Logikken i venstre­flø­jens skepsis overfor milliar­dærer halter

Mange på venstrefløjen er af forskellige årsager skeptiske overfor milliardærer. Nogle mener, at de har opnået deres rigdom på bekostning af andre. Andre mener, at de har for meget indflydelse på politik og bruger den indflydelse til at manipulere økonomien til deres fordel på bekostning af flertallet. Og så er der en del, der virker til blot at være misundelige.

Misundelse er nok et menneskeligt grundvilkår, mens validiteten af de andre argumenter afhænger af, hvor fri økonomien er. I en fri markedsøkonomi er milliardærernes rigdom et resultat af frivillige handler. Du kan kun blive milliardær, hvis du skaber et produkt, der er så godt, at vi andre frivilligt giver dig vores penge for at få produktet.

Jeff Bezos (Amazon) og Steve Jobs (Apple) blev bl.a. milliardærer, fordi de skabte produkter, som var så meget bedre end konkurrenternes, at vi frivilligt gav dem vores penge for at få produktet.

I en fri markedsøkonomi er vores handel med milliardæren ikke et nulsumsspil, hvor den ene kun kan vinde, hvis den anden taber. Handlen er et positivsamspil, hvor begge parter vinder.

Men i en ikke-fri økonomi, hvor staten regulerer ned i mindste detalje, er det ikke nødvendigvis sådan. Her kan du blive rig på, at staten giver dig monopol eller lignende. I en ikkefri økonomi kan milliardærer derfor være et symptom på, at staten har tildelt nogle særinteresser særlige privilegier i form af f.eks. favorable skatteforhold, statslige subsidier eller beskyttende regulering.

Venstrefløjens skepsis overfor milliardærer ender ofte i krav om mere regulering. Alt fra Facebook til elløbehjul skal reguleres i håb om at stække pengekræfterne og gøre økonomien mere fair. Men denne slags løsninger er farlige. For selvom man kan forestille sig, at mere magtfulde politikere kan indføre bedre regulering, skaber det også flere muligheder for særinteresser, for at påvirke politikere og tilrane sig de privilegier, som venstrefløjen vil bekæmpe.

I sidste ende er problemet, at politikerne sidder på noget af stor værdi: Magten til at regulere. Jo mere magt vi giver politikerne, jo mere tilskyndelse har særinteresser til at forsøge at påvirke politikerne. Og jo større magt vil særinteresserne få, hvis de har succes med deres lobbyarbejde. Venstrefløjens løsning forværrer altså nemt problemet.

Meget tyder på, at problemerne med milliardærer skabt af særinteressers indflydelse, trods alt er relativt begrænsede i Danmark. Vi har en relativt fri markedsøkonomi og ligger på trods af OECD’s højeste skattetryk i toppen af internationale frihedsindeks.

Men det betyder ikke, at alt er godt. Siden 1989 er regelmængden i Danmark næsten tredoblet. Og hver gang vi indfører ny regulering er der risiko for, at processen kapres af særinteresser, som vil gavne sig selv på flertallets bekostning. Det bør begge politiske fløje tage alvorligt.

Bragt i Børsen den 10. januar 2023