Udgivet d.
30. september 2008 - 14:48
Analyse
Kommuner & regioner
Regeringens aftale med kommunerne om økonomien for 2009 er skruet sammen ud fra en tankegang om at velfærdssektoren kun kan fastholdes i uændret form hvis skattetrykket stadig øges. Der er derfor i princippet ingen øvre grænse for den ønskede øgning af skattetrykket. Den kommunale selvforståelse er, at man kun kan øge produktionen af velfærdsydelser ved at hæve udgifterne og altså ved at ansætte mere personale. I kommunernes budgetlægning mangler over en bred kam incitamenter til egentlige produktivitetsforbedringer og til eftersøgning af mere omkostningseffektive måder at imødekomme borgernes ønsker og behov på. Herved er der en reel risiko for sammenbrud for en politik, som på en gang satser på skattestop og bedre velfærdsservice.
Den kommunale selvforståelse er, at man kun kan øge produktionen af velfærdsydelser ved at hæve udgifterne og altså ved at ansætte mere personale. I kommunernes budgetlægning mangler over en bred kam incitamenter til egentlige produktivitetsforbedringer og til eftersøgning af mere omkostningseffektive måder at imødekomme borgernes ønsker og behov på.
Kommunerne kan samlet spare 5,1-7,4 mia. kr. på ledelse og administration, hvis de forbedrer deres produktivitet til samme niveau som de bedste kommuner. Det svarer til en årlig besparelse på 850-1.250 kr. i gennemsnit per indbygger på landsplan.
Top-top-skatten blev en realitet i SVM-forhandlingernes mytiske mørke og præsenteret som prisen for at sænke skatten for andre borgere. Det var, måske, politisk nødvendigt – men økonomisk og moralsk er det et fejlskud.
