Løn og effektivitet skal gå hånd i hånd i den offentlige sektor

På trods af en stigning i antallet af ældre vil vi i de kommende år – alt andet lige – kunne finansiere et uændret udgifts- og serviceniveau per bruger i den offentlige sektor uden stigende skatter.

Det kræver dog, at to forudsætninger er opfyldt:

· Ingen væsentlige forbedringer i velfærdsservicen til borgerne

· Det er muligt for den offentlige sektor at rekruttere et tilstrækkeligt stort antal nye medarbejdere

Det er svært at forestille sig, at danskerne på længere sigt vil være tilfredse med et stort set uændret serviceniveau. Desuden kan der allerede nu konstateres udfordringer med at rekruttere kvalificerede medarbejdere til de store velfærdsområder i den offentlige sektor.

Lavproduktive medarbejdere

Den bedste løsning på ovenstående problemer er en forøgelse af effektiviteten, så det bliver muligt at producere velfærdsydelserne med færre medarbejdere og/eller højere kvalitet. En af de væsentligste forhindringer imod øget effektivitet i den offentlige sektor er den manglende sammenhæng mellem medarbejdernes effektivitet og deres aflønning.

En virksomhed, der fungerer under konkurrencevilkår, må hele tiden være opmærksom på, at den enkelte medarbejders løn svarer til den værdi, vedkommende skaber.

Hvis en virksomhed eksempelvis giver en medarbejder en lavere løn, end værdien vedkommende skaber, vil vedkommende søge over i andre virksomheder, der kan tilbyde et bedre match mellem vedkommendes løn og kompetencer. Tilsvarende vil virksomheden tabe penge på at give en højere løn end den værdi, en medarbejder skaber.

En virksomhed der giver alle medarbejdere den samme løn uanset deres effektivitet, vil altså ende med kun at have alle de lavproduktive medarbejdere ansat. Sammenhængen mellem lønnen og den enkelte medarbejders effektivitet er altså afgørende for virksomhedens overlevelse.

Markedskræfterne er sat ud af kraft

Arbejdsmarkedet på de store velfærdsområder som børnepasning, skole og ældrepleje er kendetegnet ved et stort set totalt fravær af konkurrence. Der er således én stor faglig organisation på hvert af disse områder, og kommunerne er den altdominerende arbejdsgiver. Markedskræfterne er altså fuldstændig sat ud af kraft, og i stedet er det udelukkende de politiske kræfter, der er afgørende.

I fagforeninger er det flertallet af medlemmerne, der bestemmer, og de kan hurtigt blive enige om, at et mindretal bestående af de mest effektive medarbejdere ikke skal begunstiges med en tilsvarende højere løn, og at midler til lønstigninger i stedet skal komme alle til gode uanset deres præstation.

Man kan jo spørge sig selv: ”Hvorfor kan en dygtig sygeplejerske i den offentlige sektor ikke tjene det samme som en dygtig ingeniør i en privat virksomhed?”. Her vil svaret således være: ”fordi hun er underlagt en fagforening, der vil kræve, at alle hendes mindre dygtige kolleger i givet fald skal have den samme høje løn”.

Bedre kobling mellem løn og præstationer

Dette har på kort sigt ikke de store konsekvenser, da de pædagoger, SOSU’er, sygeplejersker, lærere og politifolk, der ikke får en løn svarende til deres effektivitet, har begrænsede muligheder for at søge tilsvarende job uden for den offentlige sektor.

Til gengæld kan det på længere sigt have den konsekvens, at de bedste medarbejdere forlader faget, og at flere af de bedst kvalificerede unge fravælger disse uddannelser, da de bedre kan få belønnet deres kvalifikationer i andre erhverv.

Produktivitetskommissionen anbefalede allerede i 2013, at der i den offentlige sektor skulle sikres en bedre sammenhæng mellem medarbejdernes løn og præstationer.

Efterfølgende er det desværre meget begrænset, hvad der er sket i forhold til de almindelige medarbejdere. Det understreger, at en bedre kobling mellem løn og præstationer formentlig ikke kan opnås med den nuværende organisering af opgaverne, da de monopolistiske fagforeninger har store interesser i at undgå dette.

En højproduktiv mønsterarbejder

Den eneste vej til at opnå bedre sammenhæng mellem medarbejdernes løn og præstationer er således at få brudt monopolet og gennem inddragelse af private leverandører og øget frit valg for borgerne. Det handler om at få konkurrence på både markedet for velfærdsydelser og arbejdsmarkedet for de faggrupper, der producerer disse ydelser.

En gammel propagandaplakat fra Sovjetunionen viser en højproduktiv mønsterarbejder med et stort bundt pengesedler og en lurvet lavproduktiv arbejder med et lille bundt pengesedler.

Selv et planøkonomisk diktatur indså altså det nødvendig og retfærdige i en klar og direkte sammenhæng mellem effektivitet og løn. På længere sigt måtte de dog også erkende, at det ikke fungerer i praksis uden markedsøkonomi og konkurrence.

(Bragt i Altinget februar 2021)