvalitet – f.eks. fordi de sætter pris på den menneskelige kontakt med hjælperen – er det således fuldstændig omkostningsfrit for dem at kræve en hjemmehjælper i stedet for en robot til støvsugning, da det er skatteyderne, som betaler differencen. Hvis den ældre vælger en robotstøvsuger, så tilfalder besparelsen heller ikke den ældre selv. Den bliver derimod brugt af politikerne til andre ting.

Politiske interesser

Her kan man indvende, at det ikke er noget problem, da afvejningen af pris og kvalitet jo netop er placeret hos politikerne i den offentlige sektor. De har beslutningskompetencen, og de skal således foretage vurderingen af, om den dyrere manuelle støvsugning er pengene værd sammenlignet med robotten.

Her kommer vi ind til kernen i problemet. For omkostninger og gevinster i den politiske beslutning er nemlig meget anderledes, end når der er tale om en privatøkonomisk beslutning. For politikere vil der altid være et hensyn til deres egen mulighed for genvalg, hvilket er velbelyst i den samfundsvidenskabelige forskning.

Forskningen viser også, at relativt små veldefinerede grupper har særligt gode muligheder for at organisere sig og blive begunstiget af politikerne på bekostning af andre grupper. Det skyldes bl.a., at de har nemmere ved at organisere sig i stærke interesseorganisationer, og at de derigennem har større gennemslagskraft i pressen og politisk.

Omkostningen ved at undlade at indføre den nye teknologi er derimod spredt ud på alle skatteyderne, der kommer til at betale for en mindre effektiv offentlig sektor. Skatteyderne er en meget stor diffus gruppe, og den marginale omkostning for den enkelte borger ved lavere effektivitet i ældreplejen er meget lille. Derfor har skatteyderne sværere ved at organisere sig, og derfor bliver deres politiske interesser sjældent varetaget med betydelig styrke.

Det kan således have en betydelig negativ indvirkning på politikernes muligheder for genvalg, hvis de tager beslutninger om at indføre ny upopulær teknologi til relativt små befolkningsgrupper – som de ældre hjemmehjælpsmodtagere – med stærke særinteresser, da de kan lave meget politisk larm.

Ydermere er indførelsen af ny teknologi kendetegnet ved, at det kræver en investering i det/de første år, som efterfølgende giver afkast i form af højere effektivitet. Det er i sig selv et problem, da der altid er maksimalt 4 år til næste valg. Derfor har politikere en naturlig forkærlighed for tiltag, der kan mærkes positivt her og nu frem for langsigtede investeringer.

Afgørende at ændre rammerne

Ovenstående eksempel illustrerer et generelt problem i den offentlige sektor. Jeg kunne skrive en hel serie af indlæg med andre lignende eksempler.

Det er således helt afgørende, at vi kommer i gang med at ændre de institutionelle og organisatoriske rammer på velfærdsområdet, så de ikke modarbejder indførelsen af ny teknologi. Her er øget privat produktion og privat finansiering (herunder brugerbetaling) af velfærdsydelser de bedste og mest oplagte løsninger. Disse løsninger er dog ikke velegnede for alle velfærdsydelser, der leveres af den offentlige sektor. Derfor bliver vi nødt til også at overveje, hvordan vi kan få skabt bedre økonomiske incitamenter til indførelse af ny velfærdsteknologi for opgaver, der løses i offentlig regi.