Mit bud på 2026: Jeg drømmer om et reformår

VI har en yderligere udfordring, fordi vi har en meget stor offentlig sektor. Det gør det ekstra nødvendigt at bekæmpe Baumols omkostningssyge – at uden offentlig produktivitetsvækst vil udgifterne svulme op. Foreløbig har der dog med det store og voksende råderum og den langsigtede ”overholdbarhed” været plads i den offentlige økonomi til en ret løsagtig udgiftspolitik, men det vil få en ende. Den store offentlige sektor nødvendiggør også et ekstra fokus på at bekæmpe unødige forvridninger i skattesystemet, som ellers kan blive meget skadelige for samfundsøkonomien.

En tredje udfordring er den dysfunktionelle udvikling i EU, der risikerer at trække os med ned. EU er fanget i en ond cirkel, hvor manglende håndhævelse af statsgældsreglerne har skabt et incitament for vælgerne til at stemme sig til andre landes penge i stedet for at gennemføre nødvendige reformer.  Den franske gældskrise er blevet helt uregerlig, og Tyskland har bevæget sig ind på en farlig kurs. Selv den danske regering har leget med ideen om mere fælles EU-gæld.

Her er et optimistisk bud på hovedelementerne i en ny 2040-plan.

1. En skattereform, som satser benhård på at sænke de mest forvridende og produktivitetshæmmende skatter. Det vil sige de progressive kapital- og aktieindkomstskatter, selskabsskatten, registreringsafgiften på alle biltyper og afgifter uden begrundelse i eksterne omkostninger. Den populære politiske leg med særlige satser for politisk udvalgte varegrupper bør til gengæld droppes.
2. En reform, der genindfører institutionelle bremser på udgiftsdriften i det offentlige, så som mindreregulering af overførsler, produktivitetsbesparelser, et kommunalt udligningssystem med sunde incitamenter, systematisk udbud og konkurrenceudsættelse, ophør med at opregulere offentligt forbrug med ”demografisk træk” og et effektivt skattestop. Reformer af overførselssystemerne, der tager lang tid – f.eks. en reform af pensionssystemet – bør iværksættes nu.
3. En reform af klima- og energipolitikken baseret på en ensartet CO₂-pris, som kan indfri Danmarks forpligtelser i EU og drive omstillingen af energiproduktionen. Den nuværende politik med symbolpolitiske delmål for danske udledninger, dobbeltregulering, manglende teknologineutralitet og statsstøtte til vedvarende energi bør således lægges helt om. Kernekraftsforbuddet bør afskaffes, men det bør ikke erstattes af statsstøtte.
4. En dereguleringsreform, som kan vende udviklingen i den stærkt stigende regelmængde. Der bør indføres et generelt regelloft og følges op på det store identificerede potentiale for færre erhvervstilskud.
5. Danmark bør sætte sig i spidsen for at fremme den udfordrede konkurrenceevne i EU. Udviklingen af det indre marked bør genoplives, og reguleringsomfanget nedbringes. Tiltag der vil hæmme produktiviteten så som statsstøtte, industripolitik, protektionisme og offentlige investeringer bør skrinlægges. EU’s finanspolitiske regler bør håndhæves, der bør nedlægges veto mod ny fælles EU-gæld, og subsidiaritetsprincippet genoplives. Danmark bør arbejde for et EU i flere hastigheder frem for at svække brugen af kvalificerede flertal.

Godt reformår 2026!