Udgivet d.
30. september 2008 - 14:48
Analyse
Kommuner & regioner
Regeringens aftale med kommunerne om økonomien for 2009 er skruet sammen ud fra en tankegang om at velfærdssektoren kun kan fastholdes i uændret form hvis skattetrykket stadig øges. Der er derfor i princippet ingen øvre grænse for den ønskede øgning af skattetrykket. Den kommunale selvforståelse er, at man kun kan øge produktionen af velfærdsydelser ved at hæve udgifterne og altså ved at ansætte mere personale. I kommunernes budgetlægning mangler over en bred kam incitamenter til egentlige produktivitetsforbedringer og til eftersøgning af mere omkostningseffektive måder at imødekomme borgernes ønsker og behov på. Herved er der en reel risiko for sammenbrud for en politik, som på en gang satser på skattestop og bedre velfærdsservice.
Den kommunale selvforståelse er, at man kun kan øge produktionen af velfærdsydelser ved at hæve udgifterne og altså ved at ansætte mere personale. I kommunernes budgetlægning mangler over en bred kam incitamenter til egentlige produktivitetsforbedringer og til eftersøgning af mere omkostningseffektive måder at imødekomme borgernes ønsker og behov på.
I 2024 var det borgerne i en lille gruppe kommuner – hvor de fleste er placeret i hovedstadsområdet – der trak ”velfærdslæsset” for den øvrige del af landet. Denne tendens er blevet mere udtalt i perioden fra 2011 til 2024.
Formueskatten vil få negative samfundsøkonomiske effekter, og vil i praksis øge de mest forvridende skatter i skattesystemet.
