Kan staten blive for rig? Ja, afgjort

Bragt i Børsen d. 13. oktober 2026

Skrevet af Jes Brinchmann

En af de vigtigste opgaver for enhver direktion og bestyrelse er kapitalallokering. Hvor skal den næste million investeres for at skabe størst mulig værdi? Eller skal pengene tilbage til ejerne, hvis den bedste anvendelse ikke findes i virksomheden selv?

Det spørgsmål stilles hver dag i danske virksomheder. Men næsten aldrig til staten.

Det er ellers på høje tid. Danmark står i en økonomisk situation, som få havde forudset. Den offentlige nettoformue forventes i år at nå 28,1 pct. af bnp svarende til knap 900 mia. kr.

For blot få år siden forventede Finansministeriet, at nettoformuen i 2026 ville udgøre omkring 3,4 pct. af bnp. I dag er forventningen mere end otte gange højere. En del af stigningen skyldes gode konjunkturer, men også at Danmark strukturelt er stærkere end ventet.

Overholdbare finanser

Normalt bliver udviklingen fremhævet som en ubetinget succeshistorie. Danmark har sunde offentlige finanser. Statens balance er stærk. Bruttogælden er lav.

Men måske er det tid til at stille et mere grundlæggende spørgsmål. Kan staten blive for rig?

Den danske debat om offentlige finanser har i årtier handlet om gæld, underskud og manglende finanspolitisk holdbarhed.

Men Danmark befinder sig i dag et helt andet sted.

Ifølge Finansministeriets langsigtede fremskrivninger er de offentlige finanser ikke blot holdbare. De er overholdbare. Staten opkræver samlet set mere i skatter og afgifter, end der er nødvendigt for at finansiere de udgifter og forpligtelser, som Folketinget allerede har besluttet.

Kapital er ikke gratis

Konsekvensen er, at den offentlige formue forventes at vokse videre årti efter årti. Om 50 år ventes den at udgøre omkring halvdelen af bnp. Om 80 år omkring hele bnp.

Det rejser et spørgsmål, som forbløffende få politikere synes interesserede i at besvare. Hvorfor?

For kapital er ikke gratis. Hver ekstra krone opkrævet i skat er principielt samtidig en krone, som ikke kan investeres af virksomheder eller disponeres af danske familier.

I erhvervslivet ville få bestyrelser acceptere, at en virksomhed år efter år ophober stadig større likvide reserver uden en klar plan for anvendelsen. Tværtimod ville man spørge, om pengene kunne skabe større værdi andre steder. I en veldrevet virksomhed vil ejerne forlange, at pengene udbetales frem for at ophobes i virksomheden.

Den samme logik bør gælde for staten.

Retten til at bestemme

For bag tallene gemmer der sig noget meget konkret. En skattekrone er ikke bare en skattekrone. Den begynder som en time på arbejde eller en ordre i en virksomhed. Det kan være de penge, der gør det muligt at spare op til den første bolig, investere i sin virksomhed eller sende børnene til spejder.

Når staten opkræver mere, end den har brug for, handler diskussionen derfor ikke kun om, hvor kapitalen giver det højeste afkast. Den handler også om, hvem der bør have retten til at træffe valget. Er det offentlige bedre til at træffe valg på familiers og virksomheders vegne?

Når det offentlige opbygger en stadig større nettoformue i form af skatteopkrævning, sker det ikke i et økonomisk vakuum. Ressourcer flyttes fra den private sektor til den offentlige. Det betyder højere skatter end nødvendigt, og dermed svagere tilskyndelser til investeringer, innovation, iværksætteri og vækst. Det betyder færre penge, som familierne selv kan bestemme over.

For en familie kan nogle tusinde kroner mere om året være forskellen på, om der er plads til en tur i Tivoli. For den selvstændige kan det være penge til at forbedre konkurrencen. Den slags valg ser små ud i et nationalregnskab. Men det er netop summen af millioner af den slags valg, et frit samfund består af.

Nye offentlige udgifter

Store offentlige overskud og voksende nettoformuer er ikke politisk neutrale. Når staten år efter år får adgang til et større økonomisk råderum, opstår der rent-seeking og et naturligt politisk pres for nye udgifter at allokere pengene til.

Det ser vi allerede i dag. Trods historisk stærke offentlige finanser og en voksende offentlig formue er den politiske debat ikke domineret af spørgsmål om, hvordan borgerne kan beholde mere af deres egen indkomst. Tværtimod handler den i høj grad om, hvilke nye offentlige udgifter råderummet kan finansiere.

Det afspejler sig også i de økonomiske fremskrivninger. Det offentlige forbrug ventes at vokse med 4,4 pct. i år og hele 5 pct. i næste år. Og råderummet bruges som undskyldning for ikke at prioritere.

Pointen er ikke, at alle offentlige udgifter er unødvendige. Pointen er, at et stadigt større økonomisk råderum skaber en politisk dynamik, hvor flere penge til staten ofte bliver udgangspunktet for nye udgifter frem for lavere skatter eller reformer, der styrker vækst og produktivitet.

For stor nettoformue

Tilhængere vil med rette pege på, at en stor formue giver tryghed og robusthed. Men de glemmer, at det er borgernes penge, og at borgernes økonomi er tilsvarende dårligere, når pengene hobes op i de offentlige kasser.

Selvfølgelig skal Danmark have sunde offentlige finanser. Det bør være et fælles mål. Men stærke offentlige finanser er ikke et mål i sig selv. De er et middel.

Formålet må være at skabe økonomisk frihed og dermed øget velstand og muligheder for borgerne. Hvis staten systematisk opkræver mere, end den har brug for, bør vi fremover diskutere, hvordan en større del af værdiskabelsen kan blive hos dem, der skaber den.

For politik bør begynde med en grundlæggende tillid til, at mennesker som udgangspunkt er bedre til at prioritere deres egne liv og ressourcer, end politikere og embedsmænd er.

Danmark har brugt årtier på at diskutere hængekøjen og hvor stor den offentlige gæld må være. Nu er tiden måske kommet til at diskutere, hvor stor den offentlige nettoformue bør være. For spørger du mig, om staten kan blive for rig, så er svaret helt klart, ja afgjort.