KL-formænd kaster kommunernes selvstyre og velfærdsydelser under bussen

Det kan umiddelbart undre, at kommunerne ikke vil være i stand til at levere et uændret velfærdsniveau, da regeringen jo har lovet, at de offentlige udgiftsrammer bliver forøget, svarende til de øgede udgifter til flere børn og ældre (det såkaldt demografiske træk). Formålet hermed er jo netop at sikre, at der fortsat er råd til et uændret niveau af velfærdsydelser, når vi får en stigende aldring i befolkningen.

Det største problem vil dog ifølge KL-formændene ikke blive mangel på penge, men derimod mangel på medarbejdere. De forventer således ikke, at de kan rekruttere nok medarbejdere til, at de kan opretholde velfærdsniveauet uændret i fremtiden. Disse triste fremtidsudsigter bygger på en fremskrivning, som KL har lavet, der viser, at der skal bruges 44.000 ekstra medarbejdere i hele den offentlige sektor frem mod 2030. Arbejdsstyrken forventes at vokse med 50.000, hvilket kun efterlader 6.000 til jobvækst i den private sektor. Det er ikke holdbart, da man på baggrund af den historiske udvikling må forvente et langt større behov for øget arbejdskraft i den private sektor, hvis det ikke skal skade økonomisk vækst og eksport. KL estimerer, at der samlet set vil mangle 90.000 beskæftigede på det danske arbejdsmarked i 2030.

Det ser således umiddelbart sort ud, men her er det helt afgørende, at forudsætningen for beregningen af behovet for arbejdskraft i den offentlige sektor på 44.000 bygger på den forudsætning, at der skal være præcis det samme antal medarbejdere pr. bruger som i dag. Det er således en forudsætning, at arbejdskraftsproduktiviteten i den offentlige sektor overhovedet ikke stiger frem mod 2030. Der er i dag ca. 750.000 fuldtidsbeskæftigede offentligt ansatte, der leverer serviceydelser til borgerne, heraf arbejder ca. 430.000 i kommunerne. De 44.000 manglende medarbejdere svarer således til ca. 6 pct. af det samledes antal offentligt ansatte og til ca. 10 pct. af medarbejderne i kommunerne. Hvis arbejdskraftproduktiviteten samlet set stiger – og det samme antal medarbejdere således leverer mere service til borgerne – med 6 pct. i den offentlige sektor frem mod 2030, vil det løse rekrutteringsbehovet på 44.000. Dette vil svare til en årlig produktivitetsstigning på ca. 0,85 pct. frem mod 2030. Hvis vi antager, at alle de 44.000 medarbejdere skal frigøres gennem effektiviseringer i kommunerne, vil det svare til en årlig stigning i produktiviteten på ca. 1,4 pct. i kommunerne frem mod 2030. Til sammenligning er produktiviteten i sygehussektoren steget med 2,2 pct. årligt fra 2003-2018, og fra 1966-2020 steg produktiviteten i hele den offentlige sektor samlet set med 0,5 pct. årligt, hvor stigningen i den private sektor i samme periode var 2,7 pct. årligt.

Disse opgørelser af produktivitetsudviklingen får kravet om at øge produktiviteten på 0,85 pct. til at fremstå som særdeles overkommeligt. Selv hvis man skulle vælge den helt ekstreme og uhensigtsmæssige løsning, hvor hele produktivitetsstigningen skulle findes i kommunerne, vil det ikke være en fuldstændig urealistisk målsætning. Regeringen har ganske vist allerede budgetteret med effektiviseringer i kommunerne på 3 mia. kr. på administration og 3 mia. kr. på jobcentrene. Dette skal dog ses i lyset af, at vi i en Cepos-analyse har påvist et effektiviseringspotentialet på ca. 9,6 mia. kr. (svarende til ca. 19 pct. af ressourceforbruget) alene på ledelse og administration i kommunerne. Tilsvarende har vi i lignende Cepos-analyser påvist betydelige effektiviseringspotentialer på andre kommunale velfærdsserviceområder (f.eks. 8-16 pct. af ressourceforbruget på folkeskoleområdet), hvis alle kommuner i dag kom på niveau med de mest effektive. Hertil kommer de produktivitetsforbedringer, der også løbende kan opnås frem mod 2030 gennem anvendelse af ny velfærdsteknologi.

På trods af disse betydelige effektiviseringsmuligheder forventer kommunerne alligevel ikke at kunne levere et uændret serviceniveau, selv om de får øgede bevillinger til håndtering af det demografiske træk. Derfor forventer de, at der bliver behov for hårde prioriteringer mellem de enkelte kommunale velfærdsområder, og den prioritering vil kommunerne så ovenikøbet gerne have landspolitikerne til at tage ansvar for. Det er umiddelbart paradoksalt, da vi jo netop har kommunalt selvstyre, fordi kommunalpolitikerne skal kunne træffe lokale prioriteringer – hvis eksempelvis borgerne i X-købing Kommune prioriterer god service i ældreplejen højere end god service i daginstitutioner, og det er lige omvendt for borgerne i Y-købing Kommune, vil alle blive gladere, hvis prioriteringen træffes lokalt, fremfor at landspolitikerne fastsætter en ensartet prioritering på tværs af kommunerne.

Det er dog meget forståeligt, at kommunalpolitikere har stor ulyst til at foretage prioriteringer, da de næsten altid giver anledning til surhed og dalende popularitet hos vælgerne. Derfor skal kommunalpolitikerne nok heller ikke forvente, at landspolitikerne ønsker at påtage sig dette ansvar. Tilsvarende er det meget forståeligt, at kommunalpolitikerne heller ikke har lyst til at effektivisere, da det næsten altid giver anledning til surhed og dalende popularitet hos de offentligt ansatte, der jo udgør en meget betydelig andel af vælgerkorpset og desuden er velorganiserede og gode til at sætte dagsordenen i medierne.

Mit bedste råd til kommunalpolitikerne er at overlade så meget som muligt af den kommunale velfærdsproduktion til private leverandører. Produktivitetskommissionen anbefalede således også øget konkurrenceudsættelse af offentlige serviceydelser som redskab til at opnå højere effektivitet, men siden kommissionen afsluttede sit arbejde i 2014, er der ikke sket en nævneværdig stigning i konkurrenceudsættelsen i kommunerne. Derfor er der fortsat et betydeligt potentiale.

Øget effektivitet gennem øget konkurrenceudsættelse er det bedste redskab til at undgå behovet for ubehagelige prioriteringer i kommunerne. Samtidig overlades de store fremtidige udfordringer med rekruttering af medarbejdere og effektivisering af opgaveløsningen til private leverandører, så hvis noget går galt eller er upopulært, vil det først og fremmest være den private leverandørs ansvar (og man vil kunne skifte leverandør), hvor det i dag er kommunalpolitikerne selv, der har det direkte ansvar for produktionen af velfærdsydelserne internt i kommunen.

Ved at overlade produktionen til private leverandører minimerer kommunalpolitikerne således både behovet for ubehagelige prioriteringsbeslutninger om serviceforringelser og deres eget ansvar for problemer med effektivisering af opgaveløsningen. Tilmed vil konkurrence mellem private leverandører af velfærdsydelser give borgerne den størst mulige velfærd for deres skattekroner. Det er jo hele tre ting på én gang – et kommunalpolitisk Kinderæg.